Aarhus Universitets segl

Virksomheder går på jobjagt blandt universitetets ingeniørstuderende: ”Man kan godt føle sig lidt ombejlet”

I kampen om at tiltrække fremtidens ingeniører tager flere og flere virksomheder til praktik- og projektdage på de fire ingeniørinstitutter ved Aarhus Universitet.

200 virksomheder besøgte i marts måned Aarhus Universitet for at komme i kontakt med ingeniørstuderende, der skal i praktik eller skrive projektopgave.

Der er rift om landets ingeniørstuderende. Det mærker man tydeligt i de uger, Aarhus Universitet byder erhvervslivet indenfor til matchmaking på Institut for Elektro- og ComputerteknologiInstitut for Bio- og KemiteknologiInstitut for Byggeri og Bygnignsdesign samt Institut for Mekanik og Produktion.

Her har virksomhederne mulighed for at møde ingeniørstuderende face to face og tilbyde dem praktikantstillinger eller indgå et samarbejde omkring et studieprojekt.

Besøgsrekorden er fra matchmaking i år, hvor næsten 200 virksomheder deltog.

Eskild Holm Nielsen, dekan på fakultetet Technical Sciences, er glad for den store opbakning fra erhvervslivet. Han er samtidig opmærksom på, at det vidner om stigende efterspørgsel på ingeniører i det danske samfund:

”Der er ikke nogen tvivl om, at vores studerende er i høj kurs, og at den meget store interesse fra virksomhedernes side hænger sammen med en intensiveret talentjagt. Vi lever i en tid, hvor ingeniører har stor betydning for erhvervslivets evne til at skabe vækst, og vi uddanner til sektorer, der arbejder på højtryk for at løse nogle af samfundets store problemer i forhold til sikkerhed, energiforsyning, fødevareproduktion og klimaforandringer. Det bliver meget tydeligt og meget konkret, når vi inviterer virksomhederne ind på den her måde,” siger han.

Fra energi til sundhed: Ingeniørpraktikanter i høj kurs

Det er alt fra små startups til globale techgiganter, der konkurrerer om de studerendes opmærksomhed.

Mange bruger samarbejdet med de ingeniørstuderende fra Aarhus Universitet som en del af deres rekrutteringsstrategi i håbet om, at det kan føre til en fast ansættelse.

En af de virksomheder, der vender tilbage til matchmaking-arrangementerne på Aarhus Universitet hvert år er Beumer Group. Søren Vestergaard Holm, som er Talent Acquisition Lead, fortæller:

“Vi har især stor erfaring med praktikanter og tager typisk 10–12 ind hvert semester. Vores strategi er langsigtet – vi vil gerne have, at de bliver hos os efter studiet. Sidste år ansatte vi 129 nye medarbejdere.”

Også i energisektoren spiller samarbejdet med ingeniørstuderende en vigtig rolle. Det fortæller HDCD-ingeniør, Stefan Frendrup Sörensen fra Energinet:

“Vi vil gerne møde de studerende ansigt til ansigt i stedet for kun at rekruttere via stillingsopslag. Som virksomhed har vi et ansvar for at tage praktikanter ind, og vi ser det som en vigtig del af vores arbejde.”

Aarhus Universitetshospital og Dansk Center for Partikelterapi bruger praktik- og projektdagene for ingeniørstuderende på Aarhus Universitet til at finde kandidater, der kan arbejde med avancerede sundhedsteknologier. Jasper Nijkamp, Head of Innovation, sætter ikke antal på, hvor mange praktikanter, de håber at finde: 

“Vi fokuserer ikke på at besætte specifikke praktikstillinger, men på at finde de rette personer til spændende projekter. Praktikanter hos os kan forvente frihed og ansvar, mulighed for at lære Python og for at arbejde med machine learning og deep learning.”

Læs reportage fra P-dag 2025 på Insitut for Elekto- og Computerteknologi her 
 

”Det sociale betyder meget”

De studerende er også opmærksomme på de fremtidige jobmuligheder, der ligger i praktik- og projektdagene.

Louise Kidmose Rask, læser til diplomingeniør i Elektrisk energiteknologi. Hun prioriterer en praktikplads i en virksomhed med et godt arbejdsmiljø:

“For mig er fællesskabet det vigtigste, når jeg søger praktik. Jeg har fundet ud af, at jeg rent fagligt gerne vil arbejde med automation, men det sociale betyder mindst lige så meget – det er det, der skal gøre det sjovt at gå på arbejde hver dag.”

For Oliver Vestergaard Melby, som læser til diplomingeniør i Elektronik, er det vigtigt, at virksomheden er internationalt orienteret, ”har noget på hjerte” og arbejder med innovation.

“Jeg vil gerne være med til at skabe noget nyt og værdifuldt frem for bare at lave noget rutinepræget. Jeg synes også, det er spændende at se virksomheder med projekter i udlandet – det kunne være fedt at bruge praktikken til at opleve noget helt nyt.”

Praktik- og projektdage for ingeniørstuderende afholdes hvert år i oktober og marts på Aarhus Universitet.

Vil du vide mere?

Er du interesseret i at få en ingeniørstuderende i praktik, finder du vores kontaktoplysninger her