Aarhus Universitets segl

Mød AU Engineering til Digital Innovation Festival

Aarhus Universitet åbner fredag den 5. april dørene til en spritny digital innovationsfestival i it-byen på Katrinebjerg. Kom og hør, hvad de førende forskere og specialister inden for it-teknologi går og bygger på.

AU Engineering er stærkt repræsenteret på Aarhus Universitets nye Digital Innovation Festival, hvor man høre om fremtiden inden for it-området, herunder eksempelvis blockchain-teknologi, kunstig intelligens, cloud computing og droner.

Fra den 5-12. april løber Aarhus Universitets nye Digital Innovation Festival af stablen i universitetets it-by på Katrinebjerg. Her er en lang række events slået sammen til én sammenhængende festival, hvor nogle af de bedste forskere og industrispecialister til at give et indblik i fremtidens it-teknologier.

Man kan eksempelvis møde den Oscar-vindende forsker og professor Henrik Wann Jensen, Nicolaj Sonne fra So ein Ding og Christina Vejlø fra Elektronista.

LÆS OGSÅ: Interessen for ingeniørstudiet har aldrig været større

Også AU Engineering er stærkt repræsenteret på festivalen, hvor man kan møde nogle af universitetets førende forskere og eksperter på it-området fortælle om alt lige fra kunstig intelligens til blockchain- og sundhedsteknologi.

Bliv klogere på future tech

En af disse er lektor Alexandros Iosifidis, som den 10. april holder foredrag om, hvordan fremtiden inden for machine learning vil komme til at se ud.

"Machine learning er blevet et hot emne. Der er sket en voldsom vækst inden for forskningsområdet de seneste fem år, og mange store virksomheder har fået øjnene op for det. Jeg tror, universiteterne får en vigtig rolle i forhold til at drive udviklingen i de kommende år – i sund konkurrence med firmaer som eksempelvis Facebook, Google og Amazon," siger han.

LÆS OGSÅ: Ingeniører hjælper læger med kæbekirurgi

Dagen efter bliver åbnet af bl.a. professor Peter Gorm Larsen, der er ekspert i cyberfysiske systemer. Senere sammen dag kan man opleve læge og ingeniør lektor Samuel Thrysøe, som har specialiseret sig inden for 3D-print til kirurgiske formål, fortælle om, hvordan nye digitale teknologier allerede i dag bliver taget i brug på hospitalerne til gavn for både læger og patienter:

"Vi kommer til at se masser af 3D-print i fremtidens sundhedssektor, men især inden for ortopædkirurgi, hjertekirurgi og plastikkirurgi. Og vi kommer til at se, at ingeniører kommer til at spille en nøglerolle i forhold til at udvikle nye individualiserede behandlingsmetoder," siger han.

Eller mød universitetets cloud-specialist, lektor Daniel Rötter, som bl.a. vil fortælle om sikkerhed inden for cloud computing og give indsigt i helt nye muligheder for sikkerhedsservices for forskellige slags data.

Laboratorier åbner for publikum

Den 10. april er der også mulighed for at komme rundt os se universitetets mange laboratorier og forskningsfaciliteter inden for it. Det foregår alt sammen på Katrinebjerg i tidsrummet 17:00-20:00 til eventen Open Katrinebjerg. Her kan du bl.a. besøge innovationsmiljøet Orbit Lab, som blandt andet er inkubator for nye it-virksomheder.

LÆS OGSÅ: AU-forskere laver fremtidens CO2-frie brændstof ud af el, vand og luft

Orbit Lab er ledet af ingeniørdocent Kasper Løvborg Jensen, som til festivalen vil fortælle om, hvordan han arbejder med at implementere digitale teknologier og softwareudviklingsmetoder i forskellige former for innovationsprocesser:

"Udviklingen inden for mobilteknologi, cloud, IoT og machine learning gør, at vi i dag kan designe og bygge skalerbare prototyper af komplekse digitale løsninger meget hurtigt. Derfor kan vi inddrage rigtige brugere meget tidligt i udviklingsprocessen. Det giver nye muligheder for innovation, som kan give både forskere, virksomheder og startups et stort konkurrenceforspring," siger han.

Eller slå et smut forbi ICE-lab (Integrated Circuits and Electronics Laboratory), hvor forskere eksperimenterer med integrerede kredsløb. Her kan man blandt andet opleve, hvordan de forsøger at bygge en computer som en menneskehjerne, og hvordan de høster energi til bittesmå nano-maskiner, der skal kurere sygdomme ved hjælp af lys inde i selve hjernen.

LÆS OGSÅ: Fremgang i søgning til ingeniøruddannelser i Aarhus

Digital Innovation Festival består samlet af AU Hack, Danmarks største hackathon for både nationale og internationale studerende med 300-400 deltagere, som løber i weekenden den 5-7. april; vidensworkshops den 8-9. april; digital innovationskonference den 10-11. april, hvor du kan opleve talere og høre mere om anvendelsen af de nyeste teknologier; og til sidst K-dag fredag den 12. april – en af landets største karrieremesser, hvor over 50 virksomheder pitcher sig selv til it-studerende på Aarhus Universitet.

Du kan finde et samlet program for hele festivalen på hjemmesiden her.