Aarhus Universitets segl

DTL Skjern åbner officielt den 6. september

Ringkøbing-Skjerns nye digitale innovationslaboratorium er færdigbygget og klar til at åbne dørene til sin officielle indvielse i starten af september. En milepæl for lokale små- og mellemstore virksomheder, lyder det fra borgmesteren.

DTL er AU's nye forsknings- og demonstrationslaboratorium i Ringkøbing-Skjern Kommune - skabt i samarbejde mellem kommunens erhvervsråd, lokale virksomheder og universitetet. DTL skal give virksomheder simpel adgang til bl.a. digital innovation, eftertragtede ingeniørstuderende og nyeste forskning inden for digitale teknologier. Foto: Istock.

Mandag den 6. september bliver Ringkøbing-Skjern kommunes nye digitale forsknings- og demonstrationslaboratorium, Digital Transformation Lab (DTL), officielt indviet.

Indvielsen lægger ud med taler fra bl.a. borgmester i Ringkøbing-Skjerns Kommune, Hans Østergaard, og prodekan for forskning ved AU’s fakultet for de tekniske videnskaber, Brian Vinter, inden den røde snor bliver klippet kl. 10:30. En lang række virksomheder vil desuden være repræsenteret og vise eksempler på digitale succeshistorier og muligheder.

Laboratoriet er skabt i et samarbejde mellem kommunens erhvervsråd, lokale virksomheder og Aarhus Universitet, og formålet er at give virksomheder simpel adgang til bl.a. digital innovation, eftertragtede ingeniørstuderende og nyeste forskning inden for digitale teknologier.

”Det er en milepæl for lokale virksomheder, at vi nu har en fysisk afdeling af universitetet i baghaven, som vil hjælpe med at høste de positive gevinster ved digitalisering. At vi har en lokalt forankret afdeling har bragt de teknologiske muligheder tættere på, og den øgede aktivitet og de afledte synergieffekter er noget, vi tydeligt kommer til at mærke. Jeg glæder mig personligt til åbningen. Vores dygtige virksomheder har allerede førertrøjen på, men med denne mulighed kan de udnytte de nyeste digitale muligheder fuldt ud og sikre deres konkurrenceevne endnu bedre,” siger borgmester Hans Østergaard.

En kulmination

Åbningen af laboratoriet er kulminationen på flere års forberedende arbejde, hvor Ringkøbing-Skjern Kommune og Erhvervsråd i samarbejde med lokale virksomheder og Aarhus Universitet har arbejdet for at finde den helt rigtige model for DTL.

Laboratoriets leder, Jakob Lemming, blev ansat i januar og har siden da arbejdet for fuld kraft for at igangsætte aktiviteter, skabe virksomhedskontakter og starte projekter op, og samtidigt parallelt bygge det fysiske laboratorium og gøre klar til indvielse af de nye kvadratmeter, der er opført i forlængelse af laboratoriets adresse hos innovationshuset Innovest i Skjern.

”Nu er bygningen klar, forskerne klar, vi har projektansøgninger ude, de lokale gymnasier er med, og vi tilbyder alle AU’s ingeniørstuderende muligheden for at arbejde på et projekt for en lokal virksomhed i Ringkøbing-Skjern. Åbningen af laboratoriet den 6. september er prikken over i’et, som giver os rammerne til at starte endnu flere aktiviteter op,” siger Jakob Lemming, der som labmanager er bindeled mellem DTL, lokale virksomheder og AU's forskningsmiljøer i Aarhus og Herning.

Helt konkret skal DTL fungere som et forsknings- og demonstrationslaboratorium, hvor lokale virksomheder kan samarbejde med universitetets forskere eller studerende om at initiere eller videreudvikle virksomhedens brug af digitale hjælpemidler. 

Det kan f.eks. være brugen af computermodeller i produktionskæder, brug af robotteknologi i fremstillingsindustrier eller helt generel procesoptimering og automatisering.

”Det kan også handle om at gøre brug af digitale tvillinger i sin virksomhed eller om at finde helt nye digitale muligheder, der eksempelvis kan gøre eksisterende produkter smartere eller lede til helt nye markeder for virksomheden,” tilføjer Jakob Lemming.

Åben for samarbejde

Samtidig vil laboratoriet efter indvielsen være åbent for gymnasieklasser, virksomheder, samarbejdspartnere og andre interesserede, der kan komme og få et indblik i hypermoderne digital teknologi. Og et nyt koncept skal skabe bindeled direkte mellem lokale erhvervsstudenter og områdets virksomheder.

Ud over labmanageren er to postdocs og to ph.d.-studerende tilknyttet laboratoriet. I spidsen for den forskningsmæssige del af aktiviteterne står professor Peter Gorm Larsen fra Institut for Elektro- og Computerteknologi, der bl.a. leder AU’s DIGIT center.

DTL Skjern er støttet af Erhvervs- og Vækstudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune med 5,03 mio. kr., af Erhvervsvækstforum med 5,0 mio. kr., af kommunens Videnudvalg med 2,8 mio. kr, og med 600.000 kr. hver fra de fem lokale virksomheder, der indtil videre har koblet sig på projektet; Landia, Vestas, Velux, Millpart og HydraSpecma.


Kontakt

Jakob Lemming
Mail: jle@ece.au.dk
Tel.: +45 93511580