Studiestart: Her er studievejlederens bedste råd

Er du klar til studiestart? Eller er du stadig i tvivl om, hvad du overhovedet skal læse? Stine er studievejleder på Aarhus Universitet, og hun har en klar anbefaling til alle, der går med studietanker her få dage før ansøgningsfristen.

25.06.2018 | Jesper Bruun

Stine Skou Nielsen er studievejleder på Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet og står altid klar til at tage en snak med interesserede unge mennesker. Foto: Lars Kruse, AU Foto.

Inden længe banker KOT-ansøgningsfristen på døren, og har du ikke besluttet dig for, hvad eller hvor du skal læse, er det ved at være oppe over.

Men selvom der måske nok er masser af gode råd at hente på nettet eller blandt familie og venner, er der særligt ét godt råd, der virkelig er værd at slå på tromme for. Det mener studievejleder Stine Skou Nielsen fra Ingeniørhøjskolen, Aarhus Universitet, og selvom det kan lyde ganske simpelt, er det ifølge hende faktisk det, langt de fleste ofte overser, men som kan være utroligt vigtigt i forhold til dit kommende universitetsstudie:

”Kom forbi og besøg os. Det er en rigtig god idé, også selvom man måske allerede er fast besluttet på, hvad man skal være, at lægge vejen forbi uddannelsesinstitutionerne og tale med studievejledere, lektorer og måske endda studerende. Det er trods alt der, man skal tilbringe de næste mange år af ens liv, men det er faktisk noget, rigtig mange ikke engang overvejer at gøre. Det, synes jeg bestemt, man skal. Vi står altid klar til at tage en snak, når man kommer forbi,” siger Stine Skou Nielsen.

Hun mener, et besøg kan få stor betydning, for det kan gøre den kommende studerende meget mere afslappet i forhold til valget. Man får set stedet og faciliteterne, så man ikke er helt grøn, når man starter. Man får afstemt forventninger og får måske et indblik i en normal studiesituation, og man får mulighed for at tale med nogen, som har et fantastisk indblik i både studiet, studiebyen, uddannelsesforløbet og karrieremuligheder.

”Man behøver ikke vide en masse på forhånd om det, man skal i gang med at lære. Men det er en rigtig god idé at få en fornemmelse af, hvad det vil sige at studere det pågældende sted. Og det får man altså bedst, når man besøger os,” siger hun og fortsætter:

”Derudover er det vigtigt at huske på, at vi kan hjælpe med mange af de andre bekymringer, man måske går rundt med. Eksempelvis med at finde studiebolig, hvis man flytter til Aarhus for at studere. Det kan være en kæmpe hjælp i en by som Aarhus, hvor det ellers kan være meget svært og meget dyrt at finde tag over hovedet.”

Hjælpen kommer i forbindelse med den boliggaranti, Kollegiekontoret Aarhus garanterer for nye, tilflyttende studerende. Garantien gælder for alle nyoptagne på en uddannelse i Aarhus med start i efterårssemesteret og betyder kort og godt, at du rykker frem i køen og får tilbud en kollegie- eller ungdomsbolig inden eller kort tid efter studiestart.

”Og så skal man selvfølgelig huske at nyde det og have det sjovt,” siger Stine Skou Nielsen og tilføjer, at det også er helt naturligt at stille en masse spørgsmål, når alt er nyt:

”Ingen forstår alt fra dag ét. Nogle gange er der travlt, nogle gange er det bare pokkers svært at forstå stoffet, så man skal acceptere, at man er i gang med en læringsproces. Det er normalt at være overvældet og forvirret, og husk, at du er i samme båd som alle dine medstuderende, så støt og hjælp hinanden.”

 


Kontakt:

AU Engineering