Han designer robotter med følelser

I fremtiden er din bedste ven måske en robot. Den bevæger sig og taler som et menneske. Den har social intelligens, empati og måske endda personlighed. Casper Bonn Beenfeld Andersen arbejder med den teknologi, der skal gøre det hele til virkelighed.

”Tænk lige over, hvor meget øjenbevægelserne betyder, når vi kommunikerer og udtrykker følelser. Derfor er det noget af det mest centrale at få til at fungere, hvis vi vil have robotter til at opføre sig mere menneskeligt”, siger Casper. Foto: Peer Klercke

Fascinationen af robotter er ikke ny. Så længe Casper kan huske tilbage i sin barndom har den været der. I julegaverne under træet, i bøgerne, han læste og i filmene, han så.

”Jeg var helt klart typen, der altid skulle skille ting ad og bygge det igen. Computerteknologien var en fortryllende verden for mig, og jeg kunne allerede som barn se for mig, hvordan det ville komme til at ændre verden. Jeg blev god til programmeringssprog, før mange andre overhovedet vidste, hvad det var."

Han tilhører den første generation af digitalt indfødte, og den tidlige interesse for teknologi og for teknologiens indflydelse i samfundet tog han med sig hele vejen igennem gymnasiet og ind på universitetet.

Den første akademiker i familien

Casper er den første i hele slægtens historie, der har sat benene på et universitet.

Hans mor og far er ikke typerne, man kan kalde uddannelsessnobber. For dem er det vigtigt, at deres børn har det godt med det, de laver – om det så er ufaglært arbejde eller forskning - det er sådan set lige meget.  

LÆS OGSÅ: "Jeg troede kun, det var brainy typer med sindssyge hobbyer, der læste til ingeniør"

Efter sin HTX-eksamen tog Casper til Aarhus for at læse nanoscience, men et godt stykke inde i uddannelsen fandt han ud af, at han hellere ville være ingeniør.

”Jeg ønskede en bedre balance mellem teori og praksis. Jeg har nemt ved at tilegne mig ny viden, men det giver mig en meget større glæde, når jeg også får lov til at bringe den i spil og arbejde med projekter. Da jeg så landede på ingeniørstudiet, var det som at komme hjem.”

Artiklen fortsætter under filmen

Visninger
Casper designer robotter med følelser - se filmen her

Science fiction på pensumlisten

Alt det, der engang var science fiction for Casper, har han nu mellem hænderne. Han læser til civilingeniør i Computerteknologi på Aarhus Universitet, hvor han nu skriver speciale for en forskergruppe, der arbejder med sociale robotter.

Forskningen er tværfaglig og foregår i krydsfeltet mellem psykologi, antropologi, filosofi og ingeniørvidenskab, og målet er at udvikle en ny form for kunstig intelligens, der kan give robotter situationsfornemmelse.

Caspers opgave er at designe den software og de algoritmer, der skal styre, hvor robotten skal kigge hen, når den taler med andre. Og det er et stykke avanceret programmeringskunst, som kun de færreste kan lykkes med.

LÆS OGSÅ: "Kåre bygger satellitter: Når drengedrømmen bliver til virkelighed"

På sigt skal hans arbejde bliver til ansigtsudtryk, der automatisk kan tilpasse sig forskellige sociale kontekster.

”Tænk lige over, hvor meget øjenbevægelserne betyder, når vi kommunikerer og udtrykker følelser. Derfor er det noget af det mest centrale at få til at fungere, hvis vi vil have robotter til at opføre sig mere menneskeligt.”

Teknologien og de store filosofiske spørgsmål

Og hvordan er det så, at være it-ingeniør i et projekt, der rejser de helt store filosofiske, etiske og psykologiske spørgsmål?

Til det svarer Casper, at det gør ham til en bedre ingeniør.

Han sidder her på det sidste semester af civilingeniøruddannelsen i sit laboratorium og reflekterer over det, han tager med sig fra sin studietid, og han fremhæver netop tværfagligheden.

”Det er noget, jeg først har tænkt over i de seneste par år. Tværfaglighed er en nøgle til at finde de fedeste teknologiske løsninger på alle mulige problemstillinger og meget ofte også en nødvendighed for at forstå den intervention, teknologien skaber i samfundet.”