Aarhus Universitets segl

Ny lektor skal løfte dansk droneforskning til nye højder

Erdal Kayacan, ph.d. i Electrical and Electronic Engineering fra Bo?aziçi universitetet i Istanbul, er ny lektor på Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet. Fokus for hans forskning er styring, navigation og kontrol med luftbårne droner.

Ny lektor på Institut for Ingeniørvidenskab på Aarhus Universitet Erdal Kayacan (i midten).

Kunstig intelligens (AI) og autonome robotter er grundstenen i den fjerde industrielle revolution. Der går ikke én dag, hvor de to koncepter ikke bliver nævnt i dagspressen.

Forskning og udvikling inden for informationsteknologi har været intens i årtier, men er af afgørende betydning nu. For stort set hver eneste ledende teknologivirksomhed er dybt involveret i robot- og AI-teknologi. Hvorfor?

Simpelthen for at få ting til at arbejde autonomt.

Det er også årsagen til, at Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet, har udpeget Erdal Kayacan til ny lektor inden for robotteknologi. Hans ekspertise inden for autonome systemer skal være med til at løfte luftbåren droneforskning og -udvikling samt AI-baserede kontrolsystemer til nye højder på universitetet.

"Vi lever i robot- og AI-alderen. I løbet af de næste ti år vil teknologiernes transformative indflydelse påvirke vores daglige liv helt enormt. Europæiske land investerer rigtig mange penge i disse teknologier, og Danmark er med helt i verdens top ti, når det kommer til startups inden for robot- og AI-teknologi," siger lektor Kayacan og fortsætter:

"At der er så stor og voksende interesse inden for mit forskningsområde gør, at jeg føler mig lidt heldig. Der sker virkelig meget inden for området, og det er meget let at tiltrække den unge generations opmærksomhed med disse teknologier. Og tænk lige over resultatet af en sådan motivation. Når de studerende har lært at arbejde med nutidens sofistikerede robotter, vil de være i stand til at anvende de færdigheder inden for stort set alle fremtidige teknologier."

Erdal Kayacan er født og opvokset i Tyrkiet. Han er uddannet elektronikingeniør fra Istanbuls tekniske universitet i 2003, og han tog sin kandidatgrad i Systems and Control Engineering fra Bo?aziçi universitetet i 2006. Her fik han også i 2011 sin ph.d.-grad. Senere flyttede han til Belgien som post Doc på KU Leuven universitetet inden for Mechatronics, Biostatistics and Sensors, hvor han arbejdede med autonome traktorer i over to år. Derefter arbejdede han som adjunkt på Nanyang tekniske universitet i Singapore inden for Mechanical and Aerospace Engineering i fire år.

Ved siden af sin forskning inden for luftbårne droner har lektor Kayacan udviklet en prototype på en autonom robot, der kan kvalitetssikre nyopførte bygninger. Projektet blev senere givet til en startup virksomhed, som nu er ved at kommercialisere robotten.

Erdal Kayacan er medforfatter til lærebogen "Fuzzy Neural Networks for Real Time Control Applications, 1st Edition Concepts, Modeling and Algorithms for Fast Learning", Butterworth-Heinemann, ISBN:9780128026878 (17 Sept 2015). Han er senior medlem af Institute of Electrical and Electronics Engineers (IEEE).


Kontakt

Lektor Erdal Kayacan
erdal@eng.au.dk
Telefon: +4593521062