Kender du det der med at have en underviser, som bare brænder for sit fag? Som fortæller medrivende, indlevende og inspirerende? Det havde Sara. Og det er mere end noget grunden til, at Sara valgte en uddannelse, hun ellers foragtede.
Da Sara Bjerre Sørensen blev student fra Støvring Gymnasium i 2016, var der blot én ting, der dominerede tankerne i hendes hoved: Sabbat. Hun elskede at rejse, og hun havde planlagt ture til hele verden i tiden efter gymnasiet: Nu skulle verden opleves på egen hånd for første gang.
Fremtiden var planlagt. Hun havde besluttet sig for at læse til læge, og derfor havde hun allerede inden rejsen tilmeldt sig kurser i kemi og fysik, da hun var nødt til at opgradere sit niveau for at komme ind på medicinstudiet.
Kemi. Puha. Hvis der var noget, Sara ikke brød sig om, var det kemi. Hun hadede virkelig kemi i folkeskolen, og hun havde faktisk med vilje valgt en linje i gymnasiet uden kemi, netop fordi hun ikke brød sig om faget. Nej, Sara var glad for matematik og tysk. Fag, hvor der var nogle regler, der var til at forstå. Og så samfundsfag.
Som mindre havde Sara egentlig altid troet, hun skulle gå i forældrenes fodspor. Både far og mor er bankmænd, og oprindeligt havde hun derfor forestillet sig, at hun skulle læse økonomi eller jura eller sådan noget.
Men så døde hendes mormor.
”I starten græd jeg mest sammen med mor. Det var der en vis tryghed i. Men det var hårdt at se mor græde. Det virkede forkert. Jeg spekulerede tit over, om mine veninders mødre også græd. Det troede jeg ikke, de gjorde. På et tidspunkt spurgte jeg min mor om det, men jeg fik vist ikke udtrykt det som spekulationer – nok nærmere som en irritation over, at hun græd så tit. Hun var jo trods alt den voksne.”
Sara mistede sin mormor til kræft, da hun var 13 år gammel. De havde altid været meget tætte, og dødsfaldet satte dybe tanker i gang i den unge Sara. Tankerne udmøntede sig til bogen Snefnug i mørket, som hun skrev sammen med sin mor, og hvor ovenstående uddrag er fra. Men tankerne levede videre end blot til bogen. De fulgte hende gennem hele ungdommen: Tænk, hvis man kunne gøre en forskel – måske hjælpe andre mennesker i lignende situationer.
LÆS OGSÅ: ”En skattejagt efter det, som virkelig kan gøre en forskel”
Efter to måneders sabbat i Australien og New Zealand landede Sara atter i Aalborg Lufthavn. En fantastisk rejse var slut, og hun nåede lige hjem og vende og sige hej til familien, inden hun satte sig i toget mod København. Foran ventede kurserne i kemi og fysik. Fremtiden lurede på den anden side, og selvom hun på vejen derover tænkte, ”det skal bare overstås”, anede hun ikke, hvad hun gik i møde.
Kender du det der med at have en underviser, som bare brænder for sit fag? En, der med en uudgrundelig viden samtidig kan fortælle om det på en måde, der inspirerer? Motiverer? Opildner? Sådan en lærer havde Sara til samfundsfag i gymnasiet. Og sådan en lærer fik hun, da hun trådte ind på kemikurset:
”Jeg havde tænkt, at jeg bare havde brug for at lære det, der skulle læres, og så komme hurtigt videre. At det nok blev træls, men at det jo skulle gennemføres. Men så var læreren bare vanvittigt dygtig. Pludselig fandt jeg ud af, at kemi ikke var træls. Det var faktisk rigtig spændende. Jeg vil ligefrem sige, at jeg nød det. Jeg hyggede mig med det. Det vendte op og ned på mine uddannelsestanker. Jeg ville jo gerne være læge for at gøre en forskel. Men måske man også kunne gøre en forskel i andre fag?” fortæller Sara i dag om sine tanker dengang.
LÆS OGSÅ: Interessen for ingeniørstudiet har aldrig været større
Planen om medicinstudiet var pludselig usikker. Kemi var jo fedt. Hvem havde troet det? Straks kastede Sara sig over Google for at finde ud af, hvad man ellers kunne læse af kemirelaterede ting.
Og der dukkede et lille ord op, som Sara egentlig ikke vidste, hvad betød, men som hun altid havde betragtet med en form for indifferent respekt: Ingeniør.
”Jeg vidste ingenting om ingeniører, men jeg faldt bare for de ting, jeg læste om det,” siger hun.
Og spontan af natur, som Sara er, valgte hun lige der en ny vej i sit liv: Kemiingeniør.
”Jeg har altid haft den indstilling, at lige meget hvilken uddannelse, jeg tog; medicin, kemi, bioteknologi, så skulle jeg nok blive glad for det. Jeg skulle nok blive glad, uanset hvilken vej jeg valgte.”
Sara var dog sikker på én ting: Hun ville studere på Aarhus Universitet.
(Artiklen fortsætter under billedet)
”Aarhus er en rigtig dejlig by, og universitetet virker meget seriøst, selvom der stadig er plads til sjov. På en måde er det ligesom de store universiteter i England: Et kæmpestort sammenhængende campus lige midt i byen, hvor man færdes blandt tusinder af andre unge mennesker, der alle sammen læser alt muligt forskelligt. Det giver en fantastisk fornemmelse af at høre til. Og så handlede det for mig nok også om at prøve noget nyt. Jeg er meget familiemenneske, og jeg havde brug for at prøve at flytte lidt væk. Komme ud for mig selv,” siger Sara.
LÆS OGSÅ: Troels tog forældrene med på råd og valgte at læse til civilingeniør
Derfor greb hun knoglen og ringede til studielederen på Institut for Ingeniørvidenskab på Aarhus Universitet, Maibritt Hjorth.
Maibritt havde lige fem minutter inden et møde, da hun tog telefonen og mødte en halvbekymret Sara i den anden ende.
”Jeg sagde til Maibritt, at jeg havde virkelig mange spørgsmål. Jeg var bange for, at der ikke var nogen piger på studiet. Jeg var bange for, at jeg ikke ville få nogle venner. At der ikke var nogen, jeg ville passe sammen med. Jeg er selv en meget udadvendt person, glad og spontan, og jeg går op i mine sociale relationer. Og jeg må indrømme, at jeg var nervøs for at komme til at gå i klasse med en kæmpe flok nørder, som ikke gad det sociale, som ikke gad feste, men som kun gik op i at nørde deres små geeky detaljer,” siger Sara.
Maibritts fem minutter blev til flere. Mange flere. Og selvom hun måtte komme pinligt meget for sent, fik Sara til gengæld indgydet nok selvtillid til at søge ind.
LÆS OGSÅ: Aarhus Universitet satser stort på nye civilingeniøruddannelser
”Jeg mødte op alt for tidligt til første studiedag. Stod bare der helt akavet og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Så jeg lod som om, jeg læste på et skilt, og så kom der en anden pige, der også begyndte at stå og lade som om, hun læste på et skilt. Hun spurgte mig på et tidspunkt, hvad jeg skulle lave, og det viste sig, at hun også skulle læse til kemiingeniør. Fra det første øjeblik klikkede vi bare sammen. Og det blev en fantastisk studiestart. Det var slet, slet ikke den flok ultranørder, jeg havde frygtet. Selvfølgelig mødte jeg også nørder, men de var sociale og glade, og i dag kan vi jo alle være nørder sammen,” siger Sara.
Sara Bjerre Sørensen er i dag 21 år og går på fjerde semester på civilingeniøruddannelsen i kemiteknologi.
Hun er glad for de ganske små grupper, de arbejder i på studiet. Det gør tingene mere intime, og man kommer mere til orde, end hvis grupperne var store.
LÆS OGSÅ: "Man bliver bombarderet med jobtilbud": Usædvanlig lønstigning til nyuddannede ingeniører
Og så elsker hun fornemmelsen af, hvordan uddannelsen giver hende indblik i, hvordan verden hænger sammen:
”Vi kan hele tiden koble teori til virkelighed. Man får et indblik og en indsigt, som gør, at man virkelig udvikler sig. Man kan fornemme, hvordan verden hænger sammen. Det er helt fantastisk. Det er fantastisk at få den mulighed. At få fem år til at fordybe sig i sådan noget. Det driver mig virkelig – at jeg kan noget, som andre ikke kan,” siger hun og fortsætter:
”Og så er det virkelig inspirerende at se, hvad man kan lave som færdiguddannet. Der er så helt enormt mange muligheder og så mange spændende historier om mennesker, der kan nogle helt vilde ting. Noget af det fedeste ved at læse på uni er dog nok, at vores forelæsere er sindssygt dygtige. De er forskere og er som levende leksika, og de lever virkelig for det, de laver. Det inspirerer og motiverer mere end noget andet.”
