Tillykke til rekordstort kuld ingeniører
Hundredvis af festklædte unge satte i sidste uge punktum for deres ingeniøruddannelser. Nu venter et spændende arbejdsliv, men også et stort ansvar.
I alt 325 diplomingeniører og 101 civilingeniører fik i sidste uge overrakt eksamensbeviser. Det er det hidtil største kuld fra Aarhus Universitet, og der var derfor godt fyldt op i Aarhus Domkirke og på Navitas, hvor dimissionshøjtidelighederne foregik.
"Vi tager afsked med det største hold af nyuddannede diplomingeniører nogensinde. Mange af dem har valgt at gå ud på arbejdsmarkedet, og mange har valgt at læse videre til civilingeniører. Uanset hvad, så ligger verden åben for dem nu. Der er brug for deres viden og talent. De har et stærkt teoretisk fundament, men også praktisk erfaring. Semester efter semester har de knoklet med projektopgaver og virksomhedssamarbejde og derigennem lært at tænke og arbejde som ingeniører og skabe realiserbare løsninger på virkelighedens problemstillinger. Det er meget stærke kort at have på hånden,” siger Conni Simonsen, direktør, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet.
Hun opfordrede i sin tale de unge til at være åbne over for mange forskellige karriereveje.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Nye ingeniører går efter drømmene
Jeppe Kirk er en af de mange nyuddannede diplomingeniører, der allerede har taget hul på arbejdslivet. Han har fulgt Conni Simonsens råd om at forholde sig åbent og positivt til arbejdsmarkedet, men da han fik tilbudt drømmejobbet i Energinet, var han ikke et sekund i tvivl.
”Jeg har altid drømt om at komme til at arbejde med forsyningssikkerhed, og det får jeg mulighed for nu i en af Danmarks førende energivirksomheder," siger han.
Jeppe Kirk har læst elektrisk energiteknologi.
Også Cecilie Moriat er nyuddannet diplomingeniør, og hun skal nu læse videre til civilingeniør på kandidatuddannelsen i Computerteknologi.
”Jeg kan bare mærke, at jeg ikke er færdig med at lære. Det er simpelt hen så spændende at fordybe sig i det faglige, og jeg glæder mig til at tage hul på min kandidat. Bagefter vil jeg vælge et job, hvor jeg kan gøre en forskel. Det lyder måske som en kliche, men jeg mener det virkelig. En it-ingeniøruddannelse åbner så mange døre, at man kan blive helt svimmel. Derfor bliver man nødt til at zoome ind på, hvad det er, der betyder noget. Jeg vil gerne arbejde med sundhed eller miljø og helst i en virksomhed, hvor jeg kan få stor indflydelse på udviklingsaktiviteterne,” siger hun.
Emil Jakobsen og Søren Kjær har valgt at gå iværksættervejen. De er begge nyuddannede diplomingeniører i bioteknologi og starter nu virksomhed sammen. Undervejs på studiet har de udviklet et produkt, der gør det nemt og billigt for især mindre fødevarevirksomheder at monitorere og regulere biologiske processer.
”Vi kan se, at der er et potentiale for at gå videre med den her teknologi i en kommerciel sammenhæng, og vi glæder os til at drive forretning,” siger Emil Jakobsen.
”I tror, I er færdige. Men I er først lige begyndt”
Institutleder for Ingeniørvidenskab, Thomas Toftegaard, tog afsked med civilingeniørerne i det store auditorium på Navitas. Og alle, der her var kommet for at fejre afslutningen på deres læretid, tog godt og grundigt fejl.
”I tror, I er færdige nu. Det er I ikke. I er lige startet. I kommer til at få enorm indflydelse på samfundets udvikling, og det indebærer et stort ansvar. For at leve op til det, skal I blive ved med at lære og reflektere over jeres virke som ingeniører.”
Afrim Berisha er nyuddannet civilingeniør i Mekanik, og han er fuldt bevidst om, at arbejdet som ingeniør kræver livslang læring. Han starter d. 1. marts i et konsulenthus, hvor han skal hjælpe virksomheder med at beskytte deres immaterielle rettigheder.
”For at kunne yde en kvalificeret patentrådgivning skal man have en ret detaljeret teknologiindsigt. Det giver mig en enestående chance for hele tiden at holde min viden opdateret. Jeg elsker opfindelser og drømmer selvfølgelig om en dag at komme med på holdet bag noget virkelig stort,” siger han.