Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Hun forsker i fremtidens grønne elektronik

Shweta Agarwala forsker i Printet Elektronik – en teknologi, der har store potentialer inden for eksempelvis sundhedssektoren og den grønne omstilling. For Shweta handler det om at gøre en forskel for både sine studerende og for resten af verden.


AU Foto Lars Kruse

Fremtidens elektronik er fleksibel, bøjelig og kan printes. Og så er den biologisk nedbrydelig. I hvert fald hvis det står til adjunkt Shweta Agarwala, som er forsker og underviser på Institut for Elektro- og Computerteknologi på Aarhus Universitet.

”Der er så mange muligheder med denne teknologi inden for så utroligt mange forskellige områder. Printet Elektronik har et enormt potentiale for at indlede en grøn totalomstilling af hele den måde, vi producerer og bruger elektronik på i dag. Det er et meget spændende forskningsområde, og jeg er meget beæret over at give min viden videre til mine ingeniørstuderende på Aarhus Universitet,” siger hun.

Kort fortalt handler Printet Elektronik om at bruge funktionelt blæk til at printe elektroniske kredsløb på alle mulige forskellige slags underlag, eksempelvis tekstiler, papir, biologiske materialer eller plast. Teknologien er under kraftig udvikling for tiden, særligt fordi forskere som Shweta er i færd med at udvikle funktionelt blæk, der kan nedbrydes naturligt.

Biologisk nedbrydelig elektronik åbner op for et væld af muligheder inden for eksempelvis sundhedssektoren, hvor Printet Elektronik f.eks. kan skubbe grænserne for sensorteknologi til menneskekroppen.

Forestil dig et armbånd, der fortæller, om du lider af D-vitamin-mangel, eller implanterbare sensorer, der kan foretage ekstremt præcise målinger inde i kroppen og derefter opløse sig selv til uskadelige rester. 

Samtidig åbner teknologien op for en løsning på en af verdens største forureningsproblematikker, elektronisk affald eller e-affald, som i dag anses som den hurtigst voksende affaldsstrøm i verden. Affald, som i dag stort set hverken bliver genbrugt eller nedbrudt, men i stedet ophobes på lossepladser i tredjeverdenslande med store miljøproblemer til følge.

”Det er på høje tid, vi begynder at finde teknologiske løsninger på nogle af disse store problemstillinger for menneskeheden,” siger Shweta Agarwala.

Shweta er født og opvokset i Indien og har en mastergrad i mikroelektronik fra det prestigefyldte Nanyang Tehnological University. Hun forsvarede sin ph.d. ved National University of Singapore i 2012. Hun forskede i Printet Elektronik ved Nanyang Tehnological University, indtil hun kom til Aarhus Universitet i 2019.

Læs mere om hendes forskning her:

AU Foto: Lars Kruse
Adjunkt Shweta Agarwala fra Institut for Elektro- og Computerteknologi, Aarhus Universitet, vil via materialevidenskab og teknologien printet elektronik forsøge at håndtere det stadigt stigende problem med elektronisk affald. AU Foto: Lars Kruse