Aarhus Universitets segl

"Det handler om at være skarp"

Anders er 30 år og læser til maskiningeniør på Aarhus Universitet. Sammen med sin gruppe arbejder han i øjeblikket på et projekt, der kan have vidtrækkende konsekvenser for, hvordan hele verden bliver bundet sammen i fremtiden.

Tænk, hvis man kunne bo i Europa og arbejde i USA. Så kan man tale om pendle langt! Som teknologien er i dag, er det et umuligt scenarie. I hvert fald hvis man vil hjem til aftensmaden. Men kimene bliver allerede i dag sået til at forbinde kontinenterne med såkaldte Hyperloops – højhastighedstog i vakuumrør, som løber under vandet. Dermed ligner fremtiden en verden, hvor fjerne destinationer er tættere på end nogensinde før.

På Ingeniørhøjskolen i Aarhus arbejder diplomingeniørstuderende Anders Sinding Hadrup sammen med sin studiegruppe netop på et projekt, som kan være med til at påvirke fremtidens transatlantiske Hyperloop-forbindelse: En undervandsrobot. For skal man bygge et Hyperloop under Atlanterhavets bølger, skal man bruge robotter, og derfor skal gruppen deltage i det uofficielle verdensmesterskab for undervandsrobotter, The 2017 MATE international ROV competition i Long Beach, Californien.

Planen er at vinde.

”Det handler udelukkende om, at vi skal over og vinde. Vi skal gøre det på en smart måde, vi skal gøre det på en innovativ måde, og så skal det være sjovt. Jeg vil i hvert fald i top tre. Vi vil gøre alt for det, og vi har en god mulighed for det, tror jeg. Det handler om at være skarp, og det handler om at være klog,” siger Anders.

Mød Anders i filmen herunder. Her fortæller han om, hvorfor han har valgt at læse til maskiningeniør. Artiklen fortsætter under filmen:

Anders går på 7. semester på maskiningeniørstudiet, og når han er uddannet, vil han gerne starte sin egen virksomhed op. Foto: Peer Klercke.

Væk fra the beaten track

Når Anders har fri, tager han ofte ud på vandet, og går du en tur langs stranden ved Marselisborgskoven syd for Aarhus eller ved Risskov nær Aarhus centrum, er der stor chance for, at du kan spotte ham padlende i sin kajak.

”Det er oplagt at sejle kajak i en by som Aarhus med alt det vand, vi har,” siger han og fortsætter:

”Der er rigtig meget ro, når man kommer ud på vandet. Der er måske lige en enkelt båd engang imellem, men det går nok. Man kan hurtigt komme ind i en boble, når man er på studiet så mange timer. Og hvis man går og tænker på det samme hele tiden, kan man hurtigt blive fastlåst. Så jeg lader tankerne flyve lidt. Prøver at komme lidt væk fra jag og stress.”

Ud over kajakken har Anders en forkærlighed for at rejse. Men ulig mange andre rejser han ofte alene ud i verden:

”Det er en måde at slappe af på og få nogle inputs. Komme lidt væk fra the beaten track. Det er en måde at få set noget andet natur og noget andet kultur. Komme op i bjergene og vandre eller ud og sejle kajak på nogle floder. Få nogle mærkelige oplevelser – noget, der virkelig differentierer sig.”

Når Anders er færdiguddannet vil han gerne starte sin egen virksomhed op. Han kan godt lide at have fingrene nede i hele organisationen og have overblik over både økonomi, design og produktudvikling i stedet for blot at sidde med én specifik ting. Her har ingeniørstudiet hjulpet ham til at have mange af de færdigheder, der skal til, når man skal stå på egne ben, mener han.

God til at anvende viden

”En ingeniør er en, der tænker logisk. En ingeniør er en, der er progressiv. En ingeniør er en, der er god til at formidle viden og god til at anvende den viden, man har. Som ingeniør bliver du god til at lære nye færdigheder, for du gør det hele tiden. Jeg tror, vi er gode til at tilpasse os. Vi kan meget forskelligt, og vi er inden for en branche, der hele tiden udvikler sig,” siger han.

Som ingeniør lærer man at tænke kreativt og tværfagligt for at løse de problemer, der kan opstå, når designprocessen går i gang, forklarer Anders. Foto: Peer Klercke.

Inden han kommer så langt skal verdensmesterskaberne i undervandsrobotter først vindes, og der er lang vej endnu. Gruppen har lige været en tur i svømmehallen med en tidlig prototype på robotten, og der er stadig mange ting, der skal tages højde for, inden konkurrencen er i hus:

”Lige nu sidder vi og designer vores robot. Sørger for at vælge de rigtige komponenter ud, så vi har dem hjemme, når vi skal til at bygge robotten. Det er ting, man bliver lidt overrasket over, at man også skal have styr på, og nogle gange er der bare seks ugers leveringstid, og så må man finde en anden løsning. Der er rigtig mange udfordringer, vi skal have løst, men problemerne kommer først, når det skal implementeres. Det er så der, man virkelig skal være kreativ og arbejde hårdt,” siger han og fortsætter:

”Men det er spændende, og det er sjovt. Og det er meget tværfagligt. Man skal ud og lave nogle nye ting, man ikke har prøvet før. Det er en af de ting, man lærer som ingeniør.”


 

Læs om uddannelserne: