Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl
AU Engineering Institut for Elektro- og computerteknologi Institut for Mekanik og Produktion

Danske topledere: ”Manglen på vind-ingeniører kan blive en udfordring i klimakampen”

Hvert år i august samler Aarhus Universitet i samarbejde med Vestas og Siemens Gamesa 50 af verdens dygtigste ingeniørstuderende til en international sommerskole om vind. Målet er at tiltrække talenter til den danske energisektor.

Vi har brug for flere af dem her. I hvert fald, hvis man spørger toplederne i vindindustrien. Daryl Plante Montminy fra Canada, Lynn Briese fra Tyskland og Mirko Hoekman fra Danmark er alle ingeniørstuderende, og de deltager i Wind Power Summer School 2021. (Foto: Anders Trærup)
Sommerskolen foregår i Videbæk i Vestjylland, og de studerende arbejder case-baseret med forskellige teknologiske innovationsudfordringer i vindvirksomhederne (Foto: Anders Trærup)
Aarhus Universitet udvælger 50 talentfulde ingeniørstuderende fra hele verden, når holdet til den årlige sommerskole skal sættes. (Foto: Anders Trærup)

Anders Vedel, Christina Aabo og Per Hessellund Lauritzen – det er navne på personer i den globale vindindustris tekniske elite. 

De bestrider ansvarsfulde poster i topledelserne hos nogle af landets største energikoncerner, og de har en fælles drøm og at skubbe på den grønne omstilling i en retning, der kan gøre os uafhængige af fossile brændsler. 

Derudover har de det til fælles, at de har prioriteret at deltage i Aarhus Universitets vindsommerskole, som i år løber af stablen på et kursuscenter i Videbæk mellem Ringkøbing og Herning. 

”Det er bemærkelsesværdigt, og vi er meget glade for det fantastiske samarbejde og store opbakning fra industrien,” siger Björn Andresen, professor ved Institut for Elektro- og Computerteknologi ved Aarhus Universitet. 

Mangel på ingeniører 

Og hvad er det så, der får bosserne i en milliardstor eksportindustri til at tage på sommeruniversitet med bachelor- og kandidatstuderende i Vestjylland?

Svaret er enkelt: De mangler ingeniører. Mange ingeniører.  

”Det er er meget vigtigt for mig at møde de studerende og fortælle dem om de teknologiske udfordringer, vi som branche og verdenssamfund står med. Vi vil gerne skabe en bæredygtig transformation af vores energiforbrug, og det haster. Jeg fortæller dem, at vi har brug for dem. Det har vi virkelig. Det er helt afgørende, at vi har adgang til et velkvalificeret rekrutteringsgrundlag alle de steder i verden, hvor offshore wind power virkelige rykker nu,” siger Christina Aabo, head of R&D i Ørsted. 

Anders Vedel, der indtil sidste år var en del af topledelsen i Vestas og i dag fungerer som teknologirådgiver for koncernen, deltager i sommerskolen for at dele ud af sin viden om vind. Han kalder manglen på ingeniører for alarmerende: 

”Der er mere end en milliard mennesker i verden uden adgang til strøm, og vi ser ind i en fremtid med alvorlige klimaforandringer. Det er tid til handling. Alle prognoser viser, at manglen på ingeniører bliver en af vores helt store udfordringer, og derfor har vi akut brug for, at flere unge uddanner sig på vores universiteter. Det bliver de unge, nyuddannede, der nu og i fremtiden skal være med til at sikre den grønne omstilling,” siger han. 

Per Hessellund Lauritzen er offshore forskningschef i Siemens Gamesa, og han fortæller, at koncernen igennem tiden har ansat en del deltagere fra den årlige vindsommerskole. 

”Vi lægger et stort arbejde i at rekruttere de rigtige folk til de rigtige opgaver i Siemens Gamesa Sommerskolen kan være med til at styrke vores relationer til de unge ingeniører, der snart skal ud på arbejdsmarkedet. Vi vil gerne have dem til Danmark, så vi fortsat kan være et knudepunkt for vindenergi i verden, og vi vil gerne have dem til at være ambassadører for vindteknologi i deres hjemlande,” siger han. 

På vindsommerskolen i Videbæk deltager i alt 53 ingeniørstuderende fra 12 forskellige universiteter. 

Aarhus Universitet arrangerer sommerskolen i samarbejde med Siemens Gamesa og Vestas, og programmet indeholder både undervisning og teknisk case-arbejde. 

Læs mere om Wind Power Summer School 

Topledere møder studerende 

En af de ingeniørstuderende, der deltager i vindsommerskolen er Mirko Hoekman. Han til diplomingeniør i Elektrisk Energiteknologi på Aarhus Universitet og deltager i sommerskolen for at få indsigt i de mest aktuelle innovationsudfordringer i vindbranchen. 

”Jeg vil gerne have en karriere i vindindustrien. Der ligger en stor opgave foran os som samfund med at designe fremtidens energisystem, og det vil jeg gerne bidrage til,” siger han. 

Han fortæller også, at det har været en helt speciel oplevelse at arbejde tæt sammen med branchens virksomheder. 

”For mig er det stort, at møde industriens topledere og høre, hvordan de tænker om de teknologiske udfordringer i den grønne omstilling. Det føles som om, de allerede ser os som kollegaer. Vi har en fælles interesse for vind og et fælles ønske om at bruge vores viden til at skabe en bæredygtig fremtid,” siger han. 

Lynn Briese er kommet til Danmark fra Tyskland for at lære om vedvarende energi og bæredygtige forsyningsformer.  

”Sommerskolen er en fantastisk mulighed for at forstå, hvordan den danske energiinfrastruktur fungerer og for at skabe et netværk til vindindustrien. Jeg har lært rigtig meget, som jeg kan tage med mig i mit fremtidige arbejdsliv,” siger hun. 

"Unge gider ikke længere bare se på"

Sommerskolen kører på sit 14. år, og Professor Björn Andresen fortæller om en voksende interesse for vindteknologi blandt unge ingeniørstuderende i hele verden. 

”Vi har fået rigtig mange dygtige ansøgere i år, og det er vi glade for. Jeg tror, unge drømmer om en grønnere fremtid, og at en karriere inden for vedvarende energi er attraktiv. De er vokset op med klimaforandringerne på forsiden af aviserne, og de har et ønske om at udrette noget. Det er rigtig godt. Det har vi brug for nu mere end nogensinde,” siger han. 

Kontakt

Björn Andresen, Professor, institut for Elektro- og Computerteknologi