Aarhus Universitets segl

Sagar fra Indien - Mekanik

Sagar Rao, 23 år gammel, kommer fra Indien. Han læser til civilingeniør i mekanik, og har sin dagligdag på Navitas, som ligger centralt placeret i centrum af Aarhus by.


Hvorfor kom du til Danmark for at tage din kandidat?

”Et af mine langsigtede mål er at undervise, og der er nogle kriterier, jeg gerne vil opfylde, inden den dag kommer, nemlig at jeg gerne vil have både uddannelses- og arbejdserfaring fra både ind- og udland. Det, tror jeg, er vigtigt, hvis man vil være en god underviser, og derfor ville jeg gerne til udlandet for at tage min kandidat,” siger han og fortsætter:

”Så hvorfor lige Danmark? Jeg havde en ven, der søgte ind på DTU, og det fangede min interesse for landet. Jeg kiggede på forskellige danske universiteter, og Aarhus Universitet (AU) fangede mit blik. Primært egentlig pga. byen: Jeg havde aldrig før været i en by i udlandet som ikke var det pågældende lands hovedstad, og jeg kunne godt tænke mig at bo et sted, som ikke var overrendt. Og så fandt jeg ud af, at Aarhus havde været europæisk kulturhovedstad i 2017, og det var der jo nok en grund til, tænkte jeg. Jeg skrev så til forskellige forskere på både DTU og AU, og til min overraskelse fik jeg meget hurtigt svar fra en lektor her fra AU, Mikkel Pedersen. Hans svar var meget motiverende og entusiastisk, og jeg fik fornemmelsen af, at AU var et sted med nogle værdier, som betød meget for mig. Det overbeviste mig om, at det var rigtigt for mig at komme her.”

Ankomsten og de første dage

”Det første jeg gjorde, da jeg ankom med flyet, var at gå hen til en restaurant og få noget at spise. Jeg satte mig ned, spiste en salat og tænkte: ’Dette er en af de saftigste tomater, jeg nogensinde har spist’. Og lige der tænkte jeg: ’Ok, det her bliver anderledes. Det bliver en helt anden oplevelse, end jeg nogensinde har haft’. Noget af det, der overraskede mig var, at alting foregik stille og roligt. Der var ikke rigtig nogen rush hour. Folk var afslappede. Indtil jeg steg ud på en cykelsti i hvert fald. Jeg steg ud af en bus og moslede med min baggage, og pludselig var der en, der råbte ad mig. Jeg var kommet til at gå ud på cykelstien. Jeg skyndte mig til siden, for det så ikke ud til, at han satte farten ned. Sådan er det her i Danmark. Der er rigtig mange der cykler, og de har deres egne stier at cykle på. Det skal man huske at respektere, men nu har jeg heldigvis vænnet mig til det,” siger han med et smil.

Hvad overraskede dig mest?

”Det er meget let at begå sig på engelsk i landet. Alle forstår engelsk og kan tale det. Og så synes jeg, at kulturen er meget interessant. Ret unik faktisk. Der er meget fokus på individets potentiale, og der er meget åbenhed. Danmark har et meget fladt hierarki, og det er ganske sjældent. Jeg har aldrig før oplevet dette flade hierarki, så det var noget af et kulturchok faktisk. Og det går igen overalt – også på studiet. Det er meget positivt, det er ikke bare sådan ’underviser kommer, underviser underviser, underviser går’. Her er der interaktion, man opfordres til at diskutere og have en mening. Professorerne er oprigtig interesseret i at høre din egen mening om tingene; selv de simpleste spørgsmål får respekt og bliver diskuteret, indtil alle aspekter er forklaret.”

Hvad med det sociale?

”På det kollegium, hvor jeg bor, er ca. 75 pct. danskere, og det er meget let at få venner. Jeg har hørt flere gange, at det skulle være vanskeligt at få venner her i Danmark, men jeg har ikke oplevet det på mit kollegium. Og jeg vil sige, at dem jeg bor med, er nogle af de venligste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Og det er helt og aldeles ærligt. Måske de ikke bliver de tætteste venner, jeg får i livet, fordi vi ikke har så meget tid til at opleve skøre ting sammen, men det er helt fint for mig.”

Hvad ville du sige til en, der overvejede at komme hertil for at studere?

”Der er nogle rigtig gode grunde til at komme hertil for at tage din kandidat. For det første vil din vejleder her på stedet med garanti være virkelig, virkelig erfaren. Han eller hun vil være ekstremt god til sit fag. Det er kvalitet over kvantitet her. Der er ikke 50 professorer inden for mekanik her på stedet, men dem der er, er virkelig gode. Virkelig erfarne. Man lærer meget, og man kan altid tale med vejlederne. Man opfordres ligefrem til at snakke med dem,” siger han og fortsætter:

”At bo og leve og studere i Danmark vil ret sikkert være ret anderledes end nogen anden oplevelse, man har haft før. Den måde, man studerer på, er anderledes. Den måde, man bor på, er anderledes. De muligheder, man har, er anderledes. Og der er utroligt stor fokus på work-life balance. Man opfordres til at holde fri, dyrke sport eller andre aktiviteter, hænge ud med vennerne osv. Til gengæld er man super fokuseret, når man så studerer. Det er en virkelig god balance mellem tingene og gør, at man er meget mere fokuseret om de ting, man laver. Jeg vil virkelig anbefale, at man søger om at studere her.”

Sagar er født og opvokset nær Chennai i den sydlige del af Indien.

Han tog sin bachelor i mekanik på SRM Institute of Science and Technology, der ligger i udkanten af Chennai.