Træ får større plads i pensum på ingeniøruddannelserne

Hvis man siger bæredygtigt byggeri, må man også sige træ. I udlandet skyder højhusene op, og interessen er voksende i Danmark. Byggeriets aktører skal blive bedre til at tænke stort i træ. Hør hvordan, når Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet præsenterer et bud på bygningsingeniørens nye kompetenceprofil.

21.01.2019 | Kim Harel

Hvem siger, at etagebyggeri skal opføres i beton, stål eller tegl? Ingeniørstuderende skal lære mere om træ, og når de er færdige på uddannelserne skal de være med til at skabe en bæredygtig byggekultur i Danmark og resten af verden. Mads Bech Olesen er lektor på Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet og rådgiver hos ingeniørvirksomheden Niras (Foto:Jesper Bruun )

Træ er materialet, der kan forhindre, at vores miljøbelastning løber løbsk, mens vi bygger mere, og vi bygger tættere.

Efterspørgslen på innovativt nybyggeri i træ er skyllet ind over byggebranchen sammen med det store fokus på bæredygtighed og klimaforandringer i befolkningen og blandt politikere, men der mangler højt specialiserede ingeniører på området.

Derfor har Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet i de seneste år gjort plads i pensum til mere undervisning i træ.

”Træ har et fantastisk potentiale både miljømæssigt og arkitektonisk. Udfordringen er, at vi ikke er så gode til at bruge materalet i en moderne byggekontekst, og derfor er vi i fuld gang med at sammensætte vores bygningsingeniøruddannelser med et større fokus på træ,” siger Kasper Lynge, udviklingschef for Byggeri, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet.

LÆS OGSÅ Ingeniørhøjskolens magain om tendenser inden for byggeri

Studerende skal lære at tænke stort i træ

I dag er byggebranchen præget af stål og beton, og der er meget få eksempler på etagebyggeri i træ i Danmark.

Mads Bech Olesen er en af Aarhus Universitets specialister i træ. Han underviser diplomingeniørstuderende inden for bygningsområdet og oplever en meget stor nysgerrighed og interesse hos dem.

”Man kan sige, at byggebranchen er temmelig konservativ, når det gælder materialevalg. Men de studerende har en stor lyst til at udforske materialets muligheder. Vi vil gerne have, at de om nogle år kommer ud i erhvervslivet og tænker stort i træ, så de kan være med til at bane vej for nyt eksempelbyggeri. Vi skal have mere forskningsbaseret viden om træ, men vi skal i høj grad også blive bedre til at lære af praksis, og det er diplomingeniører super gode til,” siger han.

Grøn dagsorden

I forhold til for eksempel stål, tegl og ikke mindst beton kan byggeri i træ være hurtigere at gennemføre. Samtidig vil det ofte kræve mindre mandskab, transport og kraner, fordi elementerne er markant lettere.

Produktionen af et ton beton medfører rundt regnet et halvt til et helt ton udledning af kuldioxid, og det haster derfor med at finde andre pålidelige materialer og byggemetoder, der kan reducere vores energiforbrug og forurening med drivhusgasser i takt med at verdens byer vokser drastisk, mener Mads Bech Olesen:

”Træ er selvfølgelig ikke et tryllemateriale. Det har nogle udfordringer i forhold til robusthed og levetid, men vi ønsker, at vores studerende skal være fortrolige med det. De skal klædes på til at træffe kloge valg,” siger han.

Lektor Mads Bech Olesen fortæller mere om ingeniøruddannelsernes betydning for fremtidens byggeri i forbindelse med arrangementet Science to Business i Aarhus d. 1. februar.

LÆS MERE om Science to Business med fokus på træ i byggeriet

AU Engineering