Aarhus Universitets segl

Nyt erhvervssamarbejde skal give mere nærværende forskning

Aarhus Universitet er gået med i et nyt landsdækkende projekt, der skal styrke små og mellemstore virksomheder i vindindustrien.

Kreative løsninger og innovative ideer fra SMV'er i vindindustrien skal også høres, og det er bl.a. det, programmet skal sørge for. Foto: Colourbox

Vindindustrien er en branche i hastig forandring ofte domineret af store, internationale spillere. Masser af små og mellemstore virksomheder har imidlertid også foden indenfor i branchen som eksempelvis underleverandører, men det er ikke altid lige let at blive hørt, når udviklingen raser derud af.

Det skal et nyt erhvervssamarbejde sætte fokus på. Projektet ”Udviklingsprogram for underleverandører i vindindustrien”, som er finansieret af Region Midtjylland og Region Nordjylland, skal hjælpe de små og mellemstore virksomheder med at få deres ideer op af skuffen og frem i lyset. Med på projektet er Institut for Ingeniørvidenskab ved Aarhus Universitet, hvor formanden for instituttets erhvervsudvalg, Peter Harling Lykke, ser frem til samarbejdet med de mindre virksomheder:

”Vi kan ikke lave spændende forskning, som nogen kan bruge til noget, hvis ikke vi arbejder tæt sammen med virksomhederne. For os betyder projektet, at vi kan få meget mere nærværende forskning. Vi kan sætte de studerende til at løse nogle konkrete opgaver og få nogle konkrete problemstillinger, så vi kommer meget tættere på virksomhederne, og så vi kan lave noget forskning, der er anvendelsesorienteret,” siger han.

En verden til forskel

Programmet giver bl.a. deltagende virksomheder mulighed for videnssamarbejder med universitetets forskere med henblik på at udvikle, teste og validere nye, innovative idéer og projekter samt hjælp til at udarbejde vækstplaner og få rådgivning om forretningens udvikling.

For universitetet selv er det en gylden mulighed for at udvikle langsigtede strategiske samarbejder med virksomhederne og prøve de studerende af med reelle problemstillinger.

”Det gør en verden til forskel for de studerende, at det, man sidder og laver, ikke er skuffeprojekter. Og det gør det også, den dag de skal ud og søge et job. Samtidig kan helt små virksomheder også få afprøvet og set, at de ikke er så farlige de der ingeniører, og at de alligevel godt ved, hvilken ende man skal holde en skruetrækker i,” siger Peter Harling Lykke.

Projektet er udsprunget af det Nationale Vindprogram og Megavind. Vindmølleindustrien fungerer som operatør og sekretariat for projektet i tæt samarbejde med den øvrige partnerkreds bestående af Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, DAMRC, Danmarks Tekniske Universitet, Hub North, Syddansk Universitet og Væksthus Midtjylland.

Projektet har en samlet budgetramme på 39,25 mio. kr., og støtteperioden løber indtil 2019. 

Læs mere om vores erhvervssamarbejder her

Kontakt: 

Peter Harling Lykke, Smart Grid Manager, Head of ENG Industrial Co-operation Committee