Aarhus Universitets segl

FAQ om ingeniøruddannelserne

Hvad laver en ingeniør?

Som ingeniør er der brug for din ekspertise i stort set alle brancher og over hele verden. I det private erhvervsliv kan du fx blive ansat i en udviklingsafdeling, hvor virksomhedens nye produkter bliver udtænkt, konstrueret og testet. Du kan også varetage ledelsesfunktioner eller arbejde som rådgivende ingeniør og sælge ekspertviden til virksomheder eller det offentlige. I den offentlige sektor kan du bruge dine kompetencer til udvikling og vedligeholdelse inden for fx infrastruktur, vandforsyning, miljø og sundhed, som er helt afgørende serviceydelser for et moderne samfund. Mange ingeniører bliver også selvstændigt erhvervsdrivende.

Kan man få job som ingeniør?

Både for civilingeniører og diplomingeniører er der generelt gode beskæftigelsesudsigter. De seneste prognoser spår endda, at der vil opstå decideret ingeniørmangel i de kommende år, bl.a. fordi mange ældre ingeniører forventes at gå på pension.

Hvad tjener en ingeniør?

Den gennemsnitlige startløn for en nyuddannet ingeniør er 36.593,- kr.

Startlønnen for en civilingeniør er cirka 1.000,- kr. højere end for en diplomingeniør. 

Ingeniører med 10 års erfaring tjener omkring 53.600,- kr. om måneden

(Kilde: IDA Lønstatistik)

Hvad er forskellen på civilingeniør og diplomingeniør?

Du kan blive ingeniør på to måder.

Civilingeniøruddannelsen tager 5 år. Uddannelsen åbner dine døre for at arbejde med innovation og højteknologi, både i virksomheder og på universiteter. På uddannelsen bliver du undervist af forskere og får dermed adgang til den allernyeste viden. Som civilingeniør bliver du specialisten der kan skubbe grænserne for det, der er muligt, og kan være med til at skabe morgendagens løsninger.

Diplomingeniøruddannelsen tager 3½ år. Den er erhvervsrettet og åbner dermed dine døre for et arbejdsmarked, hvor du kommer til at bringe din viden om teknologi i spil inden for mange forskellige felter. Som diplomingeniør er du i stand til at skabe løsninger på konkrete udfordringer til gavn for virksomheder og samfund. Som diplomingeniør er det også muligt at læse videre til civilingeniør (+2 år), hvis du under din uddannelse har valgt bestemte kurser.

Hvis du er i tvivl om, hvad du skal vælge, eller gerne vil vide mere, er du velkommen til at kontakte vores studievejledning.

Hvilke krav skal opfyldes for at søge ind på et ingeniørstudie?

Alle ingeniøruddannelser kræver en gymnasial eksamen med matematik på A-niveau og fysik på B-niveau.

Hvordan er en typisk dag på ingeniørstudiet

På ingeniørstudiet foregår undervisningen meget anderledes end på eksempelvis gymnasiet. Blandt andet er det i høj grad op til dig selv at få læst de bøger og artikler, der skal til for at bestå eksamen. Typisk vil du have undervisning, laboratorieøvelser og projektarbejde med andre studerende nogle timer om dagen, mens resten går med at læse. Du skal regne med, at studiet tager lige så meget tid som et fuldtidsarbejde.

Hvor mange timer skal man bruge på studiet?

Du har typisk omkring 20 undervisningstimer om ugen og skal forvente at bruge et tilsvarende antal timer på laboratorieøvelser, projektarbejde og selvstændige studier. Studiet er med andre ord et fuldtidsarbejde. Op til eksamener og projektafleveringer skal du regne med at skulle bruge endnu mere tid på studierne.

Hvad sker der på skolen ved siden af det faglige?

Sideløbende med undervisning og projektarbejde er der masser af sociale aktiviteter på Aarhus Universitet. Der er alt lige fra foredrag og ekskursioner, som studerende arrangerer, til store fester og fredagsbar, hvor studerende mødes hver fredag.

Hvordan søger man ind på et ingeniørstudie?

Der er studiestart hvert år i august på alle ingeniøruddannelser ved Aarhus Universitet. På diplomingeniørstudiet er der desuden vinterstart på nogle af uddannelserne.

Du søger via www.optagelse.dk

Ansøgningsfristerne er den 5. juli i kvote 1 og 15. marts i kvote 2.

Ønsker du at søge ind på en civilingeniøruddannelse, skal du først læse 3 år på en bacheloruddannelse. Derefter kan du søge ind på de to års overbygning til civilingeniør. Som færdiguddannet diplomingeniør har du også mulighed for at læse videre til civilingeniør (+2 år), hvis du under uddannelsen har valgt bestemte kurser.

Restpladser til februarstart på diplomingeniøruddannelsen udbydes i en ny ansøgningsrunde med ansøgningsfrist 1. november. Restpladser søges via et ansøgningsskema, som du finder på hjemmesiden i tiden op til ansøgningsfristen.

Hvordan får man SU?

Du søger om SU på SU-styrelsens website (www.su.dk). På websitet kan man også læse alt om takster, muligheden for studielån, hvor meget man må tjene ved siden af osv. Vær opmærksom på, at der er forskellige skemaer til diplomingeniørstuderende (videregående uddannelse) og adgangskursister (ungdomsuddannelse).

Kan man læse i udlandet?

Ingeniøruddannelserne har mange internationale muligheder. Du kan både studere og tage praktik (diplomingeniør) i udlandet, hvilket giver en masse spændende oplevelser, nye venner og klart forbedrede jobmuligheder. Aarhus Universitet samarbejder med universiteter og internationale virksomheder overalt i verden. 

Hvordan får man et kollegieværelse?

Du kan henvende dig hos Kollegiekontoret, som koordinerer ansøgning til størstedelen af de Aarhusianske kollegier (gå til Ungdomsboligaarhus.dk). 

Kan man komme forbi og se skolen?

Vi holder orienteringsmøder både om foråret og efteråret. Du er også meget velkommen til at lave en aftale med vores studievejleder, hvis du vil ind på skolen og høre mere om en eller flere af vores uddannelser. Hvert år i marts afholdes U-days, hvor der er åbent på alle videregående uddannelser i Aarhus - læs mere på www.u-days.dk