Aarhus Universitets segl

Flere vil uddanne sig til ingeniør på Aarhus Universitet

Mens det landsdækkende ingeniøroptag ser ud til at gå en smule tilbage, står ingeniøruddannelserne ved Aarhus Universitet til en fremgang i antal førsteprioritetsansøgere på seks procent.

Sommerferien er gået i gang. Der er stille på universitetet, men til august kommer der liv igen. Ingeniøruddannelserne har modtaget et rekordhøjt antal førsteprioritetsansøgere.

Vinduet for at søge ind på en videregående uddannelse lukkede lørdag d. 5. juli.

Det betyder, at uddannelsesinstitutioner over hele landet, herunder også Aarhus Universitet, nu kan opgøre, hvor mange der har søgt ind på de forskellige uddannelser.

Og på ingeniøruddannelserne går det godt med at tiltrække studerende. Hele 1271 personer har søgt ind på en ingeniøruddannelse på Aarhus Universitet som førsteprioritet. Det er 6 procent flere end i 2024 og dermed ny rekord. 

Det glæder Louise Møller Haase, prodekan for uddannelse på Faculty of Technical Sciences, hvor ingeniøruddannelserne på Aarhus Universitet udbydes.

- Vi ser en voksende interesse for universitetets ingeniøruddannelser. Det er en god nyhed ikke bare for Aarhus Universitet, men for hele Danmark og især de mange virksomheder, som efterspørger arbejdskraft i den anden ende, siger hun og fortsætter:

- Desuden glæder det mig, at så mange unge har lyst til at tage en ingeniøruddannelse på Aarhus Universitet. Nu er det vores opgave at tage godt imod dem og forme dem, så de bliver klædt på til at skabe kloge forandringer med teknologi i deres fremtidige arbejdsliv.

Kæmpe stigning i AU Herning

Selvom de fleste af ingeniøruddannelserne på Aarhus Universitet har hjemme på campus midt i byen, udbyder universitetet også en ingeniøruddannelse i Herning.

Diplomingeniøruddannelsen i Elektrisk Energiteknologi har fået ikke færre end 70 førsteprioritetsansøgere. Det er en fordordobling i forhold til sidste års rekordoptag. 

- For andet år i træk vokser antallet af ansøgere til vores diplomingeniøruddannelse i Elektrisk Energiteknologi. Det tyder på, at vi har ramt rigtigt med vores tilbud om et fuldt digitaliseret uddannelsesforløb til en ny målgruppe af studerende, som bor langt væk fra et universitet, siger Louise Møller Haase og fortsætter:

- Det er samtidig helt i tråd med vores ambitioner om at uddanne flere ingeniører til den grønne omstilling i hele landet.

Særligt for uddannelsen i AU Herning er, at de studerende ikke behøver at dukke op til timerne fysisk, men kan følge hele uddannelsen online.

En flot fordeling

De mange ansøgere fordeler sig på både diplom- og civilingeniøruddannelserne. Ansøgermagneten er diplomingeniøruddannelsen i Softwareteknologi, som har fået 141 førsteprioritetsansøgere, og årets højdespringer er bacheloruddannelsen i Elektroteknologi, som har fået en stigning i antal ansøgere svarende til hele 57 procent. 

Samlet har civilingeniørbacheloruddannelserne i år modtaget 349 førsteprioritetsansøgere. Det er en fremgang på 15 procent i forhold til sidste år. Med 109 førsteprioritetsansøgere er det især bacheloruddannelsen i Mekanik, der er popular blandt de unge. 

Bemærk: Nyheden er baseret på de foreløbige ansøgningstal. De endelige ansøgertal vil være tilgængelige på AU’s pressesite i starten af næste uge.