Aarhus Universitets segl

Startup vil på markedet med smart chip til designermøbler

Tre ingeniørstuderende har i samarbejde med Østjyllands Politi udviklet en ny type ID-tag, der kan bygges ind i designmøbler og koble dem trådløst på internettet. Det kan bidrage til at forhindre tyveri og hæleri på tværs af landegrænser.

Tre it-ingeniørstuderende har etableret starupvirksomheden InTag'd, hvor de vil introducere deres fælles bachelorprojekt som et produkt på markedet for intelligent tyverisikring. De har samarbejdet med Dansk Politi om at udvikle et id-tag og et tilhørende softwaresystem, der kan reducere den ulovlige omsætning af designmøbler på tværs af lande. På billedet ses fra venstre Emil Garder Kær, Anders Kallesøe Pedersen og Camilla Holmstoel Andreasen. (Fotograf: Martin Gravgaard)

Både møbelproducenter, private forbrugere og politiet kan se frem til et nyt våben imod tyveri, hæleri og kopiering.

For tre studerende fra Aarhus Universitet har udviklet en lille chip med et tilhørende softwaresystem, der kan forbinde et møbel til skyen fra det bliver produceret på fabrikken, til det bliver bortskaffet som affald. Det kan være med til at dokumentere både originalitet og ejerforhold.

”Vi vil give møbler en digital identitet, så det bliver nemt for forbrugere at dokumentere ejerforhold og for møbelproducenterne at sikre sig imod falskneri. Samtidig vil vi give politiet bedre muligheder for at efterforske berigelseskriminalitet,” siger Anders Pedersen, ingeniørstuderende ved Aarhus Universitet og medstifter af startupvirksomheden InTag’d.

ID-tagget fungerer helt uden strøm, og dermed har de studerende skabt et produkt, der kan løse en række problemer i møbelbranchen.

”Det gør det muligt for os at integrere det i for eksempel metal, træ eller tekstil og dermed følge møblet i hele dets livscyklus, og vi har allerede før vores produktlancering oplevet stor interesse fra virksomheder og myndigheder,” siger Anders Kallesøe Pedersen.

Læs mere om diplomingeniøruddannelsen i Softwareteknologi

Kæmpe fordel for forbrugerne

Sporingsenheden er baseret på et system af nye IoT-teknologier, der gør det muligt at spore møblerne på tværs af lande med forskellige frekvensbånd. Samtidig sender den et kraftigt signal, som man kan scanne fra en almindelig mobiltelefon.

”Idéen er, at forbrugerne skal kunne registrere sig som ejere af et designmøbel, hvad enten det er nyt eller gammelt. På den måde kan de altid identificere det igen, hvis det bliver stjålet, og det giver politiet markant bedre betingelser i deres arbejde med sporing og bevisførelse,” siger Camilla Holmstoel Andreasen, medstifter og ingeniørstuderende.

Alene i Danmark udgør møbler op imod en tiendedel af alle indbotyverier, og forsikringsselskaberne udbetaler årligt cirka 300 millioner kroner i erstatning. Det betyder, at der er en stor pulje af tyvekoster i omløb, forklarer Emil Garder Kær, medstifter af InTag’d og ingeniørstuderende.

”Vores mål er at komme på markedet med et produkt,  der kan beskytte forbrugerne optimalt. I dag er det sådan, at det er køberen, der står med regningen, hvis det viser sig, at møblet er en hælervare, og der er rigtig mange mennesker, der helt uforvarende kommer i klemme på den måde.” 

Læs også artiklen: Ph.d.-studerende skal udvikle følesans i proteser

Politiet kan spotte tyve i trafikken

De studerende har samarbejdet med Østjyllands Politis berigelsesafdeling om at designe systemet, der kan koble møbler på internettet, og håbet er, at det kan blive et effektivt værktøj til at begrænse og opklare fremtidig kriminalitet.

Møblerne kan for eksempel registreres af en simpel vejscanner, og netop det kan vise sig at blive en gamechanger i sporingsarbejdet.

”Man skal forestille sig, at chippen kommunikerer med simple vejscannere i et system, som er koblet op på vejnettets eksisterende overvågningskameraer. På den måde kan et billede af en nummerplade, et signal fra et møbel og en positionsmarkør gøre det meget nemt for Politiet at identificere de kriminelle og deres tyvekoster,” siger Emil Garder Kær.

InTag'd forventer at lancere deres produkt på markedet i løbet af 2023.