Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Undervisningsform på diplomingeniøruddannelsen

Undervisningen på diplomingeniøruddannelsen består af forelæsninger, klasseundervisning, holdøvelser samt værksteds- og laboratoriearbejde.

Alle diplomingeniøruddannelser ved Aarhus Universitet er CDIO-klassificerede og hører dermed til blandt verdens bedste tekniske uddannelser.

Bogstaverne CDIO karakteriserer den arbejdsproces, som alle diplomingeniører fra Aarhus Universitet bliver trænet i under uddannelse: Conceive – Design – Implement – Operate.

  • Conceive: I den første fase skal du afdække problemstillingen.
  • Design: Dernæst skal du idéudvikle og udtænke løsninger samt skitsere design.
  • Implement: I implementeringsfasen skal du realisere dine løsninger som en prototype på et produkt, system eller en proces.
  • Operate: I sidste fase skal du optimere din løsning, så det fungerer optimalt for brugerne i brugskonteksten.

CDIO-klassificeringen sikrer, at du som færdiguddannet diplomingeniør kan:

  • løse opgaver på højeste internationale niveau
  • omsætte teori til praktisk anvendelse
  • tænke innovativt i alle faser af ingeniørens arbejdsproces
  • lede projekter og samarbejde
  • inddrage samfundsmæssige, økonomiske, miljømæssige og sociale perspektiver i dit ingeniørarbejde

Læs mere om CDIO her

En praksisnær uddannelse

Som diplomingeniørstuderende får du en solid naturvidenskabelig forståelse og indsigt i teknologiens muligheder, og du bliver allerede fra første semester trænet i at sætte din viden i spil og arbejde med virkelige problemstillinger.

Når du vælger en diplomingeniøruddannelse vil du opleve, at du altid kan se formålet med den teoretiske viden, du tilegner dig.

Matematikken, fysikken og eventuelt kemien står aldrig alene. Differentialregning kan for eksempel handle om brokonstruktioner, og Newtons teori kan handle om at beregne kredsløbets kraftpåvirkningen af hjerteklappen med henblik på at vælge materiale til kirurgiske implantater.

Det er selvfølgelig meget forskelligt fra uddannelse til uddannelse. Pointen er, at du som diplomingeniørsstuderende hele tiden arbejder med at sætte din viden i spil i praksis.