Aarhus University Seal

Nye tal: Rekordmange vil være ingeniør i Aarhus

Interessen for jobsikkerhed, høj løn, teknologi og naturvidenskab ser ud til at være boomet blandt de unge i år, for AU Engineering kan melde om et rekordstort antal ansøgninger.

"De kommende årgange her på stedet får historisk stor indflydelse på samfundets udvikling," lyder det fra institutleder Thomas S. Toftegaard, der glæder sig over stor fremgang på ansøgere til ingeniøruddannelserne.

Der er rigtig mange unge mennesker, der gerne vil læse til ingeniør i Aarhus. Ansøgningsfristen for de videregående uddannelser udløb onsdag den 5. juli kl. 12.00, og indtil videre viser den foreløbige optælling, at AU Engineering har modtaget 2.557 ansøgninger.

Det er 193 flere end forrige rekordår, 2016, og dermed en stigning på over otte procent. Og nyheden om interessen for ingeniørvidenskaben bliver vel modtaget hos direktør for Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet, Conni Simonsen, som glæder sig til at tage imod de mange nye studerende, når dørene til universitetet åbner efter sommerferien:

"Det varmer om hjertet, at så mange unge mennesker har valgt at gå ingeniørvejen. Det vidner om, at unge mennesker brænder for at udvikle en bæredygtig fremtid for alle mennesker. De værktøjer, det mindset og den tilgang til tingene, man får med sig her fra stedet, er efterspurgte og eftertragtede over hele kloden. Det danner de perfekte rammer til at gå ud og gøre en forskel i erhvervslivet, til at fortsætte på en civilingeniøruddannelse eller starte en karriere som kreativ iværksætter."

Også fra Institut for Ingeniørvidenskab er der glæde at spore. Særligt fordi instituttet denne sommer har åbnet op for to spritnye civilingeniør bacheloruddannelser, Bioteknologi og Kemiteknologi, som er blevet vel modtaget fra unge studievælgere. Således er antallet af ansøgere til de to uddannelser på henholdsvis 93 og 71, hvoraf 27 og 24 har søgt uddannelserne som deres 1. prioritet. Meget positivt, mener institutleder Thomas S. Toftegaard:

"Verden står over for nogle markante teknologiske kvantespring, der vil definere hele vores måde at leve på i fremtiden, og som i høj grad bliver defineret af vores ingeniører. De kommende årgange her på stedet får historisk stor indflydelse på samfundets udvikling, og vi vil tage rigtig godt imod dem og sikre, at de – når de igen træder ud af døren som civilingeniører – er klar til at tage det store ansvar på skuldrene."

Særligt antallet af ansøgere til bygningsingeniør-uddannelsen er gået frem i 2017. Foto: Lars Kruse.

Ansøgningerne til de mange forskellige ingeniøruddannelser fordeler sig jævnt, men særligt uddannelserne Bygningsingeniør, Bygningsdesigningeniør og Maskinteknik oplever fremgang. Her er antallet af ansøgninger steget med henholdsvis 60, 31 og 27 sammenlignet med 2016. Og på uddannelsen Informations- og kommunikationsteknologi-ingeniør er der sket en markant fremgang i antallet af 1. prioritetsansøgninger på hele 36 pct. i forhold til 2016.

AU Engineering er nu i fuld gang med at oprette det højest mulige antal ekstra studiepladser, men kan dog ikke love, at alle kommer ind på deres ønskeuddannelse.

Kæmpe stigning i Herning

Universitetets campus i Herning har igennem flere år kæmpet med et faldende optag til elektronikingeniøruddannelsen. Denne udvikling ser nu for alvor ud til at være vendt. Antallet af ansøgere er steget 16 pct. i forhold til sidste år og hele 128 pct. over de sidste fire år. Det kan blandt andet forklares med, at man som første ingeniøruddannelse i Danmark har muligheden for at læse hele uddannelsen online.

"Onlineuddannelsen ser virkelig ud til at ramme plet hos et segment af uddannelsessøgende, vi ikke tidligere har haft mulighed for at nå," siger Conni Simonsen.

Håndværkere vil i stigende grad være ingeniører

Tallene viser også, at mange unge med en erhvervsuddannelse i bagagen har søgt om optagelse på universitetets 1-årige adgangskursus, der giver adgang til ingeniøruddannelserne. Det er en positiv udvikling, for de unge med håndværksmæssig baggrund klarer sig generelt godt på ingeniøruddannelsen bagefter, lyder det fra leder af Adgangskursus, Aarhus Universitet, Mette Ramsing Lindhardtsen: 

"Det er dejligt at se, at unge med håndværksmæssig baggrund i stigende grad vælger at videreuddanne sig til både diplom- og civilingeniører. For både når man ser på gennemførelsestid, karaktergennemsnit og dimittendledighed, klarer de unge erhvervsuddannede sig rigtig fint."

 

Kontakt

Direktør Conni Simonsen
Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet
Email: csi@ase.au.dk 
Mobil: 41893010

Institutleder Thomas Toftegaard
Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet
Email: tst@eng.au.dk
Mobil: 21379470