Aarhus Universitets segl

To dage med velfærdsteknologi i fokus

Den. 10. og 11. april er Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet vært for en stor konference om velfærdsteknologi. Her kan deltagerne opleve, hvordan ingeniører arbejder med at gøre livet bedre for mennesker med funktionsnedsættelser.

AU Engineering er i disse dage vært for en stor dansk konference om velfærdsteknologi på Katrinebjerg (Foto: Lars Kruse)

Det er helt nye teknologier, der bliver vist frem på CareWare 2018 i de kommende dage, og deltagerne kan derfor glæde sig til at få indblik i de tendenser, der kommer til at påvirke vores pleje- og sundhedssektor i de kommende år.

Teknologi, der gør livet bedre
Konferencens tema er ”Mere af den teknologi, der virker”, og arrangørerne har i deres planlægning zoomet ind på de løsninger, som i praksis har vist en nytteværdi.

Universitet er vært for den del af konferencen, der sætter fokus på teknologi til at fremme inklusion og fællesskab for borgere med nedsat funktionsevne.

”De teknologier, vi udvikler her på universitetet, og den type af produktinnovation, vi lærer vores studerende at arbejde med, kan få stor betydning inden for både social-, sundheds- og rehabiliteringsområdet. Derfor er vi naturligvis glade for at kunne tilbyde værtskab for konferencen,” siger Bente Besenbacher, uddannelsesleder, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet.

LÆS MERE OM DIPLOMINGENIØRUDDANNELSEN I SUNDHEDSTEKNOLOGI


Hjælp til syge børn og mennesker med spastisk lammelse

Konferenceaktiviteterne på AU Engineerings campus Katrinebjerg omfatter en række foredrag med nogle af landets førende praktikere på velfærdsteknologiområdet.

Derudover er en række virksomheder inviteret indenfor til at fremvise deres seneste velfærdsteknologiske produkter.

Her kan man blandt andet opleve kommunikationsrobotten AV1, der har til formål at bekæmpe ensomhed og isolation hos langtidssyge børn og voksne. Man kan også prøve et ikonbaseret smartwatch, der skaber struktur og overblik i hverdagen for børn med for eksempel ADHD og autisme.

Og i den mere spektakulære ende kan man opleve, hvordan en heldragt udstyret med elektroder kan give mennesker med spastisk lammelse en sikker bevægelighed.

Se demonstrationsvideoen her

 


KONTAKT

Bente Besenbacher, uddannelsesleder, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet