Hvad gør du, når mælken i køleskabet overskrider datoen for ”mindst holdbar til”? Tømmer kartonen ud i køkkenvasken? I så fald gør du som rigtig mange andre danskere. For madspild er noget, vi er rigtig gode til, og hvert år ryger over 700.000 tons mad i skraldespanden. Mad, som vel at mærke intet fejler. Og det er ikke kun et dansk problem. Faktisk anslår FN, at ca. en tredjedel af den globale fødevareproduktion aldrig bliver benyttet.
Kan man så gøre noget ved det? Ja, mener 24-årige Maria Vetter Poulsen, som læser til kemiingeniør på Aarhus Universitet. Det var slet ikke den vej, hun oprindeligt havde tænkt, hun skulle gå, men i dag ser hun netop sin uddannelse som en kæmpe mulighed for at gøre en positiv forskel for miljøet og for samfundet.
”Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle læse kemi. Jeg troede, at man bare sad alene mellem kolberne med hovedet begravet i bøgerne. Derfor valgte jeg en samfundsfaglig linje i gymnasiet, da jeg tænkte, der var mulighed for et bredt udvalg af studier bagefter. Men senere begyndte det at gå op for mig, at man netop med kemien kan have en positiv indvirkning på miljøet. At jeg kunne gøre en direkte forskel med mit arbejde,” siger Maria.
Mød Maria i filmen herunder. Her fortæller hun om, hvorfor hun har valgt at læse til kemiingeniør. Artiklen fortsætter under filmen:
Hvad er egentlig kemi? Syrer og baser, molekyler og atomer? Ja, men kemi er langt mere end bare det. For der er faktisk kemi i samtlige aspekter i vores hverdag. Lige fra den måde, vi fremstiller plastikkopper og brændstof på, til den måde vi farver vores tøj, bygger vores huse og spiser vores mad.
”Kemi er overalt omkring, og derfor er der så mange emner, vi kan gribe fat om, for at gøre ting grønnere og mere gavnlige for vores hverdag. Vi skal leve af naturen, og den er årsagen til, at vi overhovedet kan leve, så det er selvfølgelig vigtigt, at vi passer på den og gør vores bedste for at bidrage positivt til den,” siger hun.
Maria har netop afsluttet sit 3. semester på ingeniørstudiet, hvor hun sammen med en gruppe medstuderende 3D-printede grøntsager som en del af sit semesterprojekt. Og 3D-print er netop en teknologi, Maria forestiller sig, kan være med til mindske madspild i fremtiden.
”Fra starten af har jeg aldrig været den store fan af 3D-printede fødevarer. Jeg mener, hvad skal man bruge det til? Men efter jeg begyndte at arbejde med det, er det gået op for mig, hvor store muligheder der faktisk er i den teknologi. Eksempelvis bruger man mere af grøntsagen til den puré, man printer med, end man normalt ville bruge, og man kan desuden gøre maden mere næringsrig, så man måske ikke behøver spise så store mængder. Eller man kan målrette måltider til patienter, så deres individuelle næringsbehov dækkes,” siger Maria og fortsætter:
”Der er ingen grund til, at vi smider mad ud, der kan spises. Særligt ikke, hvis der er mennesker, som har behov for det. Så producerer vi simpelthen for meget. 3D-print er en helt ny måde at se på fødevarer på, og teknologien har en enorm fremtid.”
Projektet blev sat i søen af Teknologisk Institut og fødevarevirksomheden DuPont, som begge har interesse i teknologien. Og det er spændende, at erhvervslivet på den måde har interesse for og bliver trukket med ind i de projekter, man går og nørder med på studiet, synes Maria. På den måde fornemmer man nemlig, at det, man laver, har samfundsrelevans, og man kan samtidig trække tråde til ens fremtidige arbejdsliv, fortæller hun:
"Som ingeniør forbinder man den viden, man tilegner sig, med erhvervslivet og industrien. Mange af de projekter, vi bliver tilbudt, er i samarbejde med erhvervslivet. Det motiverer i forhold til, at det projekt man laver, ikke bare er noget, man gør for sjov, men faktisk bliver anvendt.”
Selvom Maria er havnet på den naturvidenskabelige uddannelse, hun indledningsvist aldrig havde tænkt sig, er hun ikke ked af, at hun valgte en samfundsfaglig linje i gymnasiet. Den har givet hende en forankring i det samfundsmæssige, som hun nu kan trække med over i et fag, som er langt mere menneskeligt og samfundsorienteret, end hun havde troet.
”Jeg tænkte, at det at være ingeniør var enormt nørdet. Jeg tænkte, det nok ikke var noget for mig. Men den tanke ændrede sig, da det gik op for mig, hvor enormt fokus der er på gruppearbejde og samarbejde på studiet – hvor nødvendigt det er, at kunne fungere på kryds og tværs med andre mennesker. Ingeniørfaget er i høj grad menneskeligt, og det er fedt, synes jeg, for det sociale betyder meget for mig. Det er en stor motivationsfaktor og gør, at man glæder sig til at møde op hver dag,” fortæller hun.
Efter sommerferien skal Maria et halvt år i praktik i erhvervslivet, og derefter kunne hun godt tænke sig at tage et semester i udlandet i enten Australien eller Canada.
Efter en kandidatoverbygning til civilingeniør vil Maria gerne arbejde med nødhjælp i ulande – noget hun tidligere har praktiseret i Afrika, og noget som ligger tæt op af det frivillige arbejde, hun til dagligt praktiserer som bl.a. aktiv i Dansk Flygtningehjælp og ved Lærdansk Aarhus.
”Når folk er et sted frivilligt, betyder det, at de er et sted, de har lyst til at være. For mig giver det at arbejde frivilligt enormt meget i min hverdag. Man kommer ud sammen med nogle andre mennesker, der ser verden på en anden måde, end jeg gør. De har alle oplevet noget forskelligt og har et andet livssyn. Det udvider min horisont utroligt meget og giver et godt perspektiv på dagligdagen og studiet,” siger hun.
Man får et boost af positiv energi i hverdagen, forklarer hun, og det var også det, hun oplevede i sin tid som frivillig i Afrika. Og i øvrigt det, hun oplever, som frivillig på studiets fredagsbar. Man finder ud af, at der ikke kun er én måde at leve på, som er den rigtige, siger hun og forklarer, hvordan hun gerne vil benytte sin uddannelse til eksempelvis at vende tilbage til Afrika med Ingeniører Uden Grænser.
”Ingeniører kan hjælpe med at genopbygge et land efter katastrofen. Læger Uden Grænser helbreder mennesker, men som ingeniør kan man f.eks. gå ind sørge for rent vand, så epidemier ikke bliver spredt, og genopbygge infrastruktur, som igen kan få hjulene til at køre rundt i landet. Man anvender sin viden i praksis til stor betydning for folks liv og miljøet.”
