Antropologen der ville være ingeniør

Både venner og familie tabte kæben, da hun fortalte, at hun ville være ingeniør. For hun havde jo studeret i både Nepal og Indien. Antropologi var hendes liv. Men en tanke om en helt anden verden havde bidt sig fast, og da hun endelig startede på ingeniørstudiet, følte hun det som en befrielse.

”Ingeniørstudiet åbner min verden mere og mere. Det får mig til at indse, hvordan tingene rent faktisk hænger sammen. Hvordan hele verden fungerer,” fortæller Alina. Hun læser til diplomingeniør i Elektrisk Energiteknologi.

Dhulikhel, Nepal, sommeren 2014. Kl. 05:30

Blå røgsøjler rejser sig stille i den tynde morgendis over de mørke skifertage og omfavner de første af solens stråler, som forgylder baggrundens majestætiske tinder. Himalaya. Verdens tag rejser sig som en gigantisk flodbølge over grønne bakker og mørke dale, skjult af et fløjlsblødt lag af tykke skyer, der får hele horisonten til at ligne landet i himlen.

Luften er frisk og kold og tynd og fyldt med lyden af yakklokker, der synger gennem dalene. Vindens sagte hylen er den eneste anden lyd, Alina kan høre denne tidlige morgen, hvor hun endelig får den monumentale bjergkæde at se. Næsten beruset af synet skuer hun mod de gyldne tinder, som snart bliver dækket af sommermonsunens fugtige luftmasser, der bliver mast op mod atmosfæren af bjergsiderne, indtil regnen atter siler ned.

Alina Løbner studerer antropologi på Aarhus Universitet. Hun er i Nepal for at skrive eksamen om det tredje køn, som landet indførte som første land i verden i 2012 for at tilgodese transkønnedes rettigheder.

Og lige her, klokken halv seks en tidlig morgen meget langt fra Danmark med verdens tag forgyldt foran sig, er Alina fuld af glæde og forhåbninger for sin fremtid som antropolog.

Det var dengang. For så skete der noget, der vendte op og ned på hele hendes verdensbillede. Og to år senere søgte Alina ind på ingeniørstudiet.

Aarhus, juni 2017. Navitas

Alina sætter læberne mod en kop varm kaffe og tager en slurk. Udenfor forsøger solen forgæves at bryde gennem det skydække, der indtil videre har givet en kølig start på sommeren.

Mens Mols-Linien stævner ud med Helgenæs knapt skjult af tåge i baggrunden, fortæller Alina om sin rejse. Hvorfor hun i dag ikke arbejder som antropolog i eksotiske omgivelser rundt omkring i verden, men i stedet læser til ingeniør på 1. semester på Aarhus Universitet:

”Ingeniørstudiet åbner min verden mere og mere. Det får mig til at indse, hvordan tingene rent faktisk hænger sammen. Hvordan hele verden fungerer,” fortæller hun.

Hun har ellers altid haft en stereotyp forestilling om ingeniører og en forestilling om, at studiet er både tørt og hårdt. Også selvom hun kommer fra en familie, hvor både mor, morfar og mormor er ingeniører og altid har fortalt passioneret og engageret om jobbet. Selv søgte hun derfor efter sin ungdomsuddannelse ind på antropologistudiet, fordi det lød spændende. Og hun var skam også rigtig glad for det. Men på 4. semester fik hun stillet en opgave, der plantede et frø i hendes hoved; en tanke, der ikke ville slippe igen.

”Det var et dæmningsprojekt i Thailand. Et reelt projekt, hvor en enorm dæmning, som skulle skaffe elektricitet til områder, hvor det ellers ikke var tilgængeligt, havde medført en lang række konsekvenser for lokale stammesamfund. Eksempelvis oversvømmelser og tørke, risiko for jordskred, forurening og i øvrigt store problemstillinger i forhold til den regionale biodiversitet. Projektet gik derfor ud på at finde ud af, hvad man kunne gøre for at komme alle disse problemer til livs. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvorfor man ikke kunne bygge dæmningen mere smart, i stedet for at man bagefter skal til at rydde op.”

Længe gik hun derfor med tanken om at blive sådan en, som kan lave en dæmning mere smart. En ingeniør. Og en dag luftede hun den tanke for sine medstuderende og sin familie:

”De var meget overraskede. Det var min familie også. Og de var faktisk også lidt nervøse. De sagde, ”jamen du har jo altid interesseret dig for antropologi”. De var bange for, at jeg bare ville smide det hele på gulvet.”

Alligevel søgte Alina, straks efter hun blev bachelor i antropologi, ind på ingeniøruddannelsen.

”Da jeg kom hjem fra mit udvekslingssemester i Indien, besluttede jeg mig for at forfølge min ingeniørdrøm. Jeg måtte læse kemi, fysisk og matematik op på Navitas i efteråret, og her fandt jeg ud af, hvor mange spændende ingeniørretninger, der faktisk er.”

Efter flere besøg til åbent hus på AU Engineering i Aarhus fandt hun ud af, at det var elektricitet og programmeringsfag, der virkelig tændte hende. Hun endte derfor med at søge ind på diplomingeniøruddannelsen i Elektrisk Energiteknologi.

"Vi har en tendens til at tage det for givet, at vi har en af verdens mest stabile energiforsyninger", fortæller Alina, der læser Elektrisk energiteknologi

”Alt det her med vedvarende energi og andre miljøvenlige energiformer, og hvordan man kobler det hele på elnettet, er virkelig interessant. Elnettet er en anden måde, vores samfund er skruet sammen på, end lige det sociale. Vi er super afhængige af strøm. Hvis vi ikke havde elektricitet, ville hele samfundet bryde ned,” siger hun.

På trods af forskellen mellem det humanistiske antropologistudie og det naturvidenskabelige ingeniørstudie, var det ifølge Alina en ”befrielse at starte på ingeniørstudiet”:

”Helt tilbage i folkeskolen var jeg rigtig god til matematik og naturfagene generelt, så fagene på ingeniørstudiet appellerede til mine faglige styrker. Og det var virkelig fedt at få matematik igen. Pludselig kunne vi matematisk forklare, hvordan strøm og spænding opfører sig. Jeg finder det vildt fascinerende, at vi på min uddannelse får værktøjer til at forstå strøm og spænding og læren om, hvordan vi påvirker og skaber det. Det har jeg bare lyst til at være en del af.”

I dag forstår Alina ikke, at ikke flere unge mennesker søger ind på ingeniøruddannelserne:

”Ingeniører arbejder med ting, vi er ekstremt afhængige af, men som rigtig mange mennesker tager for givet. Som mennesker er vi nok lidt teknikforskrækkede, og vi er bare vant til, at tingene virker. Tv’et eller vaskemaskinen skal bare tænde, når jeg trykker på knappen, og pæren skal lyse når jeg tænder for kontakten. At der er strøm i stikkontakten, er også en selvfølge. Vi har en tendens til at tage det for givet, at vi har en af verdens mest stabile energiforsyninger,” siger hun og fortsætter:

”Vi ved ikke, hvordan tingene hænger sammen, og går noget i stykker, er vi er nok også bange for at forsøge at rode med det selv. Men når man så kommer om bag det hele og får den her indsigt i og viden om, hvordan verden er skruet sammen, så har man bare lyst til at vide mere og mere.”