Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ingeniører hjælper læger med kæbekirurgi

Aarhus Universitetshospital har som de første i Norden ansat en ingeniør til at 3D-printe skabeloner til kirurgiske rekonstruktioner. Resultaterne er positive, og teknologien gavner både læger og patienter.

26.03.2019 | Kim Harel

Ved at 3D-printe kirurgiske hjælpeværktøjer kan lægerne opnå mere præcise og anatomisk korrekte resultateter, når de rekonstruerer underkæben hos kræftpatienter. (Foto: Colourbox)

Joakim Lindhardt er nyuddannet diplomingeniør i Sundhedsteknologi, og han er den første ingeniør i Norden, der arbejder med at 3D-printe hjælpeværktøjer til kirurgiske operationer.

”3D-print har et stort potentiale inden for kirurgiske rekonstruktioner. Teknologien kan gøre arbejdet nemmere for lægerne og resultatet bedre for patienterne.,” siger Joakim Lindhardt, diplomingeniør i Sundhedsteknologi, Aarhus Universitetshospital.

Han er tilknyttet afdelingen for Plastik- og Brystkirurgi i en projektansættelse og har sammen med afdelingens kirurgiske personale gennemført de første otte vellykkede rekonstruktioner af underkæber på kræftpatienter.

LÆS NYHEDEN: 3D-printer hjælper kræftpatienter til ny kæbe på dr.dk

Bedre behandling af kræftpatienter
I behandlingen af kræftpatienterne fjerner lægerne svulsten fra kæbepartiet og rekonstruerer det derefter med væv fra fibolaknoglen i underbenet. Og her afhænger et godt resultatet i høj grad af præcision.

”Jo mere nøjagtigt knoglestykket fra benet passer til patientens kæbe, jo bedre bliver resultatet af rekonstruktionen,” siger Joakim Lindhardt, diplomingeniør i Sundhedsteknologi.

I sit daglige arbejde har han en tæt dialog med lægerne om at tilpasse de 3D-printede skabeloner eller såkaldte saveguides til den enkelte patient.

”Vi gennemfører en CT-scanning af patientens ansigt og ben, så vi kan danne os et overblik over knogler og blodkar. Derefter laver vi 3d-modeller af både ben og kæbeparti, og ud fra det kan vi printe en saveguide, så kirurgerne kan tilskære knoglestykket fra fibola optimalt i forhold til mundens anatomi og tumorens størrelse.” siger Joakim Lindhardt.

Joakim Lindhardts arbejde betyder blandt andet, at patienterne kan få behandling hurtigt, samtidig med at operationstiden bliver kortere.

”Tidligere skulle vi bestille saveguides hjem fra udlandet. Nu kan vi klare hele processen selv, og samtidig ser det ud til, at vi kan spare en hel time i operationstid,” siger Joakim Lindhardt.

Nyt samarbejde mellem læger og ingeniører
Aarhus Universitetshospital har som følge af de gode erfaringer med Joakim Lindhardts arbejde indgået et samarbejde med Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet om at videreudvikle print-teknologien.

”Vi vil gerne bruge teknologien til mange forskellige kirurgiske formål. Det betyder, at vi skal gå mere i dybden med både materialer og geometrier til saveguides og udvikle et system, der gør det nemt at tilpasse designet til den enkelte patient,” siger Christian Perti, lektor, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet.

Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet