Virksomheder i kø for at "date" ingeniørstuderende
Der er rift om at få de østjyske ingeniørstuderende i praktik, og det kan mærkes på uddannelserne. I dag inviterer universitetet virksomheder indenfor til speeddating.
145 diplomingeniørstuderende og 108 virksomhedsrepræsentanter er sat stævne i caféen på Navitas, hvor universitetet i dag giver erhvervslivet mulighed for at møde den næste generation af ingeniørtalenter med specialer inden for bærende konstruktioner, ernergi og indeklima, byggeproduktion, klima og geoteknik
Her kan begge parter "se hinanden dybt i øjnene" og eventuelt aftale næste skridt i forhold til en praktikansættelse.
”Vi mærker en enormt stor interesse fra virksomhederne, som gerne vil ansætte vores studerende i lønnet praktik. Praktiksemesteret er en central del af diplomingeniøruddannelsen, og det fører i rigtig mange tilfælde også til det første job. Derfor vil vi gerne give vores studerende mulighed for at undersøge mulighederne grundigt, før de beslutter sig,” siger Kasper Lynge, udviklingschef for Byggeri, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet.
I første omgang er det studerende på diplomingeniøruddannelserne Bygning og Bygningsdesign, der deltager i speeddating med virksomhederne.
Et luksusproblem for studerende
Mens mange andre danske unge kæmper for at få en praktikplads, er virkeligheden altså en helt anden ved dagens arrangement på Navitas. Her er det virksomhederne, der kæmper om de studerendes interesse. Og når mulighederne er mange, kan valget være svært.
”Jeg har specialisering i geoteknik og en rimelig bred interesse inden for området. Praktiksemestret er noget, man ser frem til helt fra starten, fordi det er her, man for alvor får ingeniørfaget mellem hænderne. Jeg vil gerne i praktik hos en virksomhed, hvor jeg kan arbejde med jordbundsundersøgelser, dimensionering eller som rådgivende ingeniør. Det skal være et sted, hvor jeg kan se, at jeg kan lære noget og har mulighed for at udvikle mig som ingeniør,” siger Mike Rene Hougaard, diplomingeniørstuderende, Aarhus Universitet.
LÆS OGSÅ ARTIKLEN OM PERNILLES PRAKTIKSEMESTER
Konkurrencen om talenterne starter på uddannelsen
For cirka en fjerdedel af de bygningsingeniørstuderende fra Aarhus Universitet fører samarbejde med virksomheder på studiet til det første job, og det er et velkendt fænomen i byggebranchen.
”Der er fart på byggeriet, og virksomhederne er derfor nødt til at konkurrere om de dygtige studerende. Vores oplevelse er, at ingeniørpraktikanterne er en værdifuld resurse. De kommer med ny viden, teknologiindsigt og en nysgerrighed, som bidrager positivt til vores forretning. Og så håber vi selvfølgelig, at et praktikophold kan give lyst til et rigtigt job hos os senere,” siger Annie Schuricht, projerkteringsleder i den internationale virksomhed CRH Concrete A/S.
Ledigheden for nyuddannede bygningsingeniører fra Aarhus Universitet er 3 procent.
Mere information
Kasper Lynge, udviklingschef, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet
Mere om bygningsingeniøruddannelserne
Diplomingeniør i Bygningsdesign
Civilingeniør (kandidat) i Byggeri