Bro-pioner modtager international hæder for sit livslange arbejde med store konstruktioner
Den hædersfyldte pris The International Award of Merit in Structural Engineering 2024 går til ’Danmarks brobygger’, Aarhus-forsker Klaus H. Ostenfeld.
Den Internationale Forening for Brobygning og Bærende Konstruktioner, IABSE, tildeler The International Award of Merit in Structural Engineering 2024 til ingeniørdocent Klaus H. Ostenfeld fra Aarhus Universitets Institut for Byggeri og Bygningsdesign.
Den prestigefyldte pris anerkender fremragende bidrag inden for konstruktionsteknik og deres indvirkning på samfundet.
”Klaus H. Ostenfeld har en fantastisk professionel karriere med en bred vifte af højt profilerede og udfordrende byggeprojekter verden over. Han har omfattende erfaring inden for avanceret og innovativ brobygning, herunder ikoniske og enestående fastforbindelsesprojekter, broers aerodynamik samt design af andre ingeniørkonstruktioner. Klaus H. Ostenfeld har sat et fremragende eksempel inden for ingeniørkunst, ledelse og management, og han har inspireret mange unge ingeniører,” lyder det bl.a fra IABSE om prisuddelingen.
Helstøbte ingeniører
Mere end nogen anden har Klaus H. Ostenfeld sat sit præg på det danske bro-landskab.
Gennem hele sin lange karriere har store konstruktioner og i særdeleshed broer været hans omdrejningspunkt. Han er uddannet civilingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet i januar 1966 og har siden bl.a. arbejdet i virksomheder i USA og Frankrig og i over 40 år hos den rådgivende danske ingeniørvirksomhed COWI, bl.a. som global koncernchef i 8 år hvor han var ansvarlig for virksomhedens strategiske udvikling til en førende international rådgivningskoncern.
I 2021 blev han udnævnt adjungeret professor ved Aarhus Universitet, og i 2024 fik han titlen ingeniørdocent. Selv ser han det som et stort ansvar at give sin viden videre i undervisningen af de yngre generationer af ingeniører, der nu og fremover skal ud og gøre tingene på nye måder:
”Byggeriet står over for en stor og udfordrende grøn omstilling i bestræbelserne for at nå FN’s internationale verdensmål, og det er de kommende ingeniører, der skal være med til at skabe de løsninger, der er brug for. Hvis jeg med min viden gennem de sidste snart 60 år kan bidrage til at få skabt nogle helstøbte ingeniører med stor forståelse for konstruktionernes virkemåde og udvikling på vores universiteter, så vil jeg rigtig gerne det,” siger han.
Verdensrekorder
Ostenfeld startede allerede som helt grøn med at bygge broer, og blev hevet med ind i projekteringen og byggeriet af Lillebæltsbroen, fordi han som aktiv svæveflyvepilot interesserede sig for aerodynamik. Siden har han været involveret i et hav af store projekter.
Han var bl.a. projektdirektør for Farøbroerne og Storebæltsforbindelsen, der satte ny verdensrekord for hængebroer på 1624 meter i Østbroens spændvidde. Han var projektdirektør på Østtunnelen for jernbanen og på Vestbroen. Også Øresundsforbindelsen mellem Danmark og Sverige med en jernbanebærende skråstagsbro med en spændvidde på 490 meter var han projektdirektør for samt bl.a. Normandie-broen i Frankrig, der satte ny verdensrekord for en skråstagsbro med 856 meter.
Han har også arbejdet med og sat sit præg på meget store forspændte konstruktioner til de Olympiske Lege i Montreal 1976 med flere unikke, tekniske nyudviklinger og været projektingeniør for forskellige moderne forspændte broer bl.a. i staten Washington og i Arizona og en lang række motorvejsbroer i Danmark og Finland.
”Jeg har altid været fascineret af broer. Bare stå og kigge på dem, observere deres majestætiske tilstedeværelse. De gør jo ikke noget i sig selv – de står der bare, tårner op i landskabet og tjener det formål, at folk kan komme fra A til B. Men broer er altid en særlig oplevelse, synes jeg. Det er milepæle på en rejse – noget, man sidder og venter på, hvad enten man kører i tog eller bil. Det har jeg altid syntes, og det var nok de tanker, der gjorde, at jeg i sin tid blev ingeniør. Det og så de muligheder, uddannelsen giver for at gøre en synlig forskel, også internationalt. Hvis bare unge mennesker i dag vidste, hvilken verden der åbner sig, når man uddanner sig til ingeniør, så ville de aldrig være i tvivl om deres studievalg,” sagde Klaus H. Ostenfeld i forbindelse med sit professorat.
Ostenfeld har tidligere modtaget flere hædersbevisninger bl.a. G.A. Hagemanns Guldmedalje fra DTU i 2004 for sit arbejde med at udbrede danske konstruktionsteknikker på verdensplan, Trophée Eugène Freyssinet Grand Prix-prisen i 2014 og Prix Albert Caquot-prisen fra AFGC (L'Association Française de Génie Civil) i 2021. Han modtog også et æresmedlemsskab fra IABSE i 2002 og var tidligere præsident for foreningen.
Klaus H. Ostenfeld er 81 år og bor i Birkerød. Udover sit professorat er han aktiv som konsulent og i diverse bestyrelser.
Prisen, The International Award of Merit in Structural Engineering 2024, uddeles ved IABSE’s prisuddelingsshow i Zürich, Schweiz, den 12. november.
Kontakt
Jesper Bruun
Journalist, Aarhus Universitet
Tlf. 42404140
Mail: bruun@au.dk