Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ny støj- og turbulensekspert på Aarhus Universitet skal forske i jagerfly-larm

Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet, har ansat adjunkt Woutijn Baars, som tidligere har arbejdet med støj fra supersoniske kampfly i USA, og som kommer med mange års forskningsekspertise i, hvordan man bedst muligt undgår denne støj.

22.10.2019 | Jesper Bruun

Woutijn Johannes Baars er nyansat forsker på Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet. Gennem sin ph.d. og sin forskning i USA og Australien har han specialiseret sig i støj - og hvordan man reducerer den - fra supersoniske jagerfly. Foto: Jesper Bruun.

Onsdag den 22. maj 2019 skrev Danmark forsvarshistorie, da to amerikanskproducerede F-35A kampfly for første gang landede på en dansk flyvestation og fløj i dansk luftrum. Samtidig kunne bekymrede naboer for første gang selv lægge øren til støjbelastningen, som de topmoderne kampfly genererer.

De nye F-35 fly, Lockheed Martins femtegenerations-kampfly som Danmark har bestilt 27 af, opfattes nemlig hyppigt som mere støjende end Forsvarets 40 år gamle F-16 fly. F-35 er tungere og har derfor en større og kraftigere motor – faktisk en af verdens kraftigste jagerfly-motor – og det betyder ofte mere støj.  

Alt det ved Woutijn Johannes Baars en masse om. Han er nyansat adjunkt på Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet, og han har i sin tid som forsker i USA og Australien primært fokuseret på støj og turbulens fra jagerfly. Særligt USA’s forsvar har finansieret undersøgelser, der forsøger at tackle støjeffekt fra supersoniske jetfly, og de studier har Woutijn Baars bidraget til.

”Vi ved i dag, at støj fra jagerfly stammer fra den turbulens, der opstår i udstødningsstrømmen, og knapt så meget fra selve motoren. Og vi ved, at udstødningsdyserne har rigtig meget at gøre med mængden af den støj, der bliver genereret. Dysen dikterer turbulensens karakteristika og form, og derfor kan man modificere lyden ved at ændre på dysens fysiske geometri,” fortæller Woutijn Baars og fortsætter:

”Eksempelvis har kolleger ved det nationale center for fysisk akustik ved universitetet i Mississippi udviklet præfabrikerede, modulære indsatse, som kan påsættes dysen og tages af igen. Det er en slags støjdæmpende enhed, som kan benyttes til eksempelvis træningsmissioner. Den modificerede dyse regulerer turbulensfanen og mindsker derved støjbelastningen. På den måde reduceres støjen ved selve kilden,” siger han.

Fremtidige undersøgelser sigter på at optimere disse modulære enheder med det formål at opnå støjreduktion uden tab af motorydelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

F-35A fra Lockheed Martin. Foto: Wikimedia Commons

”Problemet med støj fra jagerfly er et komplekst problem, som handler om mere end støjen fra selve udstødningen. En større motor som eksempelvis i de nye F-35 fly spiller også en rolle,” siger adjunkten.

Større motorer genererer nemlig mere lavfrekvent støj, som ikke absorberes så hurtigt i atmosfæren og derfor kan opfattes længere væk.

Ud over fysiske dele, der kan agere støjdæmpere, har adjunkt Woutijn Baars ligeledes indsamlet data fra tests, som kan benyttes til at udvikle støjprognoser, der eksempelvis kan bruges til at mindske støjens fodaftryk ved terræn.

”Prognoserne kan danne grundlag for nye procedurer for eksempelvis overflyvning, landing og take off, som kan have stor betydning for den oplevede støjbelastning i urbane områder,” siger han.

Woutijn Baars har startet sin egen forskningsgruppe op på Institut for Ingeniørvidenskab kaldet Experimental Fluids and Aeroacoustics. Han er uddannet civilingeniør i aerospace engineering fra Delft University of Technology i Holland og specialiserede sig inden for netop støj fra supersoniske jagerfly via sine ph.d.-studier ved University of Texas i Austin, USA. Siden 2013 har han forsket i aerospace engineering og mechanical engineering ved University of Melbourne, Australien, og University of Mississippi, USA.


Kontakt

Adjunkt Woutijn Johannes Baars
Mail: baars@eng.au.dk
Tlf.: +45 93522112

Institut for Ingeniørvidenskab