Mette troede oprindeligt, hun skulle være læge. Det var resten af familien, så hvorfor ikke hende? Men en vinteraften sammen med storesøsteren vendte det hele på hovedet for Mette, som endte med at søge ind på et studie, hun aldrig før havde drømt om.
Mette var på sit andet sabbatår, da hendes storesøster Nina tog hende i kraven og smækkede hende ned på stolen ved spisebordet i lejligheden på Trøjborg i Aarhus. Et helt år havde Mette rejst rundt i verden; New Zealand, Australien, Thailand, Cambodja, Vietnam, Kina. Det havde været fedt at komme væk. At være alene. At vide, at man kan klare sig selv. Nu bankede virkeligheden på døren; fremtiden skulle afgøres. Og det skulle være lige nu, mente Nina åbenbart; en kold, mørk vinteraften i januar.
"Pisseirriterende," tænkte Mette, da Nina lagde et stykke papir og en blyant foran hende og sagde: "Nu skriver vi alt ned, hvad du kan lide, hvad du kan forestille dig, hvordan du vil læse, hvad du vil arbejde med bagefter".
Men sådan var hun jo altid. Hun ville bare gerne hjælpe.
(Artikel fortsætter under billedet)
Nina var allerede godt i gang med sit eget studie; medicin. Og det, havde Mette egentlig altid tænkt, skulle også være hendes karrierevej. Men efter tre års ungdomsuddannelse på Risskov Gymnasium og en dannelsesrejse ud i verden hvor hun havde oplevet både det ene og det andet, var hun blevet i tvivl. Nu anede hun faktisk ikke, hvad hun skulle være.
Men den aften over spisebordet en kold aften i 2015 blev Mettes skæbne forseglet.
"Jeg kan takke Nina for, at jeg fandt ud af, at jeg skulle være ingeniør. Dengang skræmte faget mig meget. Jeg kendte jo overhovedet ikke til det, og jeg kendte ingen, der læste det. Umiddelbart tænkte jeg også, det var lidt elitært. Lidt sådan en liga. Det var uhåndgribeligt at gå til. Jeg troede kun, det var bælgøjede drenge, der aldrig havde set græs, der læste til ingeniør. Sådan nogle brainy typer, der sidder derhjemme med deres computer eller sådan nogle, der laver droner i deres fritid. Mennesker, der siden de var tre år gamle har siddet med deres sindssyge hobbyer og lavet formler og nørdet."
"Men jeg tog fejl," fortsætter Mette, som nu er 23 år gammel og læser til bygningsdesign-ingeniør i Aarhus. Så meget fejl, at hun nu er begyndt at tage veninder med til undervisning for at lade dem se og høre, hvad ingeniørstudiet egentlig er for noget:
"Selv hende, der går i høje hæle og godt kan lide at lægge neglelak, kan blive ingeniør. Det er ikke kun for drenge i Adidas bukser."
Hun lægger benene over kors og kigger ud af vinduet, mens hun levende fortæller om sit liv her 2,5 år efter den sene aften hjemme over spisebordet sammen med Nina.
"Den aften bladrede vi hele Uddannelsesguiden igennem. Fra ende til anden på den allermest kedelige måde. Og pludselig poppede den her uddannelse bare op, hvor det bare gav vildt meget mening for mig. Det gik op for mig, at jeg faktisk altid havde interesseret mig for æstetikken ved bygninger og byer – jeg havde bare ikke været bevidst om det," siger Mette.
Sammen med søsteren tog hun til åbent hus-arrangementet Udays, og da hun sad i auditoriet i Navitas-bygningen på Aarhus’ nyeste bydel, Aarhus Ø, tænkte hun: "Det er det. Det er det, jeg skal lave, og det, jeg skal være".
Det var noget af en åbenbaring for Mette, for hun havde egentlig altid forsøgt at præge sig selv til en anden retning. Lige fra folkeskolen var hun god til de naturvidenskabelige fag, men hun forsøgte alligevel at lave nogle afstikkere til andre fag. Derfor valgte hun også en samfundsfaglig retning i gymnasiet med samfundsfag på A-niveau sammen med matematik.
"Retrospektivt var det nok en dum beslutning. Det var slet ikke mig. Det interesserede mig slet ikke i samme grad som det naturvidenskabelige, men jeg holdt ud."
I dag har hun erkendt, at man skal vælge med hjertet og ikke med en tanke om, at man måske er en anden person, end den man er. Derfor har hun nu også taget matematikken til sig. Men ikke på den uhåndgribelige måde, som man oftest får den præsenteret på gennem folkeskolen og gymnasiet. På ingeniørstudiet er matematikken pludselig enormt håndgribelig, forklarer Mette:
"Her handler det ikke bare om at komme frem til et resultat, man så kan tegne som en parabel i et koordinatsystem. Her handler det om at finde ud af, om ting i den virkelig verden kan holde, eller om det hele braser sammen. Det bliver virkelig gjort håndgribeligt i undervisningen, og det giver mening, synes jeg. Det er super fedt, for jeg kan rigtig godt lide, at man får et resultat og kommer frem til noget, man reelt kan bruge til noget."
Den største åbenbaring for Mette har dog været, at ingeniørstudiet ikke er elitært, som hun ellers troede. Tanken om de bælgøjede, brainy typer, der bygger droner i fritiden, er gjort til skamme, og der er lige så mange piger i hendes klasse, som der er drenge. Men hun tror, mange andre unge bærer rundt på samme forestillinger om ingeniørstudiet, som hun selv gjorde i sin tid:
"Der er så mange mennesker, som er skeptiske over for det, jeg laver. Folk griner virkelig meget af mig, når jeg siger, jeg skal til eksamen i beton. Men det er bare virkelig sjovt," siger Mette.
Derfor har hun flere gange haft skeptiske veninder med til undervisningen, og flere af dem er faktisk efterfølgende startet på studiet, når det er gået op for dem, hvad det hele handler om.
"Jeg synes, det er vildt spændende! Det gør jeg virkelig. Det er super hårdt, men jeg har ikke noget imod at knokle, og så er undervisningsformen bare rigtig, rigtig god. Man har en lærer, som er opmærksom, og som hjælper dig. Og studiet er virkelig socialt – så meget, at jeg har måtte åbne min egen horisont en smule, fordi der er så meget projekt- og gruppearbejde," siger Mette.
I dag er Mette knap halvvejs i sit studie som diplomingeniør. Efter de 3,5 år diplomuddannelsen tager, vil hun bygge ovenpå og blive civilingeniør. Men allerede nu fornemmer hun, at verden ligger åben for hendes fødder, og hun glæder sig til engang at kunne rejse tilbage ud i verden og arbejde på store projekter, når hun er uddannet ingeniør.
