Internationale muligheder

Drømmer du om at arbejde uden for Danmarks grænser? Har du altid været fascineret af andre kulturer? Kunne du godt tænke dig at blive virkelig god til et fremmedsprog? Er der et universitet ude i verden med en helt unik viden inden for netop det, som du er interesseret i? Eller har du også fundet ud af, at det virkelig giver plusser på CV’et, hvis man har tilbragt et eller flere semestre i udlandet?

Ingeniørstuderende står i dag over for et internationalt jobmarked. Derfor er det klart en fordel at kunne bevise, at man har en international forståelse og interkulturelle færdigheder.

På Aarhus Universitet findes der allerede et internationalt studiemiljø med mange udenlandske studerende og undervisere, men for at komme helt ind under huden på en anden kultur er man nødt til at bo og leve der, og det giver et udvekslingsophold mulighed for.

Som ingeniørstuderende har du virkelig gode muligheder for at tage på universiteter og ingeniørhøjskoler i udlandet, deltage i sommerskoler eller komme i praktik i en international virksomhed.