Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Paradis og det moderne byggeri

Aliakbar Kamari er ny adjunkt på Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet. Med ph.d.-grader inden for både arkitektur og ingeniørvidenskab og med sit nyudviklede BIM-baserede værktøj bliver han en vigtig figur i universitetets forskningsgruppe for tektonisk design.

23.03.2020 | Jesper Bruun

Over de seneste par år har Aliakbar Kamari udviklet et digitalt BIM-baseret bæredygtighedsværktøj, PARADIS, som udkommer som freeware senere i år. Foto: Melissay Yildirim, AU Foto.

En holistisk, bæredygtig og interdisciplinær problembaseret tilgang til bygningsdesign er nøgleordene for Aliakbar Kamari. Han er ny adjunkt på Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet, og med ansvar for forskningssøjlen inden for holistisk byggedesign i forskningsgruppen Tectonic Design bliver et af hans fokusområder at integrere proces, mennesker, produkter, politik og teknologi med arkitektur og ingeniørvidenskab.

Det er heldigvis områder, han har indgående kendskab til. Han har nemlig taget ph.d.-grader inden for begge to: I arkitektur fra Institut for Arkitektur, University of Palermo, og inden for ingeniørområdet ved Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet, hvor han de sidste to år har arbejdet som postdoc.

”Der sker mange store forskningsmæssige gennembrud inden for arkitektur for tiden, men det er nødvendigt med et interdisciplinært, teknologisk fokus for at imødekomme udviklingen af den voksende kompleksitet i bæredygtige løsninger inden for byggesektoren,” siger adjunkt Aliakbar Kamari.

I sin forskning søger han at kombinere mangefacetterede forskningsmetoder i et forsøg på at gentænke, udvikle og integrere nye metoder og teknologier for bæredygtigt byggeri.

Forskningen fusionerer derfor de tre ekspertiseområder bæredygtig udvikling, Building Information Modelling (BIM) og integrerede designprocesser (IDP).

(Artiklen fortsætter under billedet)

Adjunkt Aliakbar Kamari. Foto: Melissay Yildirim, AU Foto.

I forbindelse med sin postdoc, hvor Aliakbar Kamari har arbejdet med det af Innovationsfonden støttede forskningsprojekt ReVALUE, har han udviklet et digitalt bæredygtigheds-fokuseret værktøj til bygningsrenovering.

Værktøjet, PARADIS (process integrating renovation decision support), er et biM-baseret beslutningsstøttesystem til hurtig generering og evaluering af holistiske renoveringsscenarier.

Værktøjet er beregnet til at identificere, vurdere og evaluere en lang række kvantitative bæredygtighedsmål, herunder eksempelvis energieffektivitet, livscyklusomkostninger, indeklima, miljøpåvirkninger, rumlig kvalitet osv. meget tidligt i designfasen, og værktøjet er skræddersyet til renovering af boliger i dansk sammenhæng.

Værktøjet frigives til gratis brug senere på året.

Aliakbar Kamari har en bachelorgrad i architectural engineering og en kandidat i byggeri (civil engineering). Efter nogle år som underviser ved Tehran Institute of Technology tog han til Italien til University of Palermo, hvor han startede sin forskerkarriere med den første ph.d.

På Aarhus Universitet er Aliakbar Kamari en del af forskerteamet Tectonic Design, der fokuserer på at bringe yderligere integration i bygningers designproces ved at bygge bro mellem ingeniørmæssige emner og arkitektur og vice versa for at opnå tektonisk bygningsdesign.


Kontakt

Adjunkt Aliakbar Kamari
Mail: ak@eng.au.dk

Institut for Ingeniørvidenskab