Aarhus Universitets segl

Studerende modtager pris for projekt om Lean

To bygningsingeniørstuderende modtager den danske Lean Construction-pris for deres undersøgelse af udbyttet af leanprocesser i byggeriet.

Sune Schack Nielsen (tv) og Dennis Hansen modtager i år studieprisen Lean Construction for deres undersøgelse af leanprocesser i byggevirksomheden NCC. (Foto: leanconstruction.dk)

Sune Schack Nielsen og Dennis Hansen modtager i år studieprisen Lean Construction for deres undersøgelse af leanprocesser i byggeriet. De har arbejdet med en af Nordeuropas største byggevirksomheder NCC som case.

Lean uden resultater
Gennem et omfattende feltarbejde har de analyseret, hvordan de gældende produktivitetsanbefalinger fra Dansk Byggeri implementeres i byggeprocesser, og resultatet af projektet er overraskende.

De studerende kunne nemlig ikke påvise hurtigere og bedre resultater ved brug af leanprojekter, og dermed har de sat gang i en vigtig diskussion om betingelserne for, at leanfilosofien kan implementeres med succes i byggeriet.

De to studerende modtager et rejselegat og adgang til en stor europæisk konference om lean construction.