Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Lars valgte en karriere i Life Science

Når man står med sin studenterhue og skal vælge uddannelse, kan det være svært at forestille sig det arbejdsliv, der venter på den anden side. Hvor man havner, kan nogle gange være drevet af tilfældigheder. Lars Brandt Holst fik sit første ingeniørjob i en konsulentvirksomhed, der hjælper life science-branchen med at sikre kvalitet i deres medicinske produkter. Det har været en både udfordrende, lærerig og overraskende rejse.


Billede af Lars Brandt. Foto: Genau & More
Da Lars Brandt Holst startede som ingeniørstuderende på Aarhus Universitet anede han ikke, hvad han ville komme til at arbejde med, og det gik ham faktisk på. I dag er hans budskab til andre unge, der overvejer en ingeniøruddannelse: ”Ro på! Der åbner sig så mange døre undervejs på studiet, at man slet ikke har fantasi til at forestille sig det, når man står der efter gymnasiet med sin hue.” Foto: Birthe Vembye

”Vi vil gerne have dig med på holdet. Vil du tænke over, om du kan se dig selv i life science-branchen?” Sådan lød det i telefonen få dage efter, at Lars Brandt Holst havde modtaget sit eksamensbevis. Han er diplomingeniør i Sundhedsteknologi fra Aarhus Universitet og tog sin kandidatuddannelse i Industriel Økonomi og Teknologiledelse på Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

Opkaldet kom fra den administrerende direktør i Genau & More, hvor Lars tidligere havde været i ingeniørpraktik. Tilbuddet var interessant.

”Det var en attraktiv stilling, hvor jeg kunne se, at jeg kunne skabe værdi med min viden som nyuddannet ingeniør, og at jeg samtidig ville kunne lære rigtig meget. Det betød selvfølgelig også noget, at jeg kendte virksomheden fra mit praktiksemester. Her er en virkelig god kultur, og det er ret afgørende for mig i mit arbejdsliv,” siger han.

Et krydsfelt mellem teknologi og lovgivning

I dag har 27-årige Lars Brandt Holst taget hul på sin karriere som ingeniør i en stilling som konsulent. Han arbejder i krydsfeltet mellem teknologi og regulativerm og han hjælper både hospitaler og virksomheder, der producerer lægemidler eller medicinsk udstyr, med at leve op til myndighedernes krav om kvalitet og sikkerhed.

Da han startede på Aarhus Universitet havde han ikke nogen veldefinerede tanker om, hvad han gerne ville lave som færdiguddannet ingeniør. Han gik til sin uddannelse med åbenhed og med interesse for at forstå ny teknologi i dybden.

Artiklen fortsætter under billedet

Billede af Lars Brandt. Foto: Genau & More
Lars Brandt Holst blev headhuntet til sit første job i den virksomhed, hvor han var i praktik som diplomingeniørstuderede. Foto: Birthe Vembye

”Jeg tænkte sådan her: Interessen skal være på plads. Man skal synes, det er spændende at studere, så man kan holde sig motiveret, og så skal der nok komme de åbninger på arbejdsmarkedet, man ikke lige kan se, når man er 20 år. For mig personligt er det vigtigt, at mit job er meningsfuldt. Udover at jeg selvfølgelig stræber efter at skabe et højt niveau af rådgivning til mine kunder, så ligger det meningsfulde ofte i det store billede. Her handler det i sidste om at gøre det mere sikkert for patienter at få behandling med medicin eller medicinsk udstyr,” siger Lars Brandt Holst.

Insulin, vacciner og pacemakere

Han er i en branche, der hele tiden forandrer sig. I virkeligheden er det nok et vilkår for de fleste ingeniører, påpeger han.

”Jeg kan godt lide fornemmelsen af, at jeg som ingeniør skal være på tæerne. Lige der er læringskurven stejl. Jeg skal hele tiden være opdateret på ny lovgivning og på nye teknologiske muligheder. Det er en forudsætning for, at jeg kan skabe kvalitet i min rådgivning,” fortæller han.

Et rådgivningsforløb strækker sig ofte over flere måneder, og på den måde kommer Lars som konsulent meget tæt på sine kunder.

”Jeg hjælper med at implementere de rette kvalitetsprocesser, så virksomhederne overholder reglerne og kan dokumentere kravene til kvalitet og patientsikkerhed, hvis myndighederne beder om det,” siger han.

Når han skal give eksempler på konkrete arbejdsopgaver tegner han et billede af, at han ofte deltager i virksomhedens strategiske arbejde med innovation og forretningsudvikling.

”Det kan for eksempel være Novo Nordisk, der skal have installeret nyt produktionsudstyr til insulin, hvor vi hjælper med at sikre en høj kvalitet, at alt er sterilt, og at datasikkerheden er på plads. Arbejdet kan også handle om at udvikle kravsspecifikationer til alt fra høreapparater til pacemakere. Jeg er typisk med fra det punkt i innovationsprocessen, hvor lovgivningen kræver, at man skal dokumentere sin udvikling. Der er selvfølgelig nogle stramme regler i branchen, fordi det handler om individets sundhed,” siger Lars Brandt Holst.

Reglerne kommer fra forskellige myndigheder. Det vil typisk være fra Europakommissionen, den amerikanske Fødevare- og Lægemiddelforvaltning (FDA) eller Lægemiddelstyrelsen.

”Jeg hjælper med at forstå reglerne og implementere dem. Det handler rigtig meget om regulativer, men det kræver samtidig en højt specialiseret teknologiindsigt,” siger Lars Brandt Holst.

Artiklen fortsætter under billedet

Billede af Lars Brandt. Foto: Genau & More
”Lige nu leder jeg et projekt, hvor vi arbejder jeg med it-sikkerhed omkring et høreapparat,” siger Lars Brandt Holst. Foto: Birthe Vembye

It-sikkerhed i fokus

Lige nu arbejder han som leder af et projekt, der handler om it-sikkerhed omkring et høreapparat. Der er kommet nogle nye standarder på det amerikanske marked, som producenten skal overholde.

”Min opgave er så at kortlægge, hvor virksomheden har huller i forhold til retningslinjerne og til deres dokumentationsarbejde. Jeg skal se, om de har styr på alle risici, der er forbundet med brugen af høreapparatet og derefter eventuelt foreslå ændringer til produktet eller procedurerne,” siger Lars Brandt Holst.

Ved nærmere eftertanke, så er det et rigtig godt eksempel, mener han. Det viser, hvad det kræver af kompetencer at arbejde som konsulent hos Genau & More.

”Jeg skal både være generalist og specialist. Jeg skal vide noget om innovationsprocesser, om branchen, de teknologiske muligheder for produktet, it-sikkerhed og myndighedernes krav. Samtidig skal jeg sætte mig ind i virksomhedens organisation og arbejdskultur og i slutbrugerens behov og præferencer. Det er en stor mundfuld, men jeg kan godt lide at føle mig udfordret,” siger Lars Brandt.