Læs til diplomingeniør eller civilingeniør på Aarhus Universitet

På AU Engineering kan du læse til diplomingeniør eller civilingeniør. Det betyder, at du kan læse til civilingeniør på 5 år ved først at gennemføre en teknisk ingeniørvidenskabelig bacheloruddannelse på 3 år og derefter en toårig kandidatuddannelse inden for teknisk ingeniørvidenskab.

Eller du kan læse en diplomingeniøruddannelse på 3½ år, og derefter vælge om du vil ud i job eller læse videre til civilingeniør ved at tage en toårig kandidatuddannelse inden for teknisk ingeniørvidenskab. Dette tager yderligere 2 år og kræver, at du opfylder adgangskrav som beskrevet under de enkelte uddannelser. Uddannelsen til civilingeniør tager så 5½ år.

Civilingeniøruddannelser

 

Civilingeniør (Bachelor 3 år)  

En teknisk ingeniørvidenskabelig bacheloruddannelse varer tre år og er første del af en civilingeniør­uddannelse. 

Civilingeniøruddannelsen er forskningsbaseret og kvalificerer dig til at arbejde med teknologiske problemstillinger på et højt teoretisk vidensniveau. 

 

Civilingeniør (Kandidat 2 år)

For at blive civilingeniør skal du gennemføre en relevant toårig kandidatuddannelse inden for teknisk ingeniørvidenskab, som du kan tage, hvis du har en adgangsgivende bachelor- eller diplomingeniøruddannelse. Kandidatgraden i ingeniørvidenskab giver dig retten til at bruge titlen civilingeniør (cand.polyt.).

Diplomingeniøruddannelser

 

Diplomingeniør (3½ år inkl. praktik)

Diplomingeniøruddannelsen er en professionsbachelor og varer tre et halvt år og inkluderer et helt semester med ingeniørpraktik i en virksomhed (normalt lønnet).

Uddannelsen er professionsrettet og kvalificerer dig til at gå direkte ud på arbejdsmarkedet.

­


Læs videre til civilingeniør (+2 år)

Det er også muligt at læse videre på en relevant toårig kandidatuddannelse inden for teknisk ingeniørvidenskab og således blive færdig som civilingeniør på i alt fem et halvt år. Dette kræver, at du opfylder adgangskrav som beskrevet under de enkelte uddannelser.