Mere grøn gas på vej

I de kommende år skal Aarhus Universitet bidrage med ny viden om, hvordan vi sikrer en bedre integration af gas i Danmarks energiforsyning til gavn for klimaet. Innovationsfonden investerer 18,6 millioner i projektet.

23.02.2016

Forskere skal i de kommende år skaffe ny viden om, hvordan man integrerer gas i det danske energisystem. På billedet ses Lars Ditlev Mørck Ottosen, lektor, Institut for Ingeniørvidenskab (Foto: Lars Kruse)

Gas er et effektivt og fleksibelt brændstof, der kan bruges som energikilde inden for flere områder og i større grad, end det er tilfældet i dag. Gevinsterne ved at gøre dette er store.

Uanset hvilken type gas, der er tale om, udleder gas nemlig betydeligt mindre kuldioxid end andre fossile brændstoffer.

"Allerede i dag er gas et miljøvenligt og fleksibelt alternativ til kul og diesel. De vedvarende gastyper kan eksempelvis være baseret på organisk materiale fra landbrug eller på overskudsstrøm fra vindmøller. Vi har lovende teknologier til produktion af brændstof baseret på gas, og vi har allerede et velfungerende gasnet, så potentialet for at nedbringe drivhusgasudledningen er stort," siger Lars Ditlev Mørck Ottosen, lektor, Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet.

Det kræver dog, at gas kan integreres bedre i energisystemet, og at det bliver rentabelt at bruge. Derfor vil forskerne i projektet FutureGas over de næste fire år at analysere, hvordan man bedst kan producere gas baseret på vedvarende energi, hvordan man effektivt kan integrere gas i det samlede energisystem, og hvordan man på en økonomisk fordelagtig måde kan distribuere og bruge gas til at opnå drivhusgasreduktioner her og nu.

Læs mere om projektet i Innovationsfondens pressemeddelelse

 

Yderligere information

FutureGas har et samlet budget på 33,4 millioner kr. og løber frem til 2020.

Projektets parter tæller blandt andet Danmarks Tekniske Universitet, Chalmer University, Energistyrelsen, Dansk Energi, DONG Energy, Energinet.dk

Se alle projektdata og fuld partnerliste her

Kontakt

Lars Ditlev Mørck Ottosen, lektor, Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet

Offentligheden / Pressen, AU Engineering