AU-forskere med i DR-dokumentar om Andreas Mogensen
Har du set den danske dokumentarserie Klar til rummission med Andreas Mogensen? I afsnit nummer 2 med titlen Vægtløs tilstand, kommer seerne tæt på en forskergruppe fra Institut for Elektro- og Computerteknologi, som arbejder med teknologi til at analysere astronauters søvnmønstre i rummet.
Søvn er vigtig for vores sundhed og velbefindende, og dårlig søvn har mange negative konsekvenser og påvirker især vores opmærksomhed, hukommelse, humør, kreativitet og dømmekraft.
Astronauter bliver hårdt ramt på deres søvnkvalitet i rummet, fordi de lever uden tyngdekraft og i en kunstig dag-nat-cyklus. Derfor skal forskere fra Aarhus Universitets Center for Øre-EEG monitorere Andreas Mogensens søvnrytme i rummet for at blive klogere på, hvordan de kan undgå de negative bivirkninger.
Projektet hedder Sleep in Orbit og er et ud af i alt ti danske forskningsprojekter, der er knyttet til den kommende 2023-mission til ISS, den internationale rumstation.
Se dokumentarserien på DR her:
https://www.dr.dk/drtv/se/klar-til-rummission-_-med-andreas-mogensen_-i-vaegtloes-tilstand_394542
Du møder AU-forskerne cirka 17 minutter inde i programmet.