Aarhus Universitets segl

Rekordmange virksomheder vil date ingeniørstuderende

Man hører ofte i medierne, at ingeniører er eftertragtede i erhvervslivet. Men allerede inden, de unge diplomingeniør-studerende er færdiguddannede, melder ivrige virksomheder sig på banen. Torsdag er der speeddating på ingeniøruddannelsen på Aarhus Universitet, og rekordmange virksomheder står i kø.

Ingeniørpraktikanter er i høj kurs, og torsdag den 12. oktober gæster 35 bygge-virksomheder Navitas i Aarhus for at møde ingeniørstuderende.

Balkort er delt rundt, borde er stillet op, og på trods af at der ikke vil være levende lys på bordene, og at kærlige blikke er skiftet ud med CV’er og profilbeskrivelser til torsdagens speeddating på Navitas på Aarhus Ø, spreder forventningens glæde sig langsomt.

Der er nemlig tale om et rekordstort antal virksomheder, der torsdag har meldt sig til at møde unge studerende på bygningsuddannelserne på Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet.

LÆS OGSÅ: "Jeg troede kun, det var brainy typer med sindssyge hobbyer, der læste til ingeniør."

Hele 35 forskellige virksomheder inden for byggebranchen møder op til den største speeddating i ingeniørhøjskolens historie.

"Speeddating er en unik mulighed for virksomhederne, hvor de kan komme og fortælle om og præsentere sig selv. Vores ingeniørpraktikanter er i høj kurs, og det er meget tydeligt, at virksomhederne har stor gavn af dem. Samtidig er praktikken med til at forbedre os som uddannelsesinstitution, fordi de studerende kommer tilbage med aktuelle udfordringer i erhvervslivet, som kan bruges i undervisningen," siger Kasper Lynge, udviklingschef for bygningsteknik og bygningsdesign-uddannelserne på Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet.

Han bakkes op af afdelingsleder Kåre Tinning fra den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras:

"Jeg kan skrive under på, at vi er rigtig glade for vores praktikanter. De har et højt niveau fra starten og kan begynde at arbejde allerede fra første dag. Særligt deres indblik i den digitale del af byggeriet har vi meget gavn af, og det er fantastisk at se dem vokse med opgaven, når de finder ud af, at de faktisk ikke kun lærer – men også lærer fra sig, og at de kan vise os gamle, at de kan noget, vi ikke kan."

Ingeniørhøjskolen sender 90 studerende inden for bygningsområdet i praktik fra den 1. februar 2018, og speeddatingen giver både virksomheder og studerende mulighed for at profilere sig, vurdere hinanden, og eventuelt aftale næste skridt mod en praktikansættelse.

"Det er fantastisk glædeligt at se, hvor stor gavn virksomhederne har af vores ingeniørpraktikanter, men mindst lige så glædeligt at se og opleve, hvor meget de studerende lærer i deres praktiksemester. Vi sender ivrige, innovative studerende afsted med den nyeste viden på området og får helstøbte, fokuserede mennesker tilbage, der har fået øjnene op for og appetit på den virkelige verden," lyder det fra direktør for Ingeniørhøjskolen, Conni Simonsen. 

Speeddating for bygningsområdet på Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet løber af stablen den 12. oktober kl. 8:00 – 12:00 og finder sted på Navitas på Aarhus Ø. 

Læs mere om speeddating-eventen her

Læs her om uddannelserne i Bygningsteknik og Bygningsdesign.

Kontakt

Udviklingschef Kasper Lynge