Aarhus Universitets segl

Mød Jonas - nyuddannet civilingeniør

Kreativitet

Kreativitet ligger lidt i ingeniørens DNA, men jeg har fået lov til at folde mit opfindertalent helt ud på ingeniøruddannelsen. Jeg kan huske, hvor fedt det var at starte i på studiet, hvor det gik op for mig, at jeg ikke var alene, men at vi stort set alle var en slags makers.

International erfaring

Det er meget sandsynligt, at man som ingeniør på en eller anden måde får sig et internationalt arbejdsliv. Enten at man kommer til at rejse meget, eller at man i en periode får job i en multinational virksomhed eller udlandet. Jeg vil anbefale alle studerende at skabe sig international erfaring allerede undervejs i studiet.

Ledelse

Som ingeniørstuderende lærer man at styre projekter, så man når i mål med de bedste resultater på en god måde. Vi tager det lidt som en selvfølge, men det går først virkelig op for én, hvor vigtig en kompetence, det er, når man møder en anden ingeniørkultur. For mit vedkommende opdagede jeg det i forbindelse med en innovationscamp i Sydkorea.

Innovation

Nysgerrighed er et nøgleord, jeg vil bruge til at beskrive, hvad jeg har lært som ingeniørstuderende. Vi har haft en meget hands-on tilgang til tingene. Vi læser, og vi afprøver, opfinder og udfordrer. Det er noget, man ikke kan lære ved at sidde fem år i en klasse eller til forelæsninger. Lysten til at skabe noget nyt fra bunden opstår heller ikke på et kursus i innovation. Det sker, når man arbejder med nogle problemstillinger, som man bare ikke kan slippe, før man har fået dem løst.

Kernefaglighed

Jeg arbejder mest med udvikling af software og hardware og føler mig virkelig godt klædt på med min uddannelse i bagagen. Det er en stor styrke, at jeg fra studiet er vant til at bruge teori til at løse opgaver. Det har givet mig mulighed for at starte mit arbejdsliv som rådgiver.

Samarbejde

Når man arbejder med projekter, så lærer man helt naturligt at samarbejde. Jeg har lavet rigtig mange projekter igennem min uddannelse, så lige på det punkt vil jeg mene, at jeg er meget erfaren.

Tværfaglighed

Tværfaglighed er en nøgle til at finde de fedeste teknologiske løsninger på alle mulige problemstillinger. På AU har ingeniørstuderende den fordel, at de kan arbejde sammen med studerende fra andre fag. Evnen til at inddrage andres viden i mit arbejde bringer jeg i spil næsten hver dag.

Professionalisme

Når man er færdig som diplomingeniør, så er man virkelig klar til arbejdsmarkedet. Man tænker som en ingeniør, løser opgaver som en ingeniør og har allerede været ude på arbejdsmarkedet igennem den obligatoriske praktik. Jeg valgte at læse videre til civilingeniør, og jeg tror faktisk, at jeg i dag er en bedre ingeniør, end jeg ville have været med en klassisk femårig teoretisk civilingeniøruddannelse i bagagen.

Kritisk tænkning

Det er helt vildt vigtigt, at ingeniører kan forholde sig kritisk til de teknologier, de arbejder med, og ikke mindst til de forandringer, teknologien kan medføre – økonomisk, socialt og kulturelt. Man kommer ikke langt, hvis man kun har blik for det tekniske.

Kommunikation

Jeg elsker at fortælle om mit fag og har haft rigtig gode muligheder for det på AU. Blandt andet har jeg haft studiejob på universitetet, hvor min opgave har været at tage ud til gymnasier og fortælle elever om, hvad matematik og fysik har at gøre med ingeniørvidenskab.

Se film med ingeniører

AU er med i Engineer the Future. Her kan du se nogle eksempler på, hvad unge ingeniører laver. Du kan møde Jonas mens han læste til elektronikingeniør og Emma der læser maskiningeniør.