Aarhus Universitets segl

Stor fremgang i optaget på ingeniøruddannelserne i Aarhus

Aldrig før har Aarhus Universitet haft så få ledige pladser til diplomingeniøruddannelserne ved vinteroptaget.

Informations- og kommunikationsteknologi (IKT) er en af de diplomingeniøruddannelser, der har haft størst fremgang.

­­Aarhus Universitet kan melde stort set fuldt hus for vinteroptaget på ingeniøruddannelserne. 374 nye studerende begynder til februar på studiet til deres kommende ingeniørkarriere, og det er flere end nogensinde ved vinteroptaget.

”Aldrig før har vi haft så få ledige pladser ved vinteroptaget. På langt de fleste af ingeniøruddannelserne er der nu fuldt hus, så den vækst, vi så i antallet af ansøgninger ved sommeroptaget, er forsat gældende. Det er vi selvfølgelig meget glade for, og vi ser frem til at tage imod de mange nye studerende, som går en spændende fremtid i møde,” siger Conni Simonsen, direktør, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet.

I forhold til sidste år er der med det nye optag tale om en fremgang på ca. 30 pct. Der er i alt udbudt 395 pladser, og der er således blot 21* ledige pladser tilbage.

En af de retninger, der særligt har trukket opmærksomhed blandt de unge er IKT uddannelserne. Her blev udbudt 65 pladser. Det er en fremgang i optaget på over 100 pct. i forhold til sidste år.

Ligeledes har maskiningeniørfaget oplevet en væsentlig fremgang i forhold til sidste år. Her er udbudt  95 pladser - en fremgang på 22 pct.

”Det er meget positivt at se den øgede interesse for både IKT- og maskiningeniøruddannelserne, for det er områder, som der er stort behov for, og det er fagområder, som erhvervslivet i den grad efterspørger blandt færdiguddannede ingeniører,” siger Conni Simonsen.

KONTAKT
Direktør Conni Simonsen
Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet
Email: csi@ase.au.dk
Mobil: 41893010

 

* Der er nu lukket for optagelse af studerende til vinterstart, da studiestarten allerede finder sted den 30. januar. Der er studiestart på alle ingeniøruddannelser igen til august. Ansøgningsfrist til kvote 2 er den 15. marts 2017.