Aarhus University Seal

Fortsat stor interesse for ingeniøruddannelser ved Aarhus Universitet

947 personer har søgt om optagelse på en ingeniøruddannelse ved Aarhus Universitet. Det er lidt færre end sidste år.

Foto: Aarhus Universitet takker for de mange ansøgere til civil- og diplomingeniøruddannelserne (Foto: AU_Lars Kruse)

Aarhus Universitet har modtaget 774 førsteprioritetsansøgninger til diplomingeniøruddannelserne og 173 til de femårige civilingeniøruddannelser. Det er 150 færre ansøgere end sidste års rekord og dermed en nedgang på 14 procent.

Ændringen kommer ikke som nogen overraskelse, for fakultetet Science and Technology har i 2019 indført særlige karakterkrav på alle ingeniøruddannelser for ansøgere i kvote 1 samt en test for ansøgere i kvote 2.  

”Vi har indført nye adgangskrav for at sikre, at vi optager dygtige og afklarede studerende. Et lille fald i antal af ansøgere i år giver derfor ingen anledning til bekymring. På grund af de nye adgangskrav har vi en forventning om, at vi i de kommende år vil se en reduktion i vores frafald og på den måde i sidste ende uddanne flere ingeniører til samfundet,” siger Conni Simonsen, direktør, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet.

Årets ansøgninger fordeler sig jævnt over de forskellige ingeniøruddannelser, og det betyder, at universitetet i slutningen af måneden vil kunne tilbyde en plads på drømmestudiet til de fleste.

LÆS OGSÅ: Aarhus Universitet indfører nye adgangskrav på ingeniøruddannelserne

Femårige civilingeniøruddannelser kommer godt fra start

Aarhus Universitet har i 2019 åbnet for ansøgere til tre nye femårige civilingeniøruddannelser, som ifølge Thomas Toftegaard, institutleder ved Institut for Ingeniørvidenskab, er kommet godt fra start.

”De femårige civilingeniøruddannelser er et helt nyt tilbud til de unge, og vi er glade for, at de har taget godt imod det. Vi er i gang med at bygge et stærkt civilingeniørmiljø på Aarhus Universitet, og det her er kun starten,” siger han.

LÆS MERE om de femårige civilingeniøruddannelser

Få ansøgere i Herning

På campus i Herning er Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet klar til at modtage 36 nye diplomingeniørstuderende fordelt på tre uddannelser.

”Vi er glade for hver og en af ansøgningerne, men vi havde håbet på flere. Vi har tre fremragende uddannelser og et erhvervsliv omkring os, som har hårdt brug for flere ingeniører. Vi fortsætter vores arbejde med at skabe kendskab til muligheden for at læse til ingeniør i Herning og forventer en markant vækst i studenterbestand i de kommende år,” siger Conni Simonsen.

LÆS MERE om Aarhus Universitets ingeniørcampus i Herning

Både i Herning og Aarhus vil der være ledige pladser på ingeniøruddannelserne. Disse vil blive annonceret d. 26. juli med ansøgningsfrist d. 4. august.