Aarhus Universitets segl

AU sender ingeniørstuderende til klimatopmøde

En gruppe diplomingeniørstuderende har designet en helt særlig solcellepavillon, som kan forsyne landdistrikter i Afrika med grøn energi. Gruppen repræsenterer Aarhus Universitet ved P4G Copenhagen Summit 2018.

Ingeniørstuderende fra Aarhus Universitet tager i denne uge til internationalt klimatopmøde i København med deres bud på en solcelleløsning, der kan forsyne landområder i Afrika med strøm. Foto: Melissa Yildirim, AU Foto.
"Efterhånden er det gået op for mig, hvor stor betydning vores projekt potentielt kan få for en bæredygtig udvikling i store dele af Afrika. Og det er selvfølgelig super fedt og meget meningsfuldt, at man kan uddanne sig samtidig med, at man gør en forskel for mennesker, hvis levevilkår, vi har svært ved at forestille os," siger Christian Broch Hansen, diplomingeniørstuderende, elektrisk energiteknologi, Aarhus Universitet. Foto: Melissa Yildirim, AU Foto.
"Som ingeniører har vi en opgave i at gå forrest med teknologi til bæredygtige løsninger og vise, at økonomisk vækst og verdensmål sagtens kan gå hånd i hånd både i den voksende middelklasse og blandt de fattigste i udviklingslandene," siger Mads Dalkjær Riis, diplomingeniørstuderende, elektrisk energiteknologi, Aarhus Universitet. Foto: Melissa Yildirim, AU Foto.

Seks ingeniørstuderende på bare tredje semester har udviklet en færdig prototype på en fleksibel og modulerbar solcellepavillon, der kan give både skygge og strøm til landbefolkningen på det afrikanske kontinent.

"Som ingeniørstuderende har vi en opgave i at gå forrest med teknologi til bæredygtige løsninger og vise, at økonomisk vækst og verdensmål sagtens kan gå hånd i hånd – også i udviklingslandene. Det er grundtanken bag vores projekt, og vi er selvfølgelig enormt beærede over at få lov til at deltage i topmødet," siger Mads Dalkjær Riis, diplomingeniørstuderende på Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet.

P4G-topmødet (Partnership for Green Growth and the Global Goals 2030) finder sted forskellige steder i København fredag d. 19 og lørdag d. 20. oktober. De studerende fra Aarhus Universitet præsenterer solcelleprojektet i forbindelse med delkonferencen Young Academics på Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

LÆS OGSÅ: Antropologen, der villle være energiingeniør

Hollandsk virksomhed overvejer at sætte opfindelse i produktion

De studerende har indgået et samarbejde med en hollandsk virksomhed, der i den kommende tid vil se nærmere på mulighederne for at sætte pavillonen i produktion og distribuere den i Zambia, hvor under fem procent af den landlige befolkning har adgang til elektricitet.

Og netop dette forretningspartnerskab er en af årsagerne til, at universitetet har valgt at vise solcelleopfindelsen frem på topmødet. 

"Vi sender vores studerende afsted, fordi de med deres opfindelse kan vise verden, at bæredygtige løsninger ikke nødvendigvis er baseret på banebrydende ny viden. Nogle gange kan man nå rigtig langt med at indgå partnerskaber og tilpasse eksisterende teknologi til specifikke sociale, økonomiske og kulturelle forhold," siger Conni Simonsen, direktør på Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet.

LÆS OGSÅ: "Jeg troede kun, det var brainy typer med sindssyge hobbyer, der læste til ingeniør"

Idéen til solcellepavillonen fik de studerende i forbindelse med et semesterprojekt på Ingeniørhøjskolen, hvor de arbejdede med et tema om decentral produktion af strøm.

"Vores grundidé har været at udvikle et off-grid solcellesystem til landsbyer i udviklingslande, som ikke har adgang til el. Det har været en udfordring at designe og konstruere systemet, så det opnår en maksimal effekt af solens energi samtidig med, at det passer til lokale forhold. Vi har også knoklet med at finde en løsning, der kan holde produktionsomkostningerne lave. Det er nok den vigtigste forudsætning for, at teknologien kan implementeres," siger diplomingeniørstuderende Lasse Julian Aaen.

Simpelt som en samlesæt fra LEGO

Pavillonen består af tre solceller og en simpel shelter-konstruktion. Den er modulerbar og kan efter samme princip som et LEGO-samlesæt løbende kombineres med nye elementer, forklarer diplomingeniørstuderende Jens Christian Rørdam Stensbjerg:

"Man kan starte med en enkelt pavillon og efterhånden udvide til en hel markedsplads. Vi forestiller os, at pavillonerne bliver centrale arbejdsstationer i landsbyer for de små erhvervsdrivende. Nogle vil have behov for at male mel, andre pumpe vand, save, bore eller noget helt andet. I første omgang er vores håb, at solcellerne kan sætte gang i en positiv økonomisk udvikling og forbedre levevilkårene for landbefolkningen. På lidt længere sigt drømmer vi selvfølgelig om, at adgang til strøm fra vedvarende energikilder kan være skabe en grøn omstilling i samfundet."

LÆS OGSÅ: Én simpel idé afgjorde alt for Michael: Droppede karriere for musik og ingeniørstudiet

Solcellerne på pavillonen er vinklet, så de passer optimalt til lokale og årstidsbestemte indstrålingsforhold, og systemet er designet, så det fungerer uden konvertere. Det er med til at øge anlæggets energieffektivitet og reducere driftsomkostningerne på det. Samtidig har de studerende indbygget saltvandsbatterier under taget for at sikre en højere grad af stabilitet i forsyningen.

Se statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) velkomst til topmødet herunder


KONTAKT

Conni Simonsen, direktør, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet

Christian Broch Hansen, diplomingeniørstuderende, elektrisk energiteknologi: tlf 21969170 

Gruppens øvrige deltagere: Frederik Noer Rasmussen, Jens Christian Rørdam Stensbjerg, Lasse Julian Aaen, Lau Balleby Hansen, Mads Dalkjær Riis.

MERE INFORMATION

P4G – Partnering for Green Growth and the Global Goals 2030 – er et globalt initiativ som har til formål at sætte farten op på den bæredygtige omstilling inden for rammen af verdensmålene.  

Det første P4G topmøde bliver afholdt i København d. 19-20 oktober 2018. Til P4G topmødet i København samles stats- og regeringschefer, ledere af internationale organisationer, erhvervslivet, forskningsverdenen og civilsamfundet i en magtfuld koalition, der leverer på verdensmålene gennem innovative partnerskaber. (Kilde: Udenrigsministeriet um.dk)

Læs mere om P4G-topmødet her 

De studerende deltager i topmødets Next Generation konference

Læs mere om Next generation