Aarhus Universitets segl

Achim fra Tyskland – Elektroteknologi

Achim Klein-Hitpass, 27 år gammel, kommer fra Münster-området i Vesttyskland. Han læser på kandidaten i elektroteknologi på Aarhus Universitet (AU) og bor selv midt i Aarhus’ nyeste bydel, Aarhus Ø, der ligger på havnefronten.


Hvorfor kom du til Danmark for at studere?

”Jeg har altid gerne ville rejse og opleve nye mennesker og kulturer, prøve at bo i udlandet. Men det var et krav for mig, at man kunne læse og begå sig på engelsk. Jeg overvejede mange forskellige steder, for jeg ville egentlig gerne prøve at komme langt væk fra Tyskland. I stedet endte jeg med at tage det land, der ligger tættest på,” griner han og fortsætter:

”Jeg skelede meget til Sverige og Danmark, men endte med at søge ind på både DTU og AU i Danmark. Jeg fik plads begge steder, så jeg begyndte at kigge nærmere på kursusudbuddet og det sociale, og jeg fandt ud af, at AU gav mest mening for mig. Bl.a. fandt jeg ud af, at universitetet afholder denne gigantiske fest Kapsejladsen, og der stod det klart for mig, at der var et kæmpe fokus på studielivet på AU.”

Hvad er særligt ved Aarhus by?

”Det er en ung by forstået på den måde, at gennemsnitsalderen er lav. Årsagen er, at der er rigtig mange studerende. Det gavner det sociale. Og så er det en stor by uden at være for stor. Man kan cykle til alting her, og Aarhus ligger ved havet, så nogle gange er det lidt som at have ferie, når man bor her. Når min søster besøger mig, siger hun altid, at jeg ikke studerer, men holder bare ferie. Det er ikke helt rigtig, for studiet er hårdt, men omgivelserne er så skønne, at jeg virkelig nyder livet her. I fritiden bruger jeg mange af de sociale tilbud, Aarhus har. Eksempelvis udendørs sommerbio midt i skoven på Moesgaard Museum. Der er utroligt mange kulturelle tilbud, man kan tage del i, både store og små.”

Hvad med det sociale?

”Jeg elsker at tage til fredagsbar og tage fra den ene fredagsbar til den anden. Der er 41 forskellige fredagsbarer på universitetet, og man kan bare hoppe fra den ene til den anden. Der er ingen lukkede døre, og det er super fedt. Der er masser af forskellige mennesker, og det er nok den letteste måde at møde nye på. Jeg synes, det har været ret let at få venner her. Mange siger, det kan være svært at få danske venner, men det har det ikke været for mig,” siger han.

Den bedste oplevelse på universitetet

”Helt klart kapsejladsen i 2019. Den var desværre lukket på grund af Corona i 2020. Men det er den oplevelse, jeg fortæller alle om. Det var super fedt og hyggeligt. Dengang havde jeg været på universitet i 3-4 måneder, og jeg havde allerede en del danske venner. Vi tog derhen tidligt, ca. ved 3-tiden om natten og hyggede os, indtil det hele startede. Kapsejladsen er en slags endags-festival, hvor alle kommer. Der deltager over 30.000 unge mennesker, langt de fleste studerende på AU, og det er bare fedt. Det er de studerende selv, der står for arrangementet, og jeg synes, det siger en masse positivt om universitetet, at de studerende får lov at arrangere en så enorm event.”

Hvordan er undervisningen på AU?

”Vi er små hold, og det synes jeg, er super fedt. Det gør det lettere at interagere med både undervisere og studiekammerater. Underviserne vil rigtig gerne have, at man forstår stoffet. De synes ikke, det er irriterende, når der kommer spørgsmål, men vil rigtig gerne udfordres og vil rigtig gerne hjælpe. Og vi har en del gruppearbejde. Det synes jeg, er vigtigt, for man samarbejder meget i grupper ude i arbejdslivet, så det forbereder en på det. Og det gør det samtidig lettere at forstå tingene, synes jeg,” siger Achim.

Hvad ville du sige til en, der overvejede at komme hertil for at studere?

”Først og fremmest er det akademisk set et rigtig godt universitet, og professorerne er meget interesseret i, at man forstår tingene. Der er en flad struktur, og det er altid let at tale med underviserne. Derudover er der et fantastisk socialt liv – alle muligheder er åbne. Og så er der mange ligesindede – rigtig mange internationale studerende. Jeg har aldrig fortrudt at komme til AU – det har været en fantastisk oplevelse.”

Hvad skal der ske i fremtiden?

”Jeg vil gerne blive her i Aarhus. Det kommer selvfølgelig an på arbejdsmulighederne bagefter, men Aarhus er et super godt sted, og det er heller ikke alt for langt fra min hjemstavn. Det kan min mor godt lide,” griner han og fortsætter:

”Jeg holder rigtig meget af Aarhus og er ved at lære sproget, så jeg håber meget, at jeg kan blive. Jeg har ikke lagt så mange planer endnu, men vil bare gerne bliver her.”

Achim har en diplomingeniør-uddannelse fra Tyskland, hvor han har arbejdet 3,5 år som ingeniør for Mercedes-Benz.

Han havde altid haft en idé om at tage en kandidat for at specialisere sig, og har altid gerne ville prøve at læse og bo i udlandet.