Iværksætteri

Iværksætterpraktik

Som diplomingeniørstuderende på Aarhus Universitet har du mulighed for at bruge dit praktiksemester til at prøve kræfter med livet som iværksætter.

I løbet af din uddannelse bliver du trænet i at tænke kreativt med udgangspunkt i din faglighed, få idéer og omsætte disse til løsninger på virkelige problemstillinger. I iværksætterpraktik kommer du til at arbejde med at omsætte dine idéer til produkter og koncepter med kommercielt potentiale. Det er også muligt at komme i iværksætterpraktik som et team, dette gælder også for civilingeniørstuderende. Du får din daglige gang i Startup Factory på Navitas, og du deltager i en ugentlig rådgivningsblog og en ugentlig deltagelse i workshop. Her lærer du om de nyeste metoder til entreprenørskab.

Startup Factory

Iværksætteri baseret på teknologi og naturvidenskab kræver ofte noget særligt. Det kan være adgang til ekspertviden, udvalgte laboratorier, testfaciliteter og hurtig prototypeudvikling. På Aarhus Universitet har ingeniørstuderende fået deres eget innovationsmiljø med nogle af Danmarks mest fordelagtige tilbud.
Det hele er placeret på øverste etage af Navitas-bygningen side om side med INCUBA og med udsigt over Aarhus C, Aarhus Ø og bugten.

Her har nye ingeniør-startup-teams og veletablerede virksomheder deres daglige gang med et fælles fokus på innovation og gensidig erfaringsudveksling. Året rundt vokser fantastiske idéer med et forretningsmæssigt potentiale ud fra denne del af Aarhus Universitet, som i løbet af kort tid er blevet et af Danmarks mest interessante tech-iværksættermiljøer.

I Startup Factory kan studerende benytte sig af gratis kontorfaciliteter og en pallette af rådgivningsydelser, der spænder fra jura til økonomi og regnskab eller markedsføring. De kan også benytte sig af universitets laboratorier, og de kan få ”billetter” til frikøb af forskere og undervisere, som kan hjælpe dem med specifik viden til forretningsudvikling eller til at løse en teknisk videnskabelig udfordring. Startup Factory rummer også et prototypeværksted, hvor studerende har mulighed for at virkeliggøre deres idéer på et tidligt stadie i innovationsprocessen.

Discovery Lab

Discovery Lab er det allerførste skridt for studerende på vejen som iværksætter og ofte et springbræt til Startup Factory. Langt de fleste ingeniørstuderende vil i løbet af studiet stå med en fornemmelse af, at det her semesterprojekt eller den her opgave måske kunne blive til mere. I Discovery Lab får de hjælp til at undersøge, om deres idé eller studieprojekt har potentialet til at blive en virksomhed. Hvis potentialet er der og lysten også, kan de gå videre i et indledende iværksætterforløb. Her lærer de Lean Startup filosofien, som er gennemgående for de fleste innovationsprojekter på ingeniøruddannelserne.

BIZ Lab

BiZ Lab er sidste fase for studerende i Startup Factory. Her har de udviklet deres idé og lagt en klar kommercialiseringsstrategi. De har udtaget et CVR nr., og skal nu udvikle deres virksomhed og få det første produkt på markedet eller have gang i deres omsætning. De nye virksomhedsteams har stadig adgang til teknisk specialistrådgivning og Startup Factorys netværk af mentorer, advokater
og revisorer.

Forskningsdrevet innovation

Vælger du at læse til civilingeniør har du gode muligheder for at arbejde med forskningsdreven innovation. Mange studerende deltager som en slags ”juniorforskere” i større ingeniørvidenskabelige projekter. Her får du indsigt i forskningsmetoder og i arbejdet med at skabe ny viden og udvikle nye, banebrydende teknologier.