Aarhus Universitets segl

Fuldt hus til Girls’ Day in Science på Ingeniørhøjskolen

I går rullede den landsdækkende kampagne Girls’ Day in Science, og Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet bød i den forbindelse 52 gymnasieelever velkommen til en tæt pakket dag med undervisning og eksperimentelle øvelser.

Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet åbnede dørene til undervisningslokaler og laboratorier for jyske gymnasielever i forbindelse med Girls' Day in Science. På billedet ses en gruppe fra Aarhus Tech i Viby.
Florentina Uka (tv) og Saaraha Jeyarajah fra Randers Statsskole skulle finde en flaskepost i havnebassinet ved hjælp af en undervandsrobot.
Frederikke Folkmann Sivertsen fra HTX i Skanderborg brugte Girls Day in Science til at lære nyt om programmering (Foto: Litte Dalsgaard)

Undervandsrobotter, programmering og iværksætteri var på programmet til Girls' Day in Science, hvor kvindelige gymnasieelever besøgte Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet på Navitas. Målet var at vække deres interesse for teknologi og give dem et indblik i ingeniørens arbejde.

”Vi har i de seneste år oplevet en stigning i kvindelige ansøgere til vores uddannelser, og det er en udvikling, vi ønsker at se fortsætte. Det kræver, at vi lægger os i selen for at vække en interesse for teknologi blandt pigerne ved at vise dem, hvad ingeniører laver, og hvordan de forandrer verden,” siger Conni Simonsen, direktør, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet.

LÆS ARTIKLEN: Sandra udvikler proteiner, der får os til at sove bedre

”Programmering er fascinerende”

Saaraha Jeyarajah fra Randers Statsskole var en af deltagerne i Girls' Day in Science. Sammen med sin gruppe prøvede hun kræfter med at styre en undervandsroboti havnebassinet og mødet med teknologien vakte begejstring:

"Det er vildt sjovt at prøve. Det er ret fedt, og jeg kunne godt tænke mig at lære mere. Der er meget teknik i det og mange ting, man skal tænke på. Hvordan gør man den vandtæt, og hvordan laver man styringssystemet? Det her er bare en smagsprøve, det ved jeg godt, men jeg er da blevet nysgerrig," siger hun.

Frederikke Folkmann Sivertsen fra HTX i Skanderborg er en anden af deltagerne. Hun lærte at programmere en app, der minder om Instagram.   

“Jeg har lidt erfaring med at programmere i Python, så jeg synes, det er spændende at lære om. Programmering giver en masse muligheder. Det er fascinerende, at der ikke finde en enkelt opskrift til at lave et program. Det kan gøres på mange måder. Det kan jeg godt lide, og jeg kan sagtens forestille mig at gå videre med noget med IT, når jeg skal vælge videregående uddannelse," siger hun.  

Pigernes blinde vinkel

Danmark kommer i løbet af få år til at mangle tusindvis af ingeniører, og derfor håber Conni Simonsen, at flere piger vil spore sig ind på den karrierevej.

”Som ingeniør kan man få stor indflydelse på samfundets udvikling, og jeg synes, det er en skam, hvis ikke kvinderne kan være med til at præge retningen i lige så høj grad som mændene. Vi vil gerne give inspirere og give nye billeder på, hvad teknologi kan bruges til. Når man for eksempel siger pumpesystemer, så vil de fleste sikkert tænke, at det er noget, man laver som maskiningeniør hos Grundfos. Det vil være få, der tænker på, at hjertet også er en pumpe, og at maskiningeniører også beskæftiger sig med at udvikle metoder til moderne hjertekirurgi. Jeg tror, at pigerne i langt højere grad lader sig inspirere af det sidste. De har bare en blind vinkel,” siger hun.

Conni Simonsen er selv uddannet elektronikingeniør og har haft flere topstillinger i virksomheder, inden hun blev direktør for Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet.

MERE INFORMATION

Girls' Day in Science er en landsdækkende kampagnedag, hvor virksomheder, science centre og uddannelsesinstitutioner over hele landet inviterer grundskole- og gymnasiepiger indenfor til at arbejde med praktiske og virksomhedsrelaterede opgaver. 

Pigerne møder kvindelige medarbejdere og studerende, der fortæller om deres valg af og karrieremuligheder med en naturvidenskabelig/teknisk uddannelse. 

Girls Day in Science på Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet varer fra 9-15.