Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Fokus på at integrere bæredygtighed i AU’s civilingeniøruddannelser

Bæredygtighed er langt mere kompliceret, end man måske umiddelbart tror, og derfor er det vigtigt med undervisning i emnet, lyder det fra AU-forsker på Institut for Ingeniørvidenskab.

30.04.2020 | Jesper Bruun

EU's industri tegner sig for 20% af de samlede emissioner i regionen, og der er et presserende behov for talentfulde ingeniører til at skabe mere bæredygtige teknologier og løsninger. Foto: Colourbox

Klimaforandringer, knaphed på råmaterialer, tab af biodiversitet, stigende ressource- og energiforbrug, overbefolkning, skovrydning, generel mangel på genanvendelse. Verden lider under mange problemer.

En grøn fremtid kræver, at vi nytænker de nuværende industrier, hvilket igen kræver ingeniører, der kan skabe bæredygtige teknologiske løsninger.

For de to civilingeniørstuderende på Aarhus Universitet, Monica Hove og Joakim Johannesen, var det åbenlyst og vigtigt at dykke ned i, hvorfor der tilsyneladende er en udbredt mangel på genbrug inden for byggeriet.

Klima og miljø betaler en høj pris, når nyt byggeri skyder op rundt omkring i landet. Ganske få byggerier genbruger i dag byggematerialer, og det kan måske undre, når byggeriet står for ca. 40 pct. af samfundets samlede energiforbrug og ca. 30 pct. af vores affaldsproduktion.

"Vi laver en analyse af, hvilke barrierer der er for branchen i forhold til genbrug og genanvendelse af byggematerialer. Hvad er fordelene, hvor er faldgruberne, og hvad kan man gøre ved det? Jeg mener, det er vigtigt at tilegne sig viden omkring bæredygtighed i løbet af uddannelsen, så det ikke først er noget, man skal lære, når man kommer ud på den anden side. For emnet er faktisk langt mere kompliceret, end man skulle tro," siger Monica Hove.

På grund af sin interesse for bæredygtighed valgte hun på sin kandidat derfor faget Sustainable Design and Production, der gav begge de ingeniørstuderende en introduktion til bæredygtighed.

Og det er vigtigt af flere årsager, at alle civilingeniører allerede på universitetet introduceres for en dybere forståelse af bæredygtighed, lyder det fra forskeren bag kurset, adjunkt Devarajan Ramanujan:

"Vi kender alle til de store udfordringer, verden står over for, og der er heldigvis et kæmpe potentiale for at gøre alverdens industrier grønnere og mere bæredygtige, end de er i dag. Det er vores civilingeniører, der skal lede den forandring, og derfor fokuserer instituttet meget på at indarbejde bæredygtighed i pensum på mange forskellige måder," siger han og fortsætter:

"Samtidig bliver kompetencer inden for bæredygtighed efterspurgt i stigende grad. Det kan de studerende se, og det har betydning for deres karriere. Vi ser en stigende tendens til, at ingeniørstuderende fokuserer på bæredygtighed i deres specialer."

Sustainable Design and Production er i dag det eneste valgfag på AU’s civilingeniøruddannelser, der har 100 pct. fokus på bæredygtighed.

"Vi er som forskningsbaseret institut dybt forankret i teknisk og naturvidenskabelig viden. Og det er vigtigt at vejlede vores studerende om bæredygtighed og integrere det i deres fremtidige karriere, da det netop er fremtidens teknologi, der kan forandre verden til det bedre," siger Thomas Toftegaard, institutleder på Institut for Ingeniørvidenskab.  

Kurset er projektbaseret, hvilket betyder, at de studerende skal benytte deres teori til at løse bæredygtighedsorienterede udfordringer. Kurset er efterspurgt blandt studerende fra alle civilingeniørretninger, men også hos industrien, der byder ind med problematikker fra den virkelige verden.

"Kurset giver en forståelse for de bagvedliggende processer, der sjældent er fokus på, når man taler om, hvad der er mere eller mindre bæredygtigt. Det rette valg er ikke nødvendigvis det åbenlyse pga. emnets kompleksitet," siger Monica Hove, som blev introduceret til dilemmaet omkring genbrug af byggematerialer af en af landets største entreprenørvirksomheder netop i forbindelse med kurset.

Sustainable Design and Production udbydes som kursus til kandidatstuderende på Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet, og er et 10 ECTS-point kursus. En komplet liste over tidligere kursusprojekter kan findes her.


Kontakt

Devarajan Ramanujan 
Adjunkt, Institut for Ingeniørvidenskab
Mail: devr@eng.au.dk
Tel.: +45 93508848

Institut for Ingeniørvidenskab