Aarhus Universitets segl

Lokal vindmøllestrøm skal gøre biogas grønnere

Et nyt forskningsprojekt skal udnytte vedvarende energi fra lokale privatejede vindmøller til at effektivisere dansk biogasproduktion i stor skala. Målet er et 100 pct. grønt gasnet.

Det nye projekt, H2GreenGas, skal udnytte en oplagt synergieffekt mellem urentabel, privat vindenergi og muligheden for en mere effektiv biogasproduktion. Foto: AU.
Det nye projekt, H2GreenGas, skal udnytte en oplagt synergieffekt mellem urentabel, privat vindenergi og muligheden for en mere effektiv biogasproduktion. Foto: AU.

I samarbejde med videnspartnere, teknologileverandører og energisektoren skal Aarhus Universitet i et nyt forskningsprojekt undersøge, hvordan strøm fra mindre, lokale vindmøller kan udnyttes til at effektivisere dansk biogasproduktion.

Projektet, der går under navnet H2GreenGas, er støttet af Energy Cluster Denmark.

I projektet vil man udnytte en oplagt synergieffekt mellem urentabel, privat vindenergi og muligheden for en mere effektiv biogasproduktion. Vindenergien kan bruges til at spalte vand, så der dannes brint. Denne brint kan bruges i et biogasanlæg, hvor der ikke kun dannes metan, men også store mængder CO2. Men ved at tilsætte brint kan mikroorganismerne i anlægget omdanne CO2 til metan i en proces, der kaldes biometanisering. Resultatet er bedre kvalitet og anvendelighed af den producerede biogas.

”Biogas har et højt indhold af CO2, som vi forventer bliver en værdifuld kilde til grøn CO2 i en fremtid uden tilgang til fossile kulbrinter. Hvis vi via opgradering kan nyttiggøre den som grønt metan, er der et stort potentiale for at øge mængden af grøn gas i nettet og dermed fortrænge fossil naturgas,” siger Thomas Lundgaard, specialkonsulent ved Institut for Bio- og Kemiteknologi, Aarhus Universitet.

Han fortsætter:

”Det er et meget spændende projekt, og vi nærmer os noget, der er modent til anvendelse i fuld skala. Der er stadig mange spørgsmål, der kræver en forskningsmæssig indsats, men i takt med at teknologien modnes, er de udfordringer, der skal løses, i lige så høj grad at finde forretningsmodeller, der kan bære, under hensyn til regulering, kvalitetskrav, økonomi mv. – nu og i fremtiden. Derfor der det spændende at indgå i dette projekt, hvor vi har samlet aktører i værdikæden omkring biogas for at undersøge, hvilke barrierer og muligheder der er for at få biometanisering ud at virke på kommerciel basis.”

Power-to-Gas har potentiale til at påvirke incitamentet for privat produceret energi, der ikke bruger det kollektive transmissionsnet. Derudover er det forventningen, at integration af Power-to-Gas også vil have positiv betydning for klimaaftrykket ved energiproduktion.

”Ejere af private vindmøller oplever lige nu, at den grønne energi, som deres vindmøller producerer, ofte er urentabel. I stedet for at sælges til en lav pris kan strømmen bruges til at opnå en biogasproduktion med større udbytte end i dag. På den måde kan Power-to-Gas blive en win-win-teknologi, der både forbedrer rentabiliteten og gør den grønne biogasproduktion endnu grønnere,” siger projektleder Laura M. Agneessens fra Teknologisk Institut.

Konsortiet bag H2GreenGas vil i projektperioden også afdække, hvilken økonomisk betydning Power-to-Gas kan få for både mølleejere og biogasanlæg og dermed også, hvordan konceptet vil påvirke det økonomiske incitament for opførelse af nye vindmøller.

Projektet ledes af Teknologisk Institut og omfatter i alt følgende partnere: Landia, Combigas, Green Hydrogen Systems, Evida, Hydrogen Valley, Kuhr A/S, Teknologisk Institut og Aarhus Universitet.

Projektet er støttet af Energy Cluster Denmark med 375.000 kroner.

Læs mere om projektet her.


Kontakt

Specialkonsulent Thomas Lundgaard
Aarhus Universitet, Institut for Bio- og Kemiteknologi
Mail: thomas.lundgaard@bce.au.dk
Tlf.: +45 29163135