Longread: Derfor rejste Lars fra Thy til Aarhus for at blive ingeniør

For få år siden rykkede Lars Nicolajsen hele sit liv op med rode, da han flyttede fra Thys bjergtagende natur til den lille storby Aarhus. Han var automekaniker, og han var klar til at drage videre i livet. Med hovedet fyldt med bekymringer for sit nye liv satte han foden indenfor på Aarhus Universitet. Og så blev han overrasket.

"Hvad er det egentlig, du vil, Lars?" 

Ordene havde skam allerede ligget latent i Lars’ hoved i månedsvis.

Hvad ville han egentlig med livet? Hvad vil man som ung mand på knapt 20 år?

Drømmene var store. Han ville gerne kunne rejse ud og opleve verden. Han ville gerne have råd til at bo godt, leve godt og udleve sine fritidsinteresser, der primært handlede om at gå på jagt, stå på ski og dyre biler og motorcykler. Kort sagt nyde livet. Dét ville han gerne kunne. Men nu havde han været automekaniker i et stykke tid, og han kunne godt se, at der virkelig skulle knokles igennem, hvis han skulle opnå alle sine drømme på en svendeløn. Hvad han så skulle være, anede han virkelig ikke.

"Lars, hvad vil du være?" gentog Line fra den anden side af køkkenbordet.

Det var vel en storesøsters åg, tænkte Lars – at være hjælpsom på den der lettere irriterende måde. Hun var allerede godt i gang med sin uddannelse, erhvervsøkonomi på Aarhus Universitet, så hun kunne sagtens.

Hvad med økonomi? Nej. Det tiltalte virkelig ikke Lars. Slet ikke. Han kunne godt lide at bruge penge, men så ikke ligefrem sig selv som en regnedreng.

Nej, Lars interesserede sig primært for to ting: Motorkøretøjer og naturen i Thy, hvor han boede. Her var han vokset op på forældrenes gård midt i duften af lyng, enebær, gran og porse, mellem dybe skove, langstrakte, knasende heder og kæmpe horisonter. Her havde han drønet rundt på først en trehjuler, så en tohjuler, så ATV, knallert og scooter og senere motorcykel og bil. Her havde interessen for jagt og natur fået frit liv ligesom interessen for motorer og maskiner, der altid havde et særligt sted i hans hjerte.

Lars havde lært fra sin far, Michael, i en tidlig alder, at man skal arbejde for tingene. Sådan er det, når man bor på en gård. Som eneste søn var det primært Lars, der hjalp med det tunge arbejde. Det var simpelthen nødvendigt for, at tingene kunne løbe rundt.

Et billede af ham selv siddende som nybagt 14-årig på en traktor midt i den bragende augustsol fandt vej til hans hornhinde. Han havde haft fødselsdag den dag, og hele familien var på besøg for at fejre ham. Alting var indhyllet i grønt og blomster og den der atmosfære af høstmodent korn blandet med vesterhavsgus. Lars havde tilbragt dagen med at løbe frem og tilbage mellem kage og traktor. Kage og traktor. Der skulle høstes, vejret var perfekt, og man ved jo aldrig med den danske sommer, og der var kun ham til at transportere kornet fra marken til laden.

Han smilede ved tanken. 

Han havde arvet sin fars tilgang til tingene. Eller i hvert fald taget den til sig. Den der gæve vestjyske tilgang, hvor man holder sig i gang. Hvor perspektivet er, at man ikke kommer siddende til noget godt her i livet. At der faktisk godt kan være belønning i selve det at udføre arbejdet.

Det havde hjulpet Lars til mange ting. Michael var selv uddannet håndværker, og han havde altid været en god opbakning i forhold til de beslutninger og valg, Lars skulle træffe for sin fremtid.

Søsterens blik intensiveredes.

Han slap ikke. Og det vidste han også godt. Heller ikke denne gang. Som mellemste led i søskendeflokken var hans sans for diplomati eklatant – ligesom hans vished om at storesøster altid fik ret.

Og det var fint, for han ville gerne noget mere. Sådan havde han følt i lang tid nu. Han ville gerne bygge ovenpå mekanikeruddannelsen. Ikke fordi han ikke var glad for faget – det var han. Bestemt! Og han var glad for, at han vidste, hvordan man skulle bruge sine hænder. Men der kunne godt være langt mellem de sjove opgaver. Og så kunne han godt lide tanken om at være den, der kunne tage en ting og gøre den bedre. Skabe nogle resultater – måske noget, der betyder en forskel for andre mennesker. Egentlig havde han haft tanken allerede dengang, han startede som lærling. Nu nagede den mere end nogensinde.

Line boede i Aarhus, så en tidlig martsmorgen i 2012 blev Lars hevet med sydover til storbyen til uddannelsesmessen U-days. Samtidig eksploderede tankerne i hans hoved: Bekymringer og drømme om en fremtid langt væk hjemmefra på et studie, hvor man ingen kender. Passer man ind? Kan man overhovedet finde et studie, der er spændende nok? Mon man overhovedet kan finde ud af at læse igen efter flere år som håndværker?

Line var sikker på, han nok skulle klare den. 

Da Lars slog øjnene op næste morgen, var bekymringerne ikke blevet mindre. Men han havde fået et mål.

Ved siden af sengen lå den bog, han havde fået stukket i hånden ved en uddannelsesstand dagen før, og som han havde bladret i hele resten af dagen. Det var den bog, der endelig havde fået alle brikker til at falde på plads i hans hoved. Den, der havde samlet drømmene om fremtiden omkring en enkelt titel. Søster fik ret. Nu vidste han, hvad han skulle være. Det stod på bogen. "Maskiningeniør".

(Artiklen fortsætter under billedet)

Naturen og ensomheden er en stor del af det, Lars elsker ved jagten. Foto: Peer Klercke.

Maj 2018

Tågen ligger som et tyndt, svævende, hvidt tæppe tæt over heden. En rød horisont troner majestætisk over den nyfødte maj-sol, der langsomt forvandler trætoppe og skyer til gyldne tinder. Metallet fra riflen føles koldt mod håndfladerne, og ånden fortætter sig til små skyer foran Lars, som sidder helt alene på bakken. Helt stille med nationalparken under sig og overalt omkring sig.

Han tager hjem så ofte han kan. Savner den helt særlige natur, man kun finder omkring Thy. Den særlige duft af havsalt og rå natur, der altid hænger i luften. Ensomheden og muligheden for at forsvinde i det vilde.

Bekymringerne er der ikke mere.

De blev gjort til skamme, samme dag han satte foden på det adgangskursus, der skulle kvalificere ham til ingeniørstudiet. Det var i 2014. Fire år siden.

Han husker det tydeligt.

August 2014

Det var ikke let at tage afsked med Thy. Ikke fordi, han ikke glædede sig. En storby gav nogle nye muligheder. Men det ville sikkert også blive en kæmpe omvæltning. Og mon han kunne finde ud af det hele? Kunne han få det til at løbe rundt på en SU? Og hvad nu, hvis man kommer til at læse sammen med nogen, som ikke tog det seriøst?

Han blev overrasket på førstedagen. De var cirka 25 mennesker i klassen. 8 ud af 10 var håndværkere. Der var alle slags. Murere, tømrere, smede, mekanikere, elektrikere, you name it. Man skulle vel næsten ikke engang skrabe i overfladen, før værkstedshumoren ville tordne frem som en trold fra en æske, havde han tænkt. Men folk tog det sgu seriøst. Alle ville det samme, og hver og én havde en masse med i bagagen.

 

Lynhurtigt fandt Lars ud af, hvor godt han kunne samarbejde med resten af holdet. At han ikke var alene med tingene. Hele holdet var i samme båd, og alle hjalp de hinanden og sørgede for hinanden. De havde det sjovt sammen, grinede sig og hyggede sig, men når undervisningen var på, var alle klar.

Lars ville være maskiningeniør. Det var målet med adgangskurset for ham. At komme ind på ingeniøruddannelsen. Så for ham gjaldt det bare om at komme gennem kurset hurtigst muligt. Han kom ikke for at være social eller for at lære byen at kende. Men det kom han til. Og han måtte indrømme, at han meget hurtigt fandt ud af, at det her kursus gav ham meget mere, end han egentlig havde troet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Lars har altid været glad for sin mekanikerbaggrund, og han er overbevist om, at den er med til at gøre ham til en god ingeniør. Foto: AU Foto.

Måske var det undervisningsformen. Det er jo ikke altid sjovt at lave matematik, men det hjælper, når læreren er engageret. Tager sig tid til at undervise. Her gjaldt det ikke bare om at tæske tingene igennem, men om at alle var med. Og var man i tvivl, kunne man altid spørge.

Det bedste var måske lærerne. Der var særligt én. Det var nok den bedste lærer, Lars nogensinde havde haft. Læreren kunne snakke om oldtidskundskab uafbrudt – men ikke på den der kedelige måde, som man måske ellers forbinder den slags med. Nej, det var meget naturvidenskabeligt historieorienteret. Meget ingeniøragtigt på en måde. Det gav en viden om, hvorfor ting er skruet sammen som de er – hvorfor de er blevet, som de er i dag set med teknologiens øjne – også ud fra etiske og moralske perspektiver. Man lyttede virkelig efter, når han åbnede munden, læreren.

Efter et år var Lars færdig med adgangskursus. På blot et år havde han tilegnet sig den samme naturvidenskabelige viden som en matematisk gymnasial uddannelse på tre år giver. Han havde lært byen at kende, skabt gode venskaber og fået en dagligdag på havnefronten i Aarhus. Foran ham lå nu næste skridt: Ingeniøruddannelsen.

Maj 2018

Lars går nu på 5. semester på maskiningeniøruddannelsen på Aarhus Universitet. Han har aldrig fortrudt, dengang han rykkede livet op og flyttede til universitetsbyen. Det har åbnet hans verden på en helt anden måde, end han nogensinde havde forestillet sig, og givet perspektiver på fremtiden, som han slet ikke tænkte på før.

Samtlige af hans klassekammerater fra adgangskurset, som havde håndværksmæssig baggrund, fulgte med på ingeniøruddannelsen. Og lige som ham klarer de sig godt. Han har altid været glad for sin mekanikerbaggrund og fortryder aldrig de år, han brugte på at skrue i motorer. Han gør det jo alligevel stadigvæk, når han får tid. Altid godt, at kunne bruge hænderne.

Der er ingen bekymringer mere. Angst forbundet med nye steder, nye byer, nye mennesker. Bare mod på livet. Mod på mere.

Han er glad og lettet over, at han valgte at studere i Aarhus.

Han kendte selvfølgelig til byen, fordi storesøsteren Line læste på Aarhus Universitet. Han havde besøgt hende nogle gange, og førstehåndsindtrykket havde derfor været fantastisk. Han havde altid haft på fornemmelsen, at folk i Aarhus er flinke og nede på jorden. I forhold til København, som han havde boet i, mens han udtjente sin værnepligt, mindede Aarhus meget om en stor landsby. Den følelse var noget, han virkelig holdt meget af.

Og så er der naturen. Selvfølgelig. Selvom Aarhus er landets næststørste by, er naturen meget tæt på. Ud over strandene og Riis Skov, som er integrerede dele af Aarhus midtby, strækker den 1.300 hektar store Marselisborgskov sig helt ind til under to kilometer fra centrum. For Lars betyder det, at han i løbet af 10 minutter kan være ude i den fri natur, væk fra byens larm og menneskemylder.

Mylderet kan han dog godt begynde at vænne sig til, for næste semester skal Lars tilbringe i Japan på Hokkaido University i millionbyen Sapporo. Men det bliver en helt anden historie.

For Lars er ingeniøruddannelsen koncentratet af hans barndoms fascination og hans kreative legeplads. Det handler ikke om at skabe identitet eller opnå anerkendelse. Det handler om at skabe et grundlag for sit videre liv. Skabe en base, hvorfra han kan bygge sit liv op omkring. Uddannelsen er jo grundstenen i alt det andet, han skal lave.

Lars dimitterer fra Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet i 2019. Når han bliver færdig, har det alt i alt taget ham 4,5 år at gå direkte fra håndværker til ingeniør. Tilbage er kun drømmene om fremtiden.

Han skal være ingeniør. Og det er han stolt af.

»Jeg kunne aldrig finde på at tage en uddannelse uden at kunne få arbejde bagefter", siger Lars Nicolajsen, som nu er godt igang med maskiningeniøruddannelsen.