Aarhus Universitets segl

Aksel fra Aarhus opfinder hjerteklapper i USA

Overvejer du et semester i udlandet? Det gjorde Aksel også. Han tog springet og er for tiden i Arkansas, hvor han har fået øjnene op for en helt anden gren af ingeniørvidenskaben, end han startede ud med.

For mange mennesker kan det måske være et stort spring at tilbringe et halvt år i udlandet i forbindelse med sit studie. Væk fra venner, familie, kæreste. Og kan man klare sig selv? Bliver man ensom? Er det mon dyrt?

Bekymringerne kan være utallige, men det er det hele værd. Ikke alene vokser man personligt utroligt meget – man tilllærer sig også en række unikke kompetencer, som man ikke kan lære herhjemme, og som samtidig er eftertragtede hos fremtidige arbejdsgivere. Et enkelt semester i udlandet kan være med til at forme hele resten af livet.

For Aksel Terkelsen betød springet imidlertid også noget helt andet. Han fandt ud af, hvad der virkelig interesserer ham. Og det kunne han ikke have gjort i Danmark, for på det 150 år gamle University of Arkansas i USA fik han mulighed for at bruge sine evner som maskiningeniørstuderende inden for en helt anden gren af ingeniørvidenskaben; biomedicin.

Med hjælp fra sin lektor, Morten Ølgaard Jensen, er han således nu i gang med at udvikle en helt ny type hjerteklap – et noget usædvanligt skridt for en maskiningeniør.

"Jeg har altid gerne ville gøre en forskel for folk og hjælpe dem. Og i løbet af mit praktikophold har jeg lært, at der er rige muligheder for netop at hjælpe en masse mennesker inden for den biomedicinske videnskab," siger Aksel.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Aksel er sikker på, at hans semester i Arkansas er givet godt ud. Han får mulighed for at arbejde med noget anderledes end derhjemme og skaber dermed sig selv en unik profil. Og han ved, at det er noget, hans fremtidige arbejdsgivere sætter pris på. Det kan Morten Jensen også nikke med på:

"Jeg har førstehåndserfaring med, hvordan det at studere i udlandet kan bidrage til professionel og personlig vækst og virkelig være med til at forme dit liv. Det er meget spændende at være med til at give vores studerende så unikke muligheder," siger Morten Jensen, som har været primus motor i oprettelsen af universitetets udvekslingsprogram.

For Aksel har oplevelsen givet ham lyst og gå-på-mod til at søge internationale udfordringer, når uddannelsen er gennemført:

"Jeg syntes, det er en rigtig god og spændende mulighed for at gøre sig sine egne erfaringer i en international sammenhæng. Jeg har personligt fået meget mere lyst til at arbejde med projekter, der ligger ud over Danmarks grænser," siger Aksel.


Læs om uddannelserne: