Karriere: Anders Bøge Jensen er civilingeniør i Mekanik

Anders Bøge Jensen har læst til Civilingeniør i Mekanik på Aarhus Universitet. Foto: Maria Randima.

Jeg er ansat i en mekanisk teknologi- og udviklingsafdeling hos Grundfos. Her arbejder jeg med simuleringer. Det kan for eksempel være, at vi ønsker at bestemme levetiden for en specifik pumpekomponent, eller det kan være, at vi vil modellere egenfrekvenserne i en pumpe.

Jeg fik tidligt i mit uddannelsesforløb en ingeniørmæssig interesse for at arbejde med simulering af faststofmekanik, og denne interesse har jeg haft mulighed for at dyrke i mit arbejdsliv. Simuleringer er et strategisk redskab til at skabe robuste produkter og reducere udviklingstiden.  I min afdeling arbejder vi dedikeret med simuleringsdrevet produktudvikling Formålet er at erstatte dyre og langsomme tests med simuleringer. Det har den store fordel, at vi for eksempel kan teste tusindvis af pumpedesigns virtuelt på meget kort tid og opnå en optimal mekanisk performance og robusthed. 

Et andet interessant aspekt af mit arbejde er demokratiseringen af simuleringer. Når jeg som specialist udvikler nye simuleringsværktøjer, er det afgørende, at der er andre ingeniører i organisationen, som har interessen for og kompetencerne til at anvende disse i produktudviklingen. Derfor arbejder vi også med oplæring af og support til designingeniører og teknikere, så de bliver i stand til at anvende simuleringer i deres daglige arbejde.