Sapere Aude-bevilling til forskning i fremtidens internet

Internettet er under forvandling i en grad, som kun de færreste kan forestille sig. Informationsstrømmen er i eksplosiv vækst, og det stiller ekstreme krav til den måde, vi komprimerer og opbevarer data på. Nu går forskere i gang med at skabe helt nye betingelser for kommunikation mellem mennesker og ting i netværket.

24.11.2017 | Kim Harel

Daniel Enrique Lucani Rötter er ny Sapere Aude forskningsleder under Det Frie Forskningsråd. Med udnævelsen følger en bevilling, der skal styrke forskningen i datakomprimering og -lagring i fremtidens internet (AU Foto).

I dag er cirka 12 milliarder elektroniske enheder koblet til internettet. Forskere mener, at dette tal vil vokse til op i nærheden af 500 milliarder i løbet af det næste årti. Vi er altså godt på vej imod fremtidens Internet of Things, hvor alle mulige genstande via sensorer vil finde vej til nettet og kommunikere med hinanden.

Udviklingen vil selvsagt medføre en kolossal vækst i datatrafik og øge vores lagringsbehov dramatisk. Derfor er det nødvendigt med nye metoder til at komprimere, sende og opbevare data på.

Datalagring i nyt lys
Daniel Enrique Lucani Rötter er ansat som lektor ved Institut for Ingeniørvidenskab, og han har netop modtaget en prestigefyldt Sapere Aude-bevilling til at løse hovedudfordringerne omkring fremtidens internet.

”Vi skal bygge videre på vores eksisterende videnskabelige arbejde og udvikle nye koncepter for Internet of Things, der gør det muligt at lagre data i et omfang, vi ikke engang kan forestille os i dag,” siger han.

Det særlige ved Internet of Things er, at det er baseret på sensorer, som genererer såkaldte dynamiske data i en strøm, der ikke er mulig at forudsige. Komprimering af disse data er derfor helt afgørende for i fremtiden at skabe mulighed for hurtige opdateringer.

Læs forskerportræt af Daniel Enrique Lucani Rötter

Forberedelse til superinternettet

Som nyudnævnt Sapere Aude forskningsleder på Aarhus Universitet skal Daniel Enrique Lucani Rötter udvikle en ny metode til at lagre milliarder af filer på internettet.

”Vi arbejder med en lovende teori, der kan gøre det muligt at komprimere data på en markant mere effektiv måde ved at indeksere og identificere ligheder i datafragmenter. Grundlæggende handler det om at komme væk fra at komprimere individuelle filer fra forskellige brugere,” siger han.

Projektet får to nye ph.d.-studerende, og forskergruppen skal samarbejde med blandt andet Massachusetts Institute of Technology. 

Den viden, projektet genererer, skal desuden bruges i forbindelse med uddannelse af kommende civilingeniører på kandidatniveau.

Mere information

Sapere Aude er Det Frie Forskningsråds program for førende forskere og forskningstalenter, og bevillingerne gives for at styrke forskning på højt internationalt niveau.

Læs mere om projektet Igniting a revolution in networks and storage to cope with Internet of Things: A theory for Cloud-scale compression.

Kontakt

Daniel Enrique Lucani Rötter

AU Engineering