35-årige Jonas Vestergaard Pedersen er mejerist, og det har han altid været glad for. Han har selv arbejdet ved Arla Foods i 9 år og derefter ved AarhusKarlshamn i 3 år. Men lige siden han i 2010 tænkte, at han skulle være mejerist i stedet for autolakerer, tænkte han, at han en dag skulle læse videre. Det gør han i dag.
I august 2023 startede han på adgangskursus, og hver dag pendler Jonas fra sit hus i Silkeborg til studiet i Aarhus. Og til sommer er planen at starte på en ingeniøruddannelse inden for kemi og fødevarer. Her fortæller han om sine studieovervejelser og om alle de bekymringer, der fyldte, inden han tog springet til Adgangskursus.
Efter folkeskolen blev jeg uddannet autolakerer, men kort efter sprang jeg til mejerist i stedet for. Autolakerer var et hård arbejdet, synes jeg. Der var rigtig meget slibearbejde, og jeg kunne mærke på mine knæ allerede dengang, at hvis jeg skulle lave det resten af livet, så ville jeg ikke kunne holde til det. Min far havde arbejde ved Arla, hvor han kørte indsamlingslastbil. Altså hvor han henter mælken fra landmændene og kører den til mejerierne. Det gør han faktisk stadigvæk og har altid holdt af det. Og vi snakkede om mulighederne inden for den branche. Jeg læste selv videre på det og søgte på, hvad man kunne blive. Der faldt jeg over mejerist. Det lød spændende, og der var både en praktisk og en teoretisk del, som tiltalte mig.
Allerede dengang jeg startede på mejeristuddannelsen, tænkte jeg, at jeg skulle læse videre en dag. Jeg har altid tænkt, at jeg måske havde evnerne til at komme lidt videre. Alle de år jeg har været hos Arla, har jeg altid godt kunne lide at arbejde sammen med ingeniører på at udvikle og lave projekter og være med til at præge nogle produkter eller nogle maskiner eller noget emballage. Gøre tingene lidt bedre. Så jeg har tit tænkt på at kunne komme videre som fødevareingeniør eller kemi- eller biotekingeniør, og nu tænkte jeg, at tiden var inde.
Problemet er, at når man bliver udlært og begynder at tjene nogle gode penge, så vænner man sig jo til det. Det ene år tager det andet, og man bliver mere og mere specialiseret, og jo længere tid man bliver i det, desto sværere bliver det at tage springet og sige sit job op og begynde at studere. For det er sgu svært! Man har et fast job og går ind til noget, der er usikkert. Man tænker meget på fremtiden. Det er et stort spring efter mange år på arbejdsmarkedet at skulle ud og studere. Hvad skal man leve af, og kan man leve af det? Man tænker også på skoletiden. Er man dygtig nok, kan man følge med? Der har været mange spekulationer. Man jeg er glad for, at jeg har gjort det.
Man har et fast job, og jeg synes, man tjener godt som mejerist. Det er dog meget arbejde i skiftehold, så der er natarbejde og weekendarbejde, og det ville jeg gerne af med. Jeg ville gerne have nogle lidt mere normale arbejdstider. Jeg har arbejdet i skiftende arbejdstider siden 2010, og det er bare hårdt, synes jeg. Det kunne jeg mærke på mig selv, at det kunne jeg ikke blive ved med. Det kan være svært at sove længe, når man sover om dagen f.eks. Det er hårdt, synes jeg, i det lange løb. Og hvis man skal have familie, så bliver det ekstra svært.
Det teoretiske synes jeg. Den første måned eller to var sindssygt hårde. Det sværeste var det der med, at man var vant til at have sin egen arbejdstid, man selv kan administrere, og så i stedet skal komme ind, sidde ned og lytte efter og lære så mange timer ad gangen. Og komme tilbage på matematik på B niveau var hårdt, synes jeg. Det der med at skulle have genopfrisket alle de der regneregler. Man skulle lige over et punkt. Men det gik fint, og det går rigtig godt i dag. Og så er folk på Adgangskursus rigtig gode til at hjælpe hinanden. Man snakker med hinanden og sparrer meget med hinanden, når man sidder og laver opgaver.
Det er jo spændende! Jeg har gået på teknisk skole før, så det er en ny verden at komme hertil. Og at komme til at lære noget igen. Det er superspændende at møde nogle nye mennesker. På adgangskursus er vi en stor flok blandede mennesker i alderen fra 20-40 år med vidt forskellige baggrunde. Nogle er tømrere, andre er smede, nogle er ingenting. Nogle har arbejdet i mange år, nogle har slet ikke. Så man trækker meget på hinandens erfaringer og lærer meget af hinanden.
Og så er vi her alle for det samme. Alle har valgt at være her. Man har selv tilmeldt sig, fordi man gerne vil. Og sandsynligvis fordi man har taget et svært valg for at være her og har sagt sit job op. Så man kommer virkelig for at gøre en indsats, og hvis der er noget, man ikke kan finde ud af, så gør man en ekstra indsats. Det er fedt at mærke, synes jeg.
Jeg har søgt ind på kvote 2 på diplomingeniøruddannelserne i Fødevareteknologi, Kemiteknologi og Bioteknologi, så jeg håber rigtig meget at komme ind på én af dem og starte her til sommer, når Adgangskursus er færdigt. Og så er drømmen at komme ud og arbejde i en virksomhed, hvor jeg kan udfolde mig inden for innovation eller udvikling. Det kunne jeg rigtig godt tænke mig. Det er det, jeg altid har synes, var så spændende hos f.eks. Arla – at være med i udviklingsprojekterne og føle, at man laver noget særligt. Men der er ingen, der siger, at det skal være hos en stor, international virksomhed. Nu må vi se. Men meget gerne inden for innovation eller forskning eller udvikling. Jeg kan rigtig godt lide at være rigtig godt til noget og fordybe mig i det, så det håber jeg, at det fører til.
