Aarhus University Seal

Aarhus Universitet styrker forskning til gavn for klodens mest værdifulde ressource

Rent vand er uden sammenligning den mest begrænsende ressource på global skala: uden vand – intet samfund. Dansk ekspertise og forskning inden vandteknologi er i international særklasse indenfor alle aspekter af vandcyklussen, og med en ny forskningsstrategisk satsning styrker Aarhus Universitet nu den indsats yderligere, når det strategiske forskningscenter, WATEC, indvies d. 6. Oktober 2017.

Ferskvand er den mest begrænsende ressource på vores klode. Det er derfor essentielt at udnytte ressourcerne på den mest bæredygtige måde, og at undgå forurening af såvel overfladevand som grundvand. WATEC vil undersøge og udvikle teknologi til vandets vej fra undergrund til hane, og tilbage igen. (Ill: WATEC)

Mangel på vand er en af nutidens og fremtidens store globale udfordringer. Primært fordi vand er grundstenen for landbrug og fødevareproduktion, men adgang til rent vand er også en nødvendighed for husholdninger og industri. Mens hyppigere skybrud får vandet i kloakker til at flyde over herhjemme, så forværrer vandmangel folkesundheden globalt set og nedsætter produktionen af fødevarer.

Det anslås af OECD, at verdens befolkning i år 2050 er vokset fra syv til ni milliarder, hvilket betyder, at vandbehovet vil stige ganske enormt i samme periode, hvis vandforbruget fortsætter i det nuværende niveau, og FN har udpeget den manglende adgang til rent drikkevand som en ’Grand Challenge’, der skal findes en løsning på.

Over hele verden er der derfor et stigende behov for vandteknologi, der sparer på vandet og ikke belaster miljøet. Og netop på vandområdet er Danmark blandt verdens førende, når det gælder udvikling af ny og bedre vandteknologi.

Aarhus Universitet indvier d. 6. oktober 2017 et nyt strategisk forskningscenter, Centre for Water Technology – WATEC, der skal samle og styrke forskningen indenfor vandteknologier.

”WATEC har et stort samfundsmæssigt potentiale og mulighed for at opbygge en international førende aktivitet med stort forskningsmæssigt volumen og stor samfundsmæssig gennemslagskraft.

Målet, med den strategiske satsning der ligger til grund for dannelsen af forskningscenteret, er at udbygge den danske styrkeposition indenfor et område, hvor der foretages meget store globale investeringer af danske aktører. Samtidig er det ønsket at bidrage til det vigtige arbejde med at sikre vandressourcer, som en voksende befolkning, urbanisering, øget velfærd og klimaforandringer har skabt et øget behov for.

I dag er Aarhus Universitet blandt de absolut førende i verden på en række vandteknologiske områder, og med dette nye strategiske forskningscenter, er grundstenen lagt til at underbygge den danske styrkeposition yderligere sammen med det danske erhvervsliv,” udtaler dekan Niels Chr. Nielsen fra Science and Technology på Aarhus Universitet.

Vandteknologi er alt fra pumper og filtre til sensorer og bioteknologiske processer. Teknologien renser vores spildevand og sikrer, at grundvandet kan flyde frit og give os drikkevand i hanen. Kort sagt er det teknologi, som alle danske borgere bruger dagligt til kaffen, badet, opvasken, potteplanterne og vandkampen, og som industrien har formået at bygge milliardforretninger op omkring indenfor en lang række områder – alt fra produktion af fødevarer fra afsaltet havvand til pumper og renseanlæg ; vandteknologi-branchen eksporterede f.eks. for 16,8 milliarder kroner i 2015. Samtidig er det den teknologi, som herhjemme og i udlandet skal sikre, at vi kan klare klimatilpasninger og sørge for, at stadigt flere har adgang til tilstrækkeligt og rent vand.

Dyrebare dråber og dansk tradition
Den blå planet kaldes Jorden på grund af den farve, planeten med de store flydende vandmasser har. Det er vandet, der gør det muligt for livet at trives her på vores lille blå kugle i kosmos. Mens poesien er smuk, så er der også en lidt lurende undertone i billedet om den blå sfære: for vi er en del af et lukket system, og der er en naturlig begrænsning på, hvor meget ferskvand, kloden samlet set har til rådighed. Det gør forurening af vandressourcer er et stort problem.

Danmark har længe forsket indenfor vandteknologi, og det har nogle af verdens førende virksomheder på området også, hvilket gennem årene har placeret os i front indenfor f.eks. forvaltning af grundvand, restaurering af søer og vandløb, samt rensning af spildevand, hvor der er en lang tradition for at udvikle effektive rensningsteknologier. WATEC har, groft sagt, en målsætning om at sætte en turbo på naturens egne processer, og på den måde sikre et godt vandmiljø samtidigt med, at man mindsker udledning af drivhusgasser.

”WATEC er ganske unikt i international kontekst. Takket være de stærke forskningsmiljøer, der findes her på universitetet, er vi i stand til at samle en meget bred vifte af discipliner og tilgange til en lang række udfordringer indenfor moderne vandforvaltning. Det vil gøre os i stand til at opnå meget stærke resultater i international sammenhæng. Forskningsmiljøerne samarbejder allerede i stor udstrækning med private og offentlige aktører om vandteknologier, og nye vandteknologi-virksomheder er blevet etableret med rod i den forskning, som foregår på universitetet.

Vores mission er at skabe større sammenhængskraft mellem forskningsmiljøerne, industrien og samfundet ved at styrke og koordinere forskningen indenfor vandteknologi, og herunder tage initiativ til at intensivere udviklings- og forskningsindsats inden for nye interdisciplinære felter i samspil med en række aktører indenfor akademia og erhvervsliv,” forklarer centerleder for WATEC, Niels Peter Revsbech.

Teknologisk potentialer
Aarhus Vand A/S har 350.000 kunder, og kerneforretningen består i at levere drikkevand, rense spildevand, vedligeholde kloaksystemer, tilpasse udsatte områder til klimaforandringer og beskytte grundvandet.

Aarhus Vand er at regne blandt de førende aktører inden for moderne vandteknologi og oplever en stor efterspørgsel fra udlandet på deres ekspertise inden for vandets kredsløb. Virksomheden opna?ede i 2016 sammen med VandCenter Syd den amerikanske hæder ”Utility of the Future Today”, som gives til særligt innovative og bæredygtige virksomheder i spildevandssektoren.

Virksomheden har gennem årene haft flere projekter sammen med forskere fra Aarhus Universitet, og med flere store entrepriser undervejs kan adm. direktør Lars Schrøder kun hilse det nye center velkommen:

”Med klimaforandringerne og en hastig udvikling af byers størrelse er der nok at tage fat på.  For at imødekomme disse udfordringer er vi nødt til at være innovative, og jeg byder det stærke forskningscenter, WATEC, velkommen til et samarbejde inden for en bred vifte af muligheder med afsæt i højteknologiske løsninger,” siger Lars Schrøder.

Det er en stor udfordring at forvalte vandressourcerne på en bæredygtig måde, og stadig tage hensyn til de forskellige interessenters behov. Der stilles krav til mængde og kvalitet af drikkevand fra en stigende befolkningsmasse. Der skal skaffes vand til industriproduktion, og på samme tid skal fødevareproduktionen til den stigende befolkning kunne følge med.

Det er ambitionen for centeret at den nye viden indenfor de fysiske, kemiske og biologiske fænomener skal kombineres med ingeniørfaglige løsninger, der kan løse problemer og samtidig opbygge potentiale for nye landvindinger.

”Det er et klart fokuspunkt, at vi vil skabe funktionelle prototyper på ny teknologi, der kan have relevans for industriel udvikling. WATEC vil bidrage til forbedret vandbehandling, spildevandsrensning og tilstand i såvel overfladevand som grundvand gennem innovation og gennem samarbejde med relevante forsyningsselskaber, organisationer og virksomheder,” siger Niels Peter Revsbech.

De teknologiske landvindinger vil afspejle centerets mangfoldige faglighed, og inkludere blandt andet sensorer til analyse af vandkemi og –flow, spildevandsbehandling og fjernelse af mikroforureninger fra bl.a. sundhedsvæsenet, landbruget og bymiljøerne. Samtidig vil der også være fokus på at skabe solide informationer om grundvandets ve og vel.

Kontakt:
Niels Peter Revsbech,
Centerleder for WATEC, professor Institut for Bioscience,
Aarhus Universitet,
Mobiltelefon: 2338 2187,
Email: revsbech@bios.au.dk

Dekan Niels Chr. Nielsen,
Science and Technology,
Aarhus Universitet,
Email: dean.scitech@au.dk

Yderligere information:
Læs mere om åbningsarrangementet, der foregår i Navitasbygningen i Aarhus d.6/10, ved at klikke her. (Åbner som .pdf)

Læs mere om det strategiske forskningscenter på hjemmesiden for WATEC ved at klikke her.

Fakta: AU Centre for Water Technology udgøres af Institut for Agroøkologi, Institut for Bioscience, Institut for Ingeniørvidenskab, Institut for Miljøvidenskab, Institut for Geoscience samt Interdisciplinary Nanoscience Center.